Kristeligt Dagblad mener: Unges klimaangst løser intet – men vi skal lytte og handle

Angst og skam kommer ikke til at løse klimakrisen, men de unges fortvivlelse kan anspore os alle til at finde løsninger i frimodighed og ansvar

Vi er nødt til at tage det alvorligt, når tre ud af fire unge betragter fremtiden som skræmmende i lyset af klimakrisen, mener debatredaktør Johannes Henriksen. Arkivfoto fra klimademonstration i København, maj 2021.
Vi er nødt til at tage det alvorligt, når tre ud af fire unge betragter fremtiden som skræmmende i lyset af klimakrisen, mener debatredaktør Johannes Henriksen. Arkivfoto fra klimademonstration i København, maj 2021. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Det kan virke krukket og selvoptaget. At sidde som et par og tyve-årig i en forældrekøbslejlighed på Nørrebro i et af verdenshistoriens rigeste og fredeligste samfund og meddele omverdenen, at man ikke agter at sætte børn i verden. På grund af klimaangst, som det hedder med et nyt og upræcist begreb.

Men når undersøgelser, som Kristeligt Dagblad beskrev på forsiden fredag, kan fortælle, at tre ud af fire unge betragter fremtiden som skræmmende i lyset af klimakrisen, og at 40 procent af de unge i en britisk undersøgelse tøver med at få børn på grund af klimaforandringer, er vi nødt til som samfund at tage det alvorligt. Vi er nødt til at prøve at forstå, hvad der er på færde.

Når klimaangst er et upræcist begreb, hænger det sammen med, at der kun yderst sjældent er tale om angst i klinisk forstand. Snarere er der tale om et ubehag i kulturen, en frustration og magtesløshed blandt de unge over, at de efter alt at dømme kommer til at efterlade en verden i ringere tilstand end den, de selv blev født ind i.

De unges klimaangst kan også forstås som et socialt fænomen, eller som en måde at kommunikere på. De vil råbe deres fortvivlelse til alle os andre – og intet udtryk er vel i sin essens stærkere end det ultimative: Jeg ønsker ikke at få børn.

I den forstand er der tale om en aktivisme, som bygger på en oplevelse af uretfærdighed. At den verden, de troede lå åben for deres fødder, viste sig at være ødelagt af en generation, de synes har raget hovedløst til sig. Det er en vrede og afmagt, som rummer kimen til en dyb generationskonflikt – i hvert fald, hvis vi andre nægter at forstå budskabet.

Dertil kommer den skærende kontrast, klimakrisen rummer for en generation af unge, der har fået vide, at de kan alt, hvad de vil, men i og med klimaforandringernes tilsyneladende uafvendelighed støder på en mur, som ikke umiddelbart kan underlægges viljen.

Mange unge er efterladt med en grundfølelse, som også er iblandet skam, der netop er titlen på en de bedste nyere serier om klimagenerationens mentale tilstand. De skammer sig over på en og samme tid at være så privilegerede og have det så dårligt.

Det kan være svært at forstå for generationer, der har været drevet af pligt og på mange niveauer levet med en nøjsomhed, ingen unge i dag begriber. Men vi kan ikke afvise de unges fortvivlelse. Den findes. Og vi kommer ikke langt med et ”tag jer sammen”. Vi kommer længere ved at tage ansvar for vores fælles nutid – og anvise vejen til en fremtid i med politisk handlekraft og sund fornuft.

Angst og skam kommer ikke til at løse klimakrisen, men de unges fortvivlelse kan anspore os alle til at finde løsninger i frimodighed og ansvar.