Der gik kun tre dage fra den russiske invasion af Ukraine, indtil Tyskland med løfter om massiv oprustning og våbenleverancer foretog et af de mest markante politiske kursskifter i efterkrigstiden. Forbundskansler Olaf Scholz talte selv om et tidehverv og fik også på denne plads stor ros for at bryde med årtiers alt for merkantile kurs over for Rusland.
Med sin manglende handlekraft i Ukraine-krigen vækker Scholz mere og mere mindelser om sin evigt tøvende forgænger Angela Merkel
Næsten otte uger senere mangler kansleren stadig at sætte handling bag sine ord. Scholz har efterhånden lurepasset så meget, at der ikke er noget at sige til den højlydte skuffelse fra ikke blot ukrainsk, men også andre europæiske allieredes side.
Modsat flere af sine europæiske kolleger, som med besøg i det krigshærgede Kyiv har sat vigtige solidariske aftryk, skal Scholz ikke nyde noget af det, kilder tæt på kansleren uheldigt skal have betegnet som krigsturisme. Den tyske forbundspræsident og tidligere udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, som kløgtigt har gået bodsgang for sin årelange, fejlslagne dialog med Rusland, ville gerne være rejst af sted, men det takkede ukrainerne i sidste øjeblik nej til.
For det er regeringschefen, der tegner butikken, som mere og mere ligner en rodebutik med forvirring om, hvad der blevet lovet og reelt leveret af våben. Willy Brandts gamle socialdemokratiske tese om "Wandel durch Handel", altså forandring gennem samhandel, blev sendt på historiens mødding af Vladimir Putins invasion. Men modsat sine stadig mere utålmodige liberale og grønne regeringspartnere har socialdemokraten Scholz tydeligvis svært ved at skifte gear.
Med sin manglende handlekraft i Ukraine-krigen vækker Scholz mere og mere mindelser om sin evigt tøvende forgænger Angela Merkel. Når Ukraine i lyset af den nye russiske offensiv i Donbass nu trygler Vesten om tungere våben, taler Scholz om, at det ikke nytter at gå enegang, og at tyske kampvogne slet ikke egner sig til de faktiske forhold på krigsskuepladsen. Det klinger hult, når både Holland, Tjekkiet, Slovakiet og Storbritannien tydeligvis ikke har nogen problemer med levere tungere militært udstyr.
Scholz havde ret, da han i sin historiske tale i Forbundsdagen fastslog, at en ny virkelighed kræver nye tyske svar, men foreløbig har han primært holdt sig til det klassiske tyske svar med at trække checkhæftet. Og også den lovede finansielle støtte til, at Ukraine selv kan købe våben hos den tyske rustningsindustri, når nu forbundshæren ikke har nok på lager, sander til i bureaukrati.
Det ville være at gå for langt ligefrem at hævde, at Tyskland svigter Ukraine. Og det er næppe tyske våben, der kommer til at afgøre den nu otte uger lange krig. Men signalværdien i, at Ruslands største europæiske handelspartner lever op til sine løfter om et tidehverv, er ikke til at tage fejl af. For Scholz har helt ret, når han siger, at Rusland ikke må vinde denne krig.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.