Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) placerer sig blandt Danmarks fem største ministre i efterkrigstiden. De fire andre på listen er statsministre. Det siger alt om den myndighed og klarsynethed, hvormed han forvaltede sine mange år som udenrigsminister.
Hans Hedtoft (S) lagde i de første år efter Befrielsen rammerne for den kommende velfærdsstat. Jens Otto Krag (S) udfoldede den. Poul Schlüter (K) reddede den ved at redde dansk økonomi. Anders Fogh Rasmussen (V) førte på godt og ondt Danmark ind i det nye årtusinde og åbnede for en kultur- og værdikamp, som på mange måder stadig præger det offentlige liv.
Og Uffe Ellemann-Jensen (V), udenrigsminister i de 10 år, hvor Vesten gik igennem den måske mest frosne og ustabile periode under Den Kolde Krig?
Han sikrede såmænd Danmark dets mulighed for at blive taget alvorligt, for ikke i løbet af 1980’erne at ende som en randstat anført af drømmere, der gladeligt lagde an til at veksle forsvaret imod Østblokken for nogle populistiske point til gavn for en ikke-eksisterende midterposition mellem undertrykte og demokratiske nationer. Det var en stor indsats, han vil blive husket for. Og den handlede i høj grad om personen Uffe Ellemann-Jensen. Ikke kun om den rolle, han historisk skulle fylde ud.
Han var næppe blevet en tilsvarende succes som statsminister. Det var han snublende tæt på at blive ved folketingsvalget i 1998. Hans markante personlighed, hans snu humor og hans temperament gjorde ham ikke til nogen egentlig samlende figur, selvom han nød respekt i alle lejre. Hans dybe engagement i internationale forhold, herunder især sikkerhedspolitikken, blev i nogen grad modsvaret af en begrænset optagethed hos ham af den nationale husholdnings mindre mellemregninger. Men også EU-politikken brændte han for, som alle véd. Her som med Nato-politikken med en ikke altid overvældende agt for sine modstanderes rationaler.
Hans manglende trit med vælgerflertallet på flere strækninger af EU’s udvikling ville være blevet et problem for ham som statsminister. Ligesom han var påfaldende mere optimistisk med hensyn til følgerne af mellemøstlig masseindvandring end det store flertal i den befolkning, han som statsminister skulle have repræsenteret.
Men en fremragende udenrigsminister, efterkrigstidens suverænt bedste, blev han. Uffe Ellemann-Jensens indsats med at håndtere den uforsvarlige fodnotepolitik, som hans rival, den daværende socialdemokratiske formand og statsministerkandidat Svend Auken, anførte, indskriver sig blandt de mest koldsindige, durkdrevne og på samme tid retskafne politiske opvisninger i dansk politisk historie. Han havde det sikkerhedspolitiske flertal imod sig. Men Uffe Ellemann-Jensens Nato-ansvarlige linje vandt ikke desto mindre, og hans resolutte velkomst til de baltiske stater i forbindelse med Sovjetunionens opløsning satte streg under hans indsats. Også på den måde har Uffe Ellemann-Jensens minde bud til os i dag, der lever under en ny kold krig.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.