Kristeligt Dagblad mener: Vi skylder alle Danmarks frivillige tak

Samfundet ville ikke kunne hænge sammen uden de frivilliges indsats. Vi skylder dem alle tak

En kerneberetning i Det Nye Testamente handler om den barmhjertige samaritaner. Det er en mand, der passerer et såret og hjælpeløst offer i vejkanten, men i modsætning til andre, der er gået forbi uden at hjælpe, stopper han op og hjælper. For mange er denne beretning blevet indbegrebet af kristendommens bud om næstekærlighed, og den er blevet fortolket et endeløst antal gange. Samaritaneren har tilmed lagt navn til hjælpetjenesten samaritterne, der er specialister i førstehjælp.