Temaet om yoga i Kristeligt Dagblad fredag 30. januar var spændende læsning for mig, der netop er vendt hjem efter en måned i Indien - hvoraf en hel del tid blev brugt på yoga.
For langt de fleste yogaudøvere i Danmark er yoga ikke andet end endnu en måde at holde sig i fysisk form på, og til det er yoga i sig selv fremragende, men for mig og stadig flere andre danskere er yoga, meditation, bøn, sang, retræter, naturvandringer og læsning af spirituel litteratur en stadig større del af en respektfuld tilbagevenden til inderlig opmærksomhed på det indre, religiøse liv.
Helt forudsigeligt ser Johannes Aagaard og biskop Jan Lindhardt dog ikke den bevægelse som noget positivt: Alt ikke-kristeligt er tilsyneladende pr. definition forkert og mistænkeligt. Alt ikke-kristeligt skal omvendes eller fjernes, hvis omvendelsen mislykkes. Det er et selvmål af dimensioner.
Yogaen er efter alt at dømme baseret på 5-6.000 år gamle traditioner, hvilket gør den blot 2000-årige kristendom til noget, der kunne anklages for at være et nymodens flip. Men det rører tilsyneladende ikke de to herrer, der er lige så respektløse over for yogi-traditionen som pendulsvingere, tarotkortlæsere og numerologer kan være det over for kristendommen.
Den buddhistiske Dalai Lama er kendt for at sige, at »hvis du er kristen, så vær en god kristen, og hvis du er muslim, så vær en god muslim«. Den respekt for andre måder at søge det guddommelige på har aldrig været god latin i den kristne tradition, hvilket Aagaards og Lindhardts mærkværdige kritik af yogaen bærer stærkt præg af.
En af Aagaards og Lindhardts mere kon-krete anker imod yogaen er, at den får folk til at slappe af (!): »... en normal krop er jo ikke afspændt, men anspændt«, siger Aagaard. Det er noget sublimt vrøvl. Prøv at overbevis et nyfødt menneske om, at anspændthed er naturligt. Det er lige så umuligt som at fortælle et lykkeligt menneske, der elsker og elskes, om, at afslappetheden er unaturlig.
»Det er noget underligt noget at sige til folk, der er glade for deres arbejde og børn, at nu skal de slappe af«, siger Lindhardt. Man spørger sig selv, hvilken verden han lever i. Danskerne pisker rundt i hverdagen for at få job, børn, familie og fritid til at hænge bare nogenlunde sammen. Sygdomsfraværet på de danske arbejdspladser er tårnhøjt, skilsmissetallet endnu højere, og mange mennesker er generelt mentalt trætte og fysiske slidte. Og indtaget af medicin, alkohol og tobak er tilsvarende højt.
Sådanne umulige argumenter kommer kun ud af, at den protestantiske arbejdsmoral skal forsvares. Måske skulle man i stedet overveje behovet for en revision af samme? Endnu mere pudsigt bliver det, når Aagaard og Lindhardt angriber yogaen for at svække seksualiteten. »Kroppen bliver gold ... folks vitalitet svækkes«, siger Aagaard. Det er godt nok noget at komme med, når man selv repræsenterer en seksual-forskrækket tradition, der på det nærmeste har mishandlet menneskeheden med skyld og skam på netop den konto. Men når det er en ikