Der er blevet stille om de omfattende forfølgelser af kristne i verden, som beskrives i avisen i dag. Hvis man husker, hvordan politikere som Esben Lunde Larsen (V) og Naser Khader (dengang K) protesterede i 2014, må man undres over, hvor lidt de nuværende folketingsmedlemmer har at sige om en af tidens store tragedier i 2023.
Man fristes til at konkludere, at hvis man vil stoppe en offentlig debat om overgreb på religiøse mindretal, så er den bedste metode at oprette en enhed under Udenrigsministeriet, som det skete i 2015. Man skal så huske at give denne penge til at holde søvnige konferencer, hvor man insisterer på, at alt kan ske i alle lande, at man ikke må bruge ordet "kristenforfølgelser", og at alt, hvad der kan siges om emnet, er relativt. Hvis man så dertil finder ledere til projektet, der er uden indignation, ikke siger noget offentligt og lægger vægt på, at man skal være forsigtig og holde hemmeligt, hvad hemmeligholdes kan, ja, så kan man næste garantere, at samtalen dør. Også selvom enheden stadig findes.
Hvis det så bare skyldtes, at der var blevet gjort så meget arbejde bag facaden, at problemet var blevet mindre, ville det jo være fint. Men sagen er, at omfanget af forfølgelserne ikke er blevet færre, i takt med at interessen i den danske offentlighed er blevet mindre.
Heldigvis er der stadig organisationer som Åbne Døre, der prøver at holde fast ved forfølgelsernes vigtighed. Herfra er der netop kommet en rapport, der peger på overgrebene i den arabiske verden og i de kommunistiske stater. Kernen i fænomenet: Mennesker myrdes, chikaneres og frarøves muligheder hver dag, fordi de har den forkerte tro.
Hvad kommer den nye regering til at udrette, når det gælder religiøst betingede forfølgelser? Bedømt på valgkamp og tidligere udtalelser om emnet ser hverken socialdemokrater, Venstre-folk eller moderate ud til at være optagede af myrderierne.
På vegne af den afgåede socialdemokratiske regering sagde Rasmus Prehn som udviklingsminister i 2019, at Mette Frederiksens regering ville konfrontere undertrykkerne ved enhver mulig lejlighed:
"Ved at forpligte os på at nærmest uanset i hvilken sammenhæng, man repræsenterer Danmark over for de lande, hvor der er problemer, skal man huske at adressere problemet."
Der er intet, der tyder på, at den socialdemokratiske regering huskede dette. Ikke engang diktaturet Qatars omgang med religionsfriheden benyttede man VM i fodbold til at råbe op om. Igen: hvis der var foregået en masse bag facaden, som havde ændret noget, ville det muligvis give mening.
Sagen er, at der i Folketinget mangler bærere af harmen over forfølgelserne. Og her er Folketinget ikke meget anderledes end de danskere, det repræsenterer: hvis det er seksualitet eller køn, der er baggrunden for diskrimination, er der vrede. Hvis diskrimination bare sker på basis af religion, er det næsten ikke til at få øje på utilfredshed.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.