Kristeligt Dagblad mener: Venskabet er nytteløst – og derfor en livsnødvendig relation

Intet menneske er en ø, og vi har alle brug for at blive set som dem, vi er. Vi kan ikke leve uden vidner

I en tid, hvor rekordmange bor alene, og hvor isolationen efter corona stadig sidder i kroppen, er venskabet kommet på dagsordenen igen. Venskabets nyaktualisering sætter Kristeligt Dagblad fokus på i den store interviewserie ”Scener fra et venskab”, der bringes i sommerugerne. I dagens avis siger forfatteren Dy Plambeck om venskabets natur, at vi i venskabet er vidner til hinandens liv. Det er en vigtig erkendelse og en del af forklaringen på venskabets appel. Intet menneske er en ø, og vi har alle brug for at blive set som dem, vi er. Vi kan ikke leve uden vidner.

Men hvad kendetegner ellers venskabet? Umiddelbart er der en lethed ved venskaber, der egner sig til besyngelser i populærkulturen. Fra tv-serien ”Friends” til paraden af popnumre fra The Beatles og frem: ”With a Little Help from My Friends”, ”That’s What Friends Are For”, ”You’ve Got a Friend”. Herhjemme har vi ”Rigtige venner”, og fra barnsben både ”Kaj og Andrea” og ”Lille Nørd”, der har skabt stedsegrønne ørehængere ud af venskabsrelationen.

Letheden i venskabsbesyngelserne skyldes måske, at alle i princippet kan få venner. Et venskab er noget fællesmenneskeligt. Alle har også forældre, men alle har ikke nødvendigvis søskende eller en fast partner. Som institution skiller venskabet sig ud. Og mens relationen til forældre, som man ikke selv har valgt, kan være konfliktfyldt, er venskabet baseret på tilvalg. Det er ikke skæbne på samme måde som forældre-barn-relationen.

Der er desuden en naturlig distance i venskabet, der gør det overlevelsesdygtigt som institution. Man deler som regel ikke seng og bord med sin ven, og man risikerer ikke at slide hinanden op. Man vælger selv, hvornår man vil se sin ven, og bagefter går man frit enhver til sit. Mange oplever nok en lang relation med en ven som det mest stabile i et omskifteligt liv.

Det er venneparret Dy Plambeck og Jørgen Leth inde på i samtalen i dagens avis. Ægteskaber kan forgå, men venskaber består. Her er man fri til at møde en ligesindet trods forskelle i køn, alder og erfaringer. I venskabet erkender vi også alt det fællesmenneskelige, der transcenderer de kasser, vi ellers putter hinanden i.

Tidligere var et vigtigt emne for romanforfattere ægteskabet. Hvordan vælger man den rigtige mand mellem fornuft og følelse? – som hos Jane Austen, og kan ægteskab overleve utroskab? – som i Tolstojs ”Anna Karenina”. I dag er romanforfattere optaget af venskabet. Hos to af tidens mest indflydelsesrige stemmer, irske Sally Rooney og amerikanske Hanya Yanagihara, er det relationer mellem venner, der driver historien frem. I ”Samtaler mellem venner” og ”Et lille liv” skal personerne ikke bruge hinanden til noget såsom at blive godt gift eller stige i samfundsgraderne. Venskabet er nytteløst, og heri består måske den største appel ved institutionen. I en nytteorienteret tid er venskabet et helle, et i bedste forstand nytteløst forhold mellem ligeværdige mennesker.