Prøv avisen

Kristen etiks selvfølgelighed fremstilles ikke overbevisende

HVIS JEG HØRTE TIL dem, der trængte til at få ladet sit batteri med gode argumenter for, at der selvfølgelig findes en kristen etik, så ville jeg gå skuffet fra læsningen af Ulrik Becker Nissens kronik her i avisen den 17. juni Selvfølgelig er der en specifik kristen etik.

Ulrik Becker Nissen mener, at vi i dag mere end nogensinde har brug for en refleksion over de etiske implikationer af den kristne overbevisning. Men efter endt læsning af Ulrik Becker Nissens luftige overvejelser er jeg simpelthen ikke klar over, hvad dette betyder, og er endda i tvivl om, hvorvidt Ulrik Becker Nissen selv er det.

Men hvad værre er: Han fremstiller Løgstrups påstand fra Den etiske fordring om, at der ikke gives en kristelig etik, som et uselvfølgeligt synspunkt selvom han tilsyneladende har svært ved at bestemme sig for, om han vil kritisere Løgstrups påstand, eller om han vil skyde Løgstrup i skoene, at han i virkeligheden er fortaler for en kristen etik, fordi han ifølge Ulrik Becker Nissen trækker på fornuften og erfaringen.

Mit ærinde her er at bidrage til klarhed omkring, hvad Løgstrup faktisk har sagt, hvilket også kan være nyttigt for Ulrik Becker Nissen, hvis han vil have held med sit forehavende om at nuancere debatten.

For Løgstrup er det en kendsgerning, at vi lever et liv i forviklethed med hinanden. Det, jeg gør eller ikke gør, har konsekvenser for mit medmenneske. Det betyder, at vi i hvert enkelt møde er udleveret til hinanden og derfor har magt over hinanden. Heraf det legendariske udtryk: Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hånd.

Hvad skal vi da stille op med det af den andens liv, der er os udleveret? Alternativet er simpelt: ødelægge det eller tage vare på det. Til gengæld er det ikke simpelt, hvordan varetagelsen som er det, fordringen siger, vi skal skal tage sig ud.

VI KAN IKKE KUN forlade os på de sociale normer, der gør sig gældende i kulturen eller samfundet, for deres vejledning slår ikke til. Vi kan heller ikke blindt blot opfylde den andens ønsker, for ofte kan det, der er til bedste for den anden, være det stik modsatte af det, personen forlanger.

Hvad stiller vi så op? Løgstrups påstand er, at her må den enkelte bruge sin indsigt, livsforståelse og fantasi for at komme overens med, hvordan fordringen om varetagelse af den andens liv skal lydes.

Og her er den kristne ikke bedre stillet end alle andre. Den kristne kan ikke af Det Nye Testamente eller nogen andre steder få at vide, hvordan varetagelsen af den andens liv i det konkrete møde skal finde sted. I mødet med næsten gives der altså ifølge Løgstrup ingen kristelig etik!

Hvad der dog tit overses, men som er af vigtigste betydning, er, at fordringen om varetagelse først melder sig, når vi allerede har svigtet. Fordringens tilstedeværelse er et tegn på, at noget er galt nemlig at vi ikke spontant har taget os af næsten. At forsøge at lyde fordringen er derfor det næstbedste. Det bedste ville have været, at den slet ikke var til. Løgstrups ræsonnement kan derfor næppe beskrives som en fortale for en almen etik, men er etik-kritik.

Alle mennesker svigter, også den kristne. Derfor mødes alle af den fordring, der også kunne have den gyldne regels ordlyd: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.

Netop i en tid, hvor enhedskulturen ikke længere eksisterer, forekommer dette mig at være både vigtigere og mere selvfølgeligt end en refleksion over de etiske implikationer af den kristne overbevisning.

Maria Louise Odgaard Møller er ph.d.-stipendiat i systematisk teologi ved Aarhus Universitet