I Harry Søibergs roman »De levendes Land« fra 1920 optræder en besynderlig præst kaldet »den gale Præst«, en sammensat figur, men først og fremmest en Kristus-type og kærlighedsapostel. Han prædiker kærlighed mellem mennesker, er en beskytter af alt liv. Altså en omsættelse af Guds kærlighed til mennesket som et etisk krav til mennesket selv.
Han står oprejst som et kærlighedssymbol i en verden, der er præget af død, uvejr, overtro, sindssyge, had og mistro. Inden sin død rækker han faklen videre til den lille flok, der er samlet om ham. For ham - og for dem - er kærligheden kommet til jorden og vil overvinde hadet og volden, ufreden mellem mennesker, intolerancen. Det er, hvad »den gale Præst« taler om og handler ud fra.
Da Søiberg skrev sin roman, var terrorismen ikke et fænomen, som vi kender til det i dag. Hans gale præst var i kontakt med intolerancen, men ville ikke vide af den. Det er legitimt at spørge, hvordan han ville have reageret over for den ondskab og meningsløshed, verden siden har været udsat for som f.eks i koncentrationslejren Au-schwitz eller terrorangrebet mod New York? Han ville have været anfægtet, ville ikke have kunnet vise sig i den kirke, hvor han prædikede det modsatte. Han kunne det ikke, da nogle fiskere på trods af hans bønner omkom på havet: »Jeg kan ikke komme, jeg kan ikke.« Han ville have følt sig skyldig.
Søibergs præst er en kristen humanist, opfyldt af kærlighedstanken, der i nogle sammenhænge kaldes agape, et begreb hos den svenske teolog og filosof Anders Nygren. Den kristne kærlighedstanke og den kristne humanisme tangerer hinanden, men er ikke identiske. Humanismebegrebet er bredere end alene den fra Gud nedstigende absolutte kærlighed. Agape er makker med Eros, den, der søger mod kærligheden, også den guddommelige. Den kristnes eksistenskonflikt kræver et svar, der omfatter hele tilværelsen, er så at sige en fordring til og fra mennesket, fra menneske til menneske.
I »Fatalisten Jacques« af Denis Diderot (1773) spøger vor ven, den skæbnehengivne tjener, som har magt over enhver dialog: »De er soldat og hr. Pelletier er kristen. De har en forskellig opfattelse af en ørefigen.«/ »Alle hæderlige mænds kinder er ens.«/ »Evangeliet er af en anden opfattelse.« (Matt. 5,39, Bjergprædikenen). Men så enkel er Jacques´ tilværelse nu ikke, og det er evangeliet heller ikke. Matthæus-teksten handler om tolerance og tilgivelse, og det er noget andet end fatalistens konkrete situation, hvor han i øvrigt er mere ræsonnerende end resignerende!
Den kristne humanisme har sin rod i tiden omkring reformationen med Erasmus af Rotterdam som en slags frontfigur. Han ville gerne lægge afstand til den sene middelalders skolastik, men det er næppe troligt, at humanismen som idé ville kunne have nået en så tidlig blomstring uden påvirkningen fra de lærde skolastikere. De kristne humanister ønskede ikke et brud med kirken, men søgte en fornyelse af den. De vendte sig mod præsteskabets noget tvivlsomme livsførelse, pavernes verdslighed og mere af samme skuffe. De fandt ganske vist gudsforholdet personligt, men det helt afgørende punkt i disse tidlige humanisters filosofi var næstekærligheden.
Paulus gjorde det op tidligt. Næstekærligheden er en del af lovens opfyldelse. Således at elske både Gud og næsten, det ypperste bud i loven, universelt og altomfattende. Det er udgangspunktet, som er så svært at håndtere, bl.a. fordi det kræver rigelige mål af tolerance og forståelse. Nogle har kaldt H.C. Andersens kristendomsforståelse for naiv, men mon nu alligevel denne passage fra eventyret »En Historie« (1862) er så naiv endda: »Jeg fejler, at jeg ikke rigtig kan samle mine Tanker, at jeg ikke rigtig kan faa det, du sagde, til at gaa op, at der var saa mange ugudelige, og at de skulle brænde evigt; evigt, ak hvor længe!« Præstens hustru betvivler det onde og hævnen i den himmelske verden: »Nej, jeg kan ikke tænke det, skønt du siger det.«
Marsilio Ficino levede i slutningen af middelalderen (1433-99). Han stræbte efter en harmonisering af kristendom, nyplatonisk mysticisme og platonisk filosofi. Han var således både præget af skolastikken og opgøret med den. Men for ham spillede kærligheden en helt dominerende rolle sammen med lyset, dette symbol på livet. Erasmus kom på banen godt et hundrede år senere. Han var for så vidt mere præcis end Ficino. For ham var fornuften ganske afgørende, altså en form for tillid, der pegede bort fra klosterlivet og dermed skolastikken og mod næstekærligheden som det centrale bud. Thomas More, Erasmus´ samtidige, skrev sin »Utopia« som en vejviser mod lykken og menneskekærligheden gennem åndelig adspredelse, Ficinos lys. Sammen rokkede disse tænkere ved lutherdommens begyndende myndighed. De så i Bibelen den eneste virkelige autoritet.
