Kristeligt Dagblad mener: Vores historie overformidles og underprioriteres af staten

At Danmarks vigtigste samtidshistoriske museum, Frihedsmuseet, snart ikke længere har en ekspert i Besættelsen ansat, ligger i naturlig forlængelse af den pointe, der blev slået tydeligt fast, da museet for to år siden genåbnede i sin nye form: Formidlingen har taget magten og skubbet substansen i baggrunden. Oplevelse er alt, indhold er i bedste fald en sekundær anledning. Overfladen er blevet budskabet, og virkeligheden bag ligner en forstyrrende omstændighed.

Museet over årene 1940-1945 burde være det indlysende fokuspunkt for den nærmest ustoppelige og stadigt voksende interesse, danskerne nærer for denne periode af deres nyere historie. Men mens staten - det vil sige Nationalmuseet - fra den 1. december altså ikke længere formår at finde penge til bare én fuldtidsansat besættelsestidsspecialist på Frihedsmuseet, kan private aktører som landets forlag tilsyneladende ikke mætte offentlighedens sult efter bøger af enhver art om den tyske besættelse og den efterfølgende befrielse.

Et nyligt eksempel er historikeren Claus Bundgård Christensens fænomenale værk "Følg Wilfred!", der udkom for nylig og fortæller den utrolige og hidtil næsten ukendte historie om en på alle måder alternativ nazistisk subkultur herhjemme i 1930'erne og frem til Befrielsen.

Man må glæde sig over, at forlagene kan varetage den seriøse undersøgelse af Besættelsen, når staten nu ikke længere vil. For som så meget andet er Frihedsmuseet i sin relancerede udgave efter branden, der ødelagde det gamle frihedsmuseum i 2013, blevet reduceret til en slags oplevelsescenter.

De faktiske, taktile genstande, der forbinder os til såvel den dramatiske som den hverdagslige virkelighed i besættelsesårene, blev massivt nedprioriteret i museets nye opsætning. Det er tale om alle de artefakter, som mennesker på tværs af generationer kan fascineres af, og som essentielt er noget andet end det, der opleves på en mobil- eller computerskærm.

I stedet er der lagt an til "fortællinger", hvor formidlingen som disciplin fuldkommen er stukket af fra det, som det egentlig handler om. Groft sagt går man fra et besøg i de underjordiske museumsfaciliteter med en fornemmelse af at have set en uredigeret dokumentarfilm (forudsat at alle de digitale indslag på museet faktisk fungerer den dag, hvor man er der). Den fysiske virkelighed bag historien, som netop et godt museum kan levendegøre, er stort set væk.

Og nu tager Nationalmuseet så den fulde konsekvens. Der skal satses på endnu mere gold formidling, mens forskning er gammeldags og besværlig.

Det er en prioritering, som man siger. 35 historikere og andre med særlig viden om Besættelsen fortalte tilbage i maj i et åbent brev til Nationalmuseet, hvad de mener om den udvikling. Og egentlig kan skandalen ikke formuleres meget klarere, end netop Claus Bundgård Christensen gjorde over for Kristeligt Dagblad:

"Hvis der i fremtiden kun er formidlere på museet, ikke fagfolk, er det på en måde også et dødt museum, fordi forskningen hele tiden ændrer vores billede af fortiden. Hvis der ikke længere er nogen til at forvalte dette, er det et kulturtab."

Hvis ikke Frihedsmuseets planlagte dannelsestab var så tidstypisk, kunne man måske trække på skuldrene ad det. Men det er, ulykkeligvis, netop meget betegnende for hele det statslige engagement i vores fælles historie.