Emmanuel Macron er vred. For Australien har droppet en stor ordre på franske ubåde, og Frankrigs præsident har derfor hjemkaldt ambassadører fra USA og Australien i protest. USA, Storbritannien og Australien har samtidig afsløret et nyt forsvarssamarbejde, som skal inddæmme Kina til søs. Det er også i dette samarbejde, australierne vil lægge deres penge.
Der er 400 milliarder kroner på spil for Frankrig, som har en stor rustningsindustri. Men nederlaget handler ikke bare om økonomi. Macrons militære ambitioner lider også et knæk. Frankrig henvises til at spille en sekundær rolle af de ledende lande inden for Nato-samarbejdet. Oven i købet ydmyges Frankrig på den Kina-politik, der er tidens store geopolitiske udfordring set fra et vestligt synspunkt.
Brexit stiller sig i et nyt lys efter ubådsstriden. Indtil nu har fokus været på, hvad Storbritannien har haft at tabe. Men det bliver tydeligt, at et EU uden Storbritannien også har noget at tabe. Amerikanere og briter ligner lige nu de militært ansvarlige, der tager handling, mens EU har en svag hånd, hvis der skulle opstå større militære konflikter i Europa. Den tyske Ursula von der Leyen er gået ind på franskmændenes side i konflikten. Det er uacceptabelt, har formanden for EUKommissionen sagt, at Frankrig er blevet behandlet så ringe af sine partnere og ikke taget med på råd om en vigtig ny alliance. Men den fransk-tyske akse har en svær position i striden med sine Nato-allierede. Man står ikke kun over for USA og Storbritannien. Også mange øst- og nordeuropæiske lande som Danmark stoler – trods opbakning til Frankrig i den verserende strid – mere på briter og amerikanere, når det virkelig spidser til.
Europa står forpjusket tilbage, når det gælder forsvarspolitik. Politikere fra hele Vesteuropa har skældt ud over den amerikanske præsident Joe Bidens exit fra Afghanistan, der overlod landet til Taleban. Men de har ikke selv villet bruge nok penge eller politisk kapital på at udvikle den vestlige alliance. Der er meget langt til et troværdigt europæisk alternativ til det USA-ledede Nato.
Set fra et nordisk synspunkt er det nye samarbejde ikke nødvendigvis så negativt, som tyskere og franskmænd fremstiller det. Der er brug for inddæmning af Kina. En verden med større kinesisk magt bliver ikke en bedre verden. Kina har fået mere selvbevidsthed og optræder mere aggressivt. Landet har i dag tillagt sig en vane med at true nationer, der kritiserer de totalitære forhold i landet. Det er på tide, at nogen sætter grænser for kineserne, der har udvist stor brutalitet i deres fremfærd over for blandt andre tibetanere og de muslimske uighurer.
Og de europæiske centralmagter er langt fra at kunne gøre det. Man må nu håbe, at tyskere og franskmænd herefter går ind i det militære samarbejde med mere realistiske briller på. For bedst ville det være, hvis alle Nato-kræfter kunne arbejde sammen om Kina.
Det er påfaldende, at Emmanuel Macron og Ursula von der Leyen reagerer med så stor mangel på forståelse for, at de har malet sig selv op i et hjørne med deres mange ord om et europæisk forsvarssamarbejde, som ikke er fulgt op af troværdig handling. Man har talt meget om Donald Trump, men ikke om realistiske muligheder for europæisk indflydelse uden USA i ryggen. Macron burde ikke rette sin vrede udad, men indad imod et EU, der befinder sig på afstand af den globale sikkerhedspolitiske virkelighed.
Macron burde ikke rette sin vrede udad, men indad imod et EU, der befinder sig på afstand af den globale sikkerhedspolitiske virkelighed.