Kristeligt Dagblad mener: Upassende fjolleri midt i tysk vandkatastrofe

Det er nu, at kanslerkandidater skal vise, at de magter opgaven

I de mest triste stunder kan et godt grin være en lindring, et tiltrængt afbræk, som letter på stemningen. Når man som Armin Laschet går efter at blive Tysklands forbundskansler og dermed en af verdens mest magtfulde politikere, er sådan et grin dog udtryk for så eklatant en mangel på situationsfornemmelse, at det er oplagt at spørge, om den tyske CDU-formand og ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen overhovedet er opgaven voksen.

For Laschets fjolleri blev fanget af tv-kameraer, mens forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier i forgrunden med alvorsmine talte om at få revet sit hjerte i stykker ved mødet med de mange ofre for de katastrofale oversvømmelser i Erftstadt, som de to besøgte i lørdags. Selvom den kristendemokratiske kanslerkandidat næppe hverken grinede af de døde eller ødelæggelserne – og Steinmeier under Laschets efterfølgende tv-interview også grinede i baggrunden – var det Laschet, der straks blev lagt for had og voldsomt kritiseret på sociale medier under hashtagget #Laschetlacht. Han gjorde klogt i at skynde sig at undskylde og beklage ”det upassende indtryk”, som hans grineflip havde efterladt. Men det bliver op ad bakke for ham at mane dette indtryk i jorden i resten af valgkampen.

For det er en valgkamp, som nu i bogstaveligste forstand står under vand. De fatale oversvømmelser rummer ikke blot hjerteskærende menneskelige tragedier, men har også politisk sprængkraft til at afgøre forbundsdagsvalget om 10 uger.

Klimaet var i forvejen et af de temaer, som optog flest tyske vælgere. Nu bliver det de politiske løsninger til at forebygge og tage hånd om klimaforandringerne og fremtidige oversvømmelser, som alle partiers spidskandidater skal kunne give plausible svar på. På klimafronten har Laschet hidtil ikke gjort nogen videre overbevisende figur. Alligevel kunne han for nylig her i avisen kaldes lykkens pamfilius i tysk politik, fordi han nød godt af De Grønnes deroute som følge af de mange spinatbede, som miljøpartiets kanslerkandidat, Annalena Baerbock, med nærmest grotesk træfsikkerhed er trådt i med blandt andet plagierede bogpassager og et sminket cv. Men klimaet har altid været en eksistentiel mærkesag for De Grønne, og oversvømmelserne har på en tragisk baggrund givet Baerbock mulighed for en frisk start i valgkampen.

En resolut håndtering af naturkatastrofer har før defineret tyske politikeres karrierer. Den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder hev i 2002 en kneben valgsejr i land takket være sin indsats i gummistøvler ved Elbens oversvømmede diger. Hans partifælle og nu afdøde forgænger Helmut Schmidt fik sit gennembrud som Hamborgs handlekraftige indenrigssenator under en dødelig flodbølge i begyndelsen af 1960’erne.

Det er nu, at de tre kanslerkandidater Laschet, Baerbock og socialdemokraten Olaf Scholz skal bevise, at de magter opgaven og kan overbevise de tyske vælgere med troværdighed, værdighed og ansvarlighed.