Således stod det også for Francois Rabelais, »Gargantua«s og »Pantagruel«s forfatter: »Tiden er ikke længer til at erobre kongeriger til skade for sin næste, sin broder i Kristo. Således at efterligne de gamle: Herkules, Alexander, Hannibal, Scipio, Cæsar og andre helte af samme slags, strider mod evangeliets vidnesbyrd.« Det stod at læse i »Gargantua« (1534), tydeligvis påvirket af Erasmus, som Rabelais hyldede som et forbillede. Og egentlig er der ikke så langt fra Rabelais´ fantastiske figur til vor hjemlige Martin A. Hansen, der på en påsketur mødte en helgen: »... men der var alligevel i ham en Fylde og en Kraft, der var større end andres.« (»Paasketur«, 1944).
Grundtanken er den samme: at ville noget andet end den grove styrke, noget andet end meningsløsheden - i pagt med den gale præsts praktisering af livet og med den erkendelse af tilgivelsens nødvendighed, som Gæst den Enøjede i Gunnar Gunnarssons roman »Borgslægtens Historie« (1912-14) når frem til i livets slutfase. Han blev kendt for sin opofrelse og for sin dybe etos. Hvad vi nu igen er blevet belært om ikke er noget givet. Der findes en antagonisme, der vil humanismen det ondt, og den findes i mange hjerter - også kristnes. Kristenheden har selv haft sine korstog.
Kan man da forestille sig en gen-gældelsesmekanisme i den kristne, humanistiske tankegang? Hvad er der af svar? H.C. Branner formule- rede i 1951 i »Humanismens krise« en generel definition på begrebet humanisme, idet han sagde, at humanisten tror på mennesket som et mål i sig selv, men - og det er centralt - »erkender sin åndelige og materielle samhørighed med hele menneskeheden og vedstår sin del af ansvaret for denne helhed.« (Min kursivering).
Branner skrev naturligvis dette på grundlag af sin egen tids debat, der var præget af besættelsestiden og retsopgøret i kølvandet herpå, en konflikt, som bl.a. fik så stærke udtryk i Kjeld Abells dramatik (»Anna Sophie Hedvig«, 1939, »Silkeborg«, 1946, »Dage paa en Sky«, 1947). Sigtet i disse værker er klart nok: ansvaret følger med, også ansvaret for at handle, »ansvaret for denne helhed«, som Branner skrev det.
Og det er præcis det ansvar, der følger af at forsøge tankens ideal realiseret i virkeligheden, som professor H.N. Clausen beskrev det i sin »Fortolkning af de synoptiske Evangelier« (udgivet i 1850). Clausen var både filosof, teolog og kirkepolitiker. Og ganske pragmatisk, hvilket bragte ham i heftig polemik med Grundtvig og den stærke åndelighed, der var digterpræstens særkende. Clausen skrev om den frie viljes ansvar: »... thi ikke at modsætte sig Dem, der handle ondt, at fordømme altsaa ethvert, ikke blot legemeligt, men ogsaa aandeligt, Nødværge, vilde være en Overtrædelse af den christelige Helligheds- og Retfærdighedslov, der byder at arbeide det Onde imod, vilde være ligesom med Flid at fremkalde det, yde det Næring og Pleie.« Med andre ord: Ondskaben skaber selv sin modstand og må finde sig i den, »Djævelens gerninger skal tilintetgøres«, hedder det noget patetisk i 1.Joh.3,8. Altså at forstå som et brud med det ondes væsen. Der er såmænd ikke så langt fra Bjergprædikenen og Johannesbrevet over Clausen til Kjeld Abell og Martin A. Hansen!
Den kristne humanisme påpeger således altid ansvaret og indsætter derved skyldforholdet som en psykologisk (og sociologisk) faktor, der er forbundet med friheden for det enkelte menneske til at vælge sin vej. Men friheden er både et indre og et ydre anliggende. Den er forbundet med såvel ens eget som næstens liv. For så vidt banalt, men alligevel en form for urgenkendelse af guddommens virkelighed og ordenes mulighed for at aftegne den, som her hos Ole Sarvig: »Jeg tror, at Din sjæl/ fuld af stjernestøvsriger/ i svimlende tavshed/ nu synger og siger,/ at Du er mig nær.«
Men ordene kan også være pessimistisk tavse, når de ikke kan udtrykke den virkelighed, der pludselig bliver alt for nærværende: »se hvem der sidder paa hug i mørket omkring jer«, opfordrede Ole Wivel i 1948 ud fra de samme erfaringer om det ondes væsen, som vi stadig kender så godt. Ebbe Kløvedal Reich spurgte jo engang, om en engel overhovedet har vinger (»En engels vinger«, 1990). Hvis vingerne symboliserer travlhed med at bringe bud om humaniteten i den kristne forståelse, er de uomgængelige - mere end nogensinde. n