Kritikerne har stået i kø, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag fremlagde regeringens forslag om at indføre 37 timers arbejdspligt, især målrettet kvinder med ikke-vestlig baggrund, som i dag får kontanthjælp eller integrationsydelse. Forslaget er blevet kaldt “nedgørende” og unødvendig “symbolpolitik”, mens Enhedslistens Pelle Dragsted mener, at arbejdspligten vil føre til “fattiggørelse”.
Men selvom der er flere ting at kritisere den noget retningsløse SVM-regering for, er forslaget om arbejdspligt ikke en af dem.
Helt grundlæggende bør vi som samfund ikke bruge ressourcer på at udbetale ydelser til mennesker, som kan forsørge sig selv. Samfundet skal naturligvis rumme og vise omsorg for alle borgere, der på grund af alder, sygdom, handicap eller nedslidning ikke kan arbejde, og naturligvis skal de kunne modtage betryggende sociale ydelser i form af førtidspension, seniorpension med videre.
Tilbage står en gruppe på cirka 27.000 personer, som i dag modtager offentlige ydelser, ofte i årevis, selvom de faktisk er i stand til at arbejde. Det er hverken godt for dem selv eller for samfundet som helhed. Derfor må regeringens forslag hilses velkommen.
Flere kritikere undrer sig over timingen, fordi forslaget kommer på et tidspunkt med rekordhøj beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere. Således steg beskæftigelsesfrekvensen blandt 15-64-årige indvandrere fra ikke-vestlige lande sidste år til knap 60 procent, hvor den tidligere har ligget mellem 40 og 50 procent. Til sammenligning er beskæftigelsen blandt personer med dansk herkomst cirka 75 procent.
Det er naturligvis i sig selv positivt, at det går fremad med beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere, og bedst vil det være, hvis endnu flere kunne komme i arbejde ad frivillighedens vej. Men tallene afslører også, at der fortsat er en stor gruppe med ikke-vestlig baggrund, som står uden for arbejdsmarkedet.
På et tidspunkt, hvor både det offentlige og private mangler arbejdskraft, er der god grund til at gøre en ekstra indsats for at få alle med. Det vil både gavne samfundsøkonomien, de enkelte familier og integrationen.
Endelig er der de mange kritikere, som rutinemæssigt vrænger ad “symbolpolitiske” tiltag. Det samme blev i sin tid sagt om 24-årsreglen, hvor forskere imidlertid for nylig kunne dokumentere, at den udskældte lovgivning faktisk har banet vejen for den ønskede kulturændring.
Forslaget om arbejdspligt er også et symbolpolitisk signal. Først og fremmest om, at det danske velfærdssamfund bygger på en social kontrakt om ret og pligt. Enhver, som er i stand til det, bidrager med arbejde til egen forsørgelse og til gavn for samfundet – til gengæld får man udstrakte velfærdsrettigheder til uddannelse, sundhed, børnepasning og ældrepleje.
At indfri den kontrakt er et fælles ansvar og alt andet end symbolpolitik.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.