Kristeligt Dagblad mener: VM i Qatar er skamfuldt vidnesbyrd om vestlig afhængighed

VM i Qatar er et demonstrativt eksempel på en ny verdensorden, som ikke længere eksisterer på Vestens præmisser

Fifa-præsident Gianni Infantinos allerede berømte tale om "3000 års vestlig skyld" er det perverterede eksempel på, at Vesten ikke længere har så meget at skulle have sagt.
Fifa-præsident Gianni Infantinos allerede berømte tale om "3000 års vestlig skyld" er det perverterede eksempel på, at Vesten ikke længere har så meget at skulle have sagt. Foto: Issei Kato/Reuters/Ritzau Scanpix.

Spektaklet om VM i Qatar er på en og samme tid skamfuldt at være vidne til og et vidnesbyrd om, hvordan verden er indrettet i dag.

Skamfuldt er det, fordi mange vestlige lande, alt imens vi højlydt beklager os over, at vores elskede spil er havnet i en hovedrig ørkenstat uden skyggen af fodboldkultur, alligevel stikker piben ind med udsigten til et gult kort.

De europæiske lande skulle for år tilbage have sat foden ned over for den dybe korrumpering af sporten i og omkring Fifa - nu står vi i stedet tilbage med vores skamfuldhed og en tom feel good-aktivisme, som ikke flytter noget. 

I den forstand er VM i Qatar også et demonstrativt eksempel på en ny verdensorden, som ikke længere eksisterer på Vestens præmisser. 

Som den britiske journalist Tom McTague skrev i Kristeligt Dagblad lørdag, har Europa i årevis solgt sig selv til højestbydende. Vi har bundet os til Kina og Rusland, og senest har Europa i et forsøg på at gøre os mindre afhængige af russisk gas bundet os tættere til Qatar, som er storproducent af flydende naturgas, der skal holde hånden under tysk og europæisk industri.  

Qatar hjælper os og tager sig naturligvis betalt for det - og derfor er vi også inviteret med til det symbolske bryllup, fodbold-VM kan udlægges som. 

Vesten kan protestere alt det, vi vil, men vi har ikke længere magten til at sætte vores moral og værdier igennem. Resten af verden gider ikke lytte til os. Den tyske filosof Peter Sloterdijk taler om, at vi lever i modbevægelsens tidsalder. Hvor Vestens kolonimagter i århundreder underlagde sig store dele af verden, og USA efter det 20. århundredes verdenskrige etablerede sit overherredømme med Pax Americana, er vi i dag vidne til en postkolonial modbevægelse, hvor den globale udvikling ikke længere kan dikteres af Vesten. 

Fifa-præsident Gianni Infantinos allerede berømte tale om "3000 års vestlig skyld" er det perverterede eksempel på den realitet.

Men hvad kan Vesten gøre? Skal vi blot acceptere de faktiske forhold og trøste os med aktivistiske små-aktioner og “One Love”-anførerbind, når vi ellers har modet til det? 

Nej. For selvom vi ikke kan ændre de geopolitiske realiteter, så kan vi tage bestik af dem og handle på en måde, så vi bedst muligt varetager vestlige interesser. 

Det betyder først og fremmest, at vi skal gøre os mindre afhængige, hvad angår energiforsyning og kritisk infrastruktur. 

Sandt nok rummer verdenshistorien eksempler på brutal vestlig undertrykkelse. Men med afsæt i den historiske erfaring har vi i Vesten i dag indrettet os på en måde, og med grader af frihed og rettigheder, som er værd at værne om. Samtidig er det i vidt omfang Vestens indsats, som har været med til at løfte milliarder af menneskers levestandard.

Det er der ingen grund til at skamme sig over. Men der er grund til at tænke over, hvordan vi bedst forsvarer os i den verden, som tegner sig.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.