Kristeligt Dagblad mener: Vesten må tage Putins trusler alvorligt

"Jeg bluffer ikke."

Vladimir Putins snerrende advarsel til Vesten i hans tale onsdag vil gå over i historien sammen med andre berygtede trusler og pressionsforsøg fremsat af desperate magtmænd. Kun autokrater med ryggen mod muren griber til den slags. Det gør de, når de endeligt har opgivet at lyde som statsmænd og har ladet en sidste ridset og hullet maske af civilisation falde.

Problemet for demokratierne – alle de nationer, der bakker op om Ukraines frihedskamp mod den russiske invasion – er, at Putins eskalering af konflikten ikke bare kan slås hen som forvildet retorik fra en fortvivlet taber. For Putin kan ikke tillade sig at tabe. Hans personlige magt og eliten i den politiske herskerklasse, der har sat deres penge på den tidligere KGB-officer, overlever eller dør med det, der i de kommende dage, uger eller måneder sker på slagmarken i Ukraine.

Putins trussel skal derfor tages alvorligt. Risikoen ved at satse på, at han bluffer, når han ikke særlig subtilt truer med at bruge atomvåben, hvis krigens gang udvikler sig yderligere til skade for hans regime, ligger over den demokratiske smertegrænse. Det vil sige, at risikoen er for stor til, at folkevalgte ledere i Vesten kan tillade sig at ignorere den. Modsat selvherskeren i Moskva er de nødt til at have deres borgeres fysiske sikkerhed som første prioritet.

Så hvordan udkæmper man en krig, hvor man er nødt til at operere med, at ens modstander kan finde på at udløse ragnarok – omend ragnarok i denne forbindelse i første omgang kan have form af detonering af taktiske atomvåben, altså bomber med begrænset ødelæggelseseffekt til "lokal" brug på slagmarken? Det er det spørgsmål, USA's og Natos ledere nu for alvor skal forholde sig til.

Vesten må fortsætte og forstærke sin politiske og militære støtte til Ukraine. For at lægge øget pres på Putin. For at drive ham mest muligt ud af Ukraine. Om muligt for at gennemtvinge en sejr på jorden til Ukraine. Ikke for at drive Putin til det punkt, hvor han trykker på atomknapperne, men fordi hans bedste mulighed, inden han trækker det nukleare kort, er, at der findes en diplomatisk kattelem for ham. Han skal presses igennem denne kattelem.

Undervejs må vestlige beslutningstagere aktivt opsøge de åbninger, der kan lede hen imod en forhandlet fredsaftale, der genopretter status quo før invasionen den 24. februar. Sideløbende må  Vesten naturligvis afvise, at der kan blive tale om indrømmelser til en angriber. Det er med andre ord en strategi, der går på to ben. Det er den nødt til at gøre. For Nato har ikke mandat til at gengælde russiske atomvåben kastet på ukrainsk territorium med andre atomvåben.

Putins trusler er derfor – uanset om man synes, det er god tone at erkende det eller ej – ikke uden virkning. At påstå andet er smukt, men naivt.

Vores ledere bør og skal naturligvis benægte, at der kan være tale om, at trusler har en effekt. Men skulle valget komme til at stå mellem en atomkrig, som vi i yderste instans alle dør en ærefuld død af, og en snusket, men skadebegrænsende aftale, der på et eller andet tidspunkt afslutter krigen, er der næppe nogen, der tvivler på, hvad de skal vælge. Håbet er selvsagt, at dette viser sig at være overflødige overvejelser, og at Rusland taber – i en konventionel krig.