Prøv avisen

Kristen ateisme. Man bør stå ved sin teologiske overbevisning

Foto: Iris

Det er i dagens folkekirke tilladt at være uenig med bekendelsen. Man skal blot med åben pande stå ved, hvad man mener, skriver Claus Thomas Nielsen

Jakob Brønnum og Lars Sandbeck skal have mange tak for deres indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor de gør udmærket rede for, hvad debatten om Den nye Gud i Ribe Stift reelt handler om. Især skal Lars Sandbeck have tak for den 4. februar at demonstrere nøjagtig det, jeg fremhæver: At der er vokset en ny teologisk og kirkelig retning frem blandt teologer og præster i folkekirken. En retning, hvor man afviser eksistensen af en overnaturlig Gud, og hvor man derfor også afviser, at vi i Jesus møder den overnaturlige Gud, som er kommet ind i verden.

Lars Sandbeck har i to meget præcise artikler under overskriften Kristen ateisme i præsteforeningen blad de seneste uger beskrevet denne kirkelige og teologiske retning. Den er i sin nuværende form især inspireret af den italienske postmoderne og nihilistiske filosof Gianni Vattimo, som selv kalder sig kristen ateist. Sandbeck sammenfatter meget fint Vattimo og hans ligesindede således:

Vattimo opfatter naturligvis ikke inkarnationen som en faktuel hændelse, som om der engang fandtes en almægtig transcendent Gud, som på et tidspunkt i historien gav afkald på magten og blev et menneske, der endte med at dø. Vattimo er inspireret af Hegel og opfatter derfor snarere inkarnationstanken som netop en tanke, en idé, en forestilling, hvis indhold og betydning først erkendes og realiseres langsomt i løbet af historien. Inkarnationen er idéen om magtafsvækkelse.

VATTIMOS TANKER er blandt andet blevet udbredt i Danmark af præsten i Vartov, Niels Grønkjær. Grønkjærs mest kendte og meget læste bog hedder ganske passende Den nye Gud. Det er i positiv forstand blevet sagt, at Grønkjær har skabt en decideret vækkelse omkring denne nye og foranderlige gud. Især blandt præster.

Tilhængerne af denne nye kirkelige retning er ofte meget fromme, meget moralske og meget inderlige i deres tro. Det ser man også i andre livsanskuelser, hvor man dyrker rent jordiske fænomener såsom selvudvikling, mindfulness og lignende. Tilhængerne kan i prædikener og bønner bruge mange af de gamle kristelige udtryk og synge gamle salmer. De kan tilmed bruge ord som inkarnation, almægtig og evig. De siger så blot, at de dekonstruerer ordene, så det passer til den nye gud. Ordene skal forstås billedligt og poetisk i øjeblikket. Vattimo selv opsummerer denne form for fromhed og bøn ganske rammende ved at sige: Jeg takker Gud for, at jeg er ateist.

Det er nu denne ateistiske kristendom med dens nye gud, som de syv forfattere til bogen Gudstjenestens Bønner ord til andet tilslutter sig. I bogens efterord begrunder de behovet for nye bønner med deres nye ikke-teistiske kristendom.

De bruger stort set samme ord og vendinger som Vattimo og Grønkjær. Ligesom Grønkjær er de også ganske fordømmende over for dem, der stadig tro på en overnaturlig Gud.

I en artikel i tidskriftet Tidehverv fremhævede jeg i satirisk form, at det er bemærkelsesværdigt, at denne nye kirkeretning er blevet så udbredt, at man kan tilslutte sig den og så samtidig blive opstillet som den på forhånd kårede og bredtfavnende bispekandidat. Jeg havde ikke drømt om, at dette ville have fremkaldt protester. Eller at Elof Westergaard og jeg skulle bliver uvenner over det.

Hvis Elof Westergaard mener det modsatte af, hvad der står i den bog, han er medforfatter til, så kunne han blot have sagt det, da debatten begyndte.

Det har han ikke gjort, tværtimod.

Men frem for så at forsvare eller forklare sin holdning sender Elof Westergaard voldsommere og voldsommere skældsord mod budbringeren, altså undertegnede. Som om jeg er en forræder, der har afsløret en hemmelighed.

Senest har Elof Wester-gaard i avisindlæg kaldt mig citatfusker, en der sværter til, en der ønsker en sekterisk kirke, en, der er dømmesyg og så videre. Det har i den grad overrasket og bedrøvet mig. Man behøver jo ikke at være uvenner eller bruge skældsord, fordi man har forskellig tro. I stedet kan man, som Sandbeck og Brønnum, argumentere for sin holdning. Folkekirken må nødvendigvis rumme os alle.

Efter disse skældsord er Sandbeck lovligt undskyldt for at have fået det indtryk, at jeg er bekendelsesfundamentalist. Det er jeg altså ikke. Det er i dagens folkekirke også tilladt at være uenig med bekendelsen. Man skal blot med åben pande stå ved, hvad man mener.

Sandbeck har også ganske ret i, at Mattæus 10,29 gennem tiden er blevet oversat og forstået en smule forskelligt. Til gengæld har der frem til for nylig ikke blandt kristne kirker og deres biskopper været nogen synderlig uenighed om, at Jesus Kristus er den almægtige Gud, som helt konkret blev menneske i historien, at han opstod fra de døde og også nu har al magt i himlen og på jorden. Det er altså noget meget nyt, at kirkens hidtidige fundament bestrides af en kommende biskop. At det kaldes grundtvigsk, er tilmed komplet absurd.

Claus Thomas Nielsen, Stauning præstegård