I alle andre sammenhænge ville det være indlysende, at staten selvfølgelig ikke støtter racistiske arrangementer økonomisk. Med henvisning til progressiv historieskrivning vil man sige, at vi er kommet et godt stykke videre end dengang i den uoplyste fortid, hvor man rangordnede medborgere efter hudfarve.
Nu viser det sig imidlertid, at historien ikke automatisk går fremad mod bedre tider. Racismen er desværre ikke et tilbagelagt kapitel. Et overvældende flertal i Københavns Kommune har nemlig besluttet at støtte litteraturfestivalen Untold Pages, der selekterer efter hudfarve.
Formålet med Untold Pages er, som beskrevet på engelsk på festivalens hjemmeside, at sætte ”hvidheden på den danske litteraturscene” til debat. Derfor inviterer og aflønner festivalen med offentlige midler i ryggen kun forfattere, der er sorte, brune eller har andre farvekombinationer. Adgang forbudt for hvide, på nær som publikum. Det er ubegribeligt, at kommunalpolitikere ikke har større respekt for borgernes skattekroner, og med åbne øjne vil støtte et kulturarrangement, som man troede hørte apartheidtiden til.
Den større historie bag festivalen er et efterhånden altdominerende skifte i synet på, hvad kunst er. I tidligere generationer var det noget nær et dogme, at kunsten var et fristed, hvor man kunne overskride grænser og forestille sig alternative verdener. Det var som kunstner muligt, uanset hudfarve, køn, fødested og alder, at træde ind i fiktionens verden, gøre sig billeder og forestillinger, og lægge biologiske og andre begrænsninger bag sig.
Eksempelvis hyldede alle den jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth (1933-2018) for i den filmatiserede roman ”En menneskelig plet” at forestille sig livet for en sort, der af omgivelserne opfattes som hvid, hvormed Roth påpegede de flydende grænser i alle menneskers identitet. Det er sjældent hele historien om et menneske, at hun eller han er brun eller heteroseksuel eller født et bestemt sted. Mennesket er mere end det materielle. Mennesket kan løfte sig over sit udgangspunkt.
Philip Roth ville med garanti ikke blive inviteret til Untold Pages hvis han stadig var i live. Det nye dogme er nemlig, at man i fiktionen ikke må forestille sig noget længere. Er man hvid, må man ikke skrive eller lave film om sorte. Er man lesbisk, må man ikke skrive om transkønnede. Er man kvinde, må man ikke skrive om mænd. Kunsten som et fristed for transcendens og forestillinger er på vej på historiens mødding.
Derfor er der noget forargende tidstypisk ved kulturfestivalen og ved politikernes tankeløse støtte til den.
Man må håbe, at kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der nu afkræves svar i sagen, siger klart fra og tydeliggør, at racisme ingen steder hører hjemme. Heller ikke i det progressive kulturliv.