Kristeligt Dagblad mener: Vend ikke blikket bort fra kriser

Det er i vores egen interesse at støtte skrøbelige stater i Afrika

Da de overvejende kristne sydsudanere stemte for at løsrive sig fra det muslimske Sudan, gjorde langt de fleste det i håbet om endelig at kunne leve et trygt liv efter årtiers konflikt. De troede, at de stemte for fred, da de gik til folkeafstemning i januar 2011. Når verdens yngste land i dag fylder 10 år, er fredshåbet forlængst forduftet. En blodig borgerkrig er blevet afløst af nye konflikter, overgreb og fordrivelser, og landets dybt splittede magtelite har indiskutabelt svigtet de hårdt plagede sydsudanere, hvoraf flere end otte millioner i dag har akut behov for nødhjælp.

Det er en krise, som fortjener verdenssamfundets – og Danmarks – opmærksomhed. Godt nok topper Sydsudan ikke længere listen over verdens mest skrøbelige stater og tæller trods alle katastroferne ej heller længere blandt verdens 10 mest oversete kriser. Men situationen er alligevel så alarmerende, at dagens fødselar er ét ud af hele 21 lande i Afrika, som ifølge Fonden for Fred (FFP) er i umiddelbar fare for et statskollaps. Det er blandt andet faktorer som borgernes tiltro til staten og antallet af flygtninge og fordrevne, som FFP bruger til at vurdere et lands skrøbelighed, og ingen, hverken sydsudanerne, deres naboer eller europæerne, er tjent med, at det kommer til et decideret sammenbrud.

Udviklingen er ligeledes bekymrende i lande som DRCongo, Cameroun, Burkina Faso, Burundi, Nigeria, Etiopien, Den Centralafrikanske Republik og Mali, der alle er plaget af interne konflikter, men som sjældent får verdenssamfundets opmærksomhed endsige tilstrækkelig med donorhjælp til at komme ud af dyndet. Som Norsk Flygtninge-hjælp, der står bag opgørelsen over verdens 10 mest oversete humanitære konflikter, påpeger, er det første gang siden årtusindeskiftet, at under halvdelen af de globale appeller om støtte til hjælpearbejde er blevet finansieret. Det er for en stor dels vedkommende gået ud over disse kriseramte lande, som modsat Syrien, Gaza og Afghanistan ikke er på radaren hos pressen i en stadig mere fragmenteret og globaliseret verden.

Ud fra et politisk og samfundsmæssigt perspektiv er det fuldt forståeligt, at Vesten under pandemien har været sig selv nærmest i forsøget på at inddæmme coronavirussen. Men ikke blot er pandemien først slut, når coronaen er under kontrol overalt. Fattigdom og politisk uro kan udløse negative spiraler og nye migrationsstrømme, så det i det lange løb bliver dyrere for Vesten at vende ryggen til problemerne i Afrika, uanset deres kompleksitet.

Det er afrikanerne, der må tage deres skæbne i egen hånd, men det er også i vores egeninteresse at hjælpe deres skrøbelige stater med at blive til stabile demokratier.

Derfor er det fornuftigt, at regeringen har gjort Afrika til det geografiske omdrejningspunkt for Danmarks udviklingspolitiske prioriteter, og det er også helt rigtigt set, at udviklingssamarbejdet skal målrettes, så det kan være med til at give Afrikas unge et fremtidshåb. Men det er heller ikke vores opgave at holde korrupte ledere ved magten eller løse hele verdens problemer.