Kristeligt Dagblad mener: Vi har brug for tysk kultur

Kulturformidling er ganske enkelt på et højere niveau sydpå end i Danmark, hvor det til stadighed synes at være et ideal hos eksempelvis DR, at kultur skal formidles af amatører

"Vi bør genopfinde den nære forbindelse til tysk kultur og holde den ved lige, også efter morgendagens valg," skriver kulturredaktør Michael Bach Henriksen.
"Vi bør genopfinde den nære forbindelse til tysk kultur og holde den ved lige, også efter morgendagens valg," skriver kulturredaktør Michael Bach Henriksen. Foto: Ansgar Scheffold/Unsplash.

Det tyske valg i morgen er – uanset udfaldet – en kærkommen anledning til at spørge os selv, om vi stadig kender vores nabo mod syd, en af Europas store kulturnationer og vores vigtigste handelspartner, godt nok? For at komme svaret nærmere har Kristeligt Dagblad i ugerne op til valget sat særligt fokus på Tyskland i en dækning, der kulminerer i dag med en særsektion om tysk kultur.

Baggrunden for dette er, at kendskabet til tysk kultur er kraftigt nedadgående i Danmark – og at det er en stor skam. Der er for meget, et dansk kulturelt interesseret publikum går glip af, når vi ikke orienterer os mod syd.

Den danske tysklandskender Per Øhrgaard er inde på miseren i sit essay i dagens avis. Vi skal ikke beskæftige os med Tyskland for kritikløst at omfavne alle landets facetter, men fordi vi i omgangen med tysk kultur bliver bedre til at modsige og reflektere over egen arv. Derudover mister vi en masse kvalitet: Kulturformidling er ganske enkelt på et højere niveau sydpå end i Danmark, hvor det til stadighed synes at være et ideal hos eksempelvis DR, at kultur skal formidles af amatører og for alt i verden ikke af eksperter, der ved noget om emnet.

Amerikansk kultur, derimod, er vi storforbrugere af i en grad, så vi næsten ikke opfatter indflydelsen længere. Ubegribeligt store dele af vore liv foregår på – og ødelægges af – de sociale medier, der trods deres globale ambition er en ærkeamerikansk kulturopfindelse. Silicon Valley og Hollywood har forlængst invaderet dansk kultur. Før i tiden var der massiv kritik af det, som alle kaldte ”den amerikanske kulturimperialisme”, men denne kritik, ofte fremført af venstrefløjen, er fuldkommen forstummet nu. Der er ellers nok at tage fat på. Blandt andet overdøver dele af USA’s kultur al den fine kultur på højeste niveau, der selvsagt også findes ”over there”.

Den skærpede modsigelse er vigtig i al omgang med kultur fra andre lande, og skal også udføres internt. Der er forfatteren Simon Strauss et godt eksempel på. I dagens avis siger den fremtrædende tyske forfatter om det aktuelle åndsklima i hjemlandet:

”Vi lever i en gennempolitiseret tid, så jeg vil derimod argumentere for, at vi har brug for mindre politik og mere kunst. Mere metafysik. Vi er nødt til at hæve os op til de helt store og evigt aktuelle spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske.”

Heroppe, på dette niveau, har store dele af tysk litteratur altid befundet sig, og derfor går Goethe og Mann og de andre store aldrig helt af mode.

Men det er et presserende spørgsmål for enhver kulturnation, både hvordan litteraturen behandler de herskende samfundstendenser, og om der skrives på et niveau, så vor tids litteratur bliver fremtidens klassikere?

Den kritiske sans er også skærpet hos forfatteren og redaktøren Alexander Kissler, der diagnosticerer det tyske samfund som infantilt. Man kårer en 18-årig klimaaktivist som verdens frelser og kalder kansleren for mor, hvæser forfatteren veloplagt i dagens avis. Ramsaltet selvkritik – det er dét, vi andre også kan lære af tysk kultur.

Vi bør genopfinde den nære forbindelse til tysk kultur og holde den ved lige, også efter morgendagens valg.

Kulturformidling er ganske enkelt på et højere niveau sydpå end i Danmark, hvor det til stadighed synes at være et ideal hos eksempelvis DR, at kultur skal formidles af amatører og for alt i verden ikke af eksperter, der ved noget om emnet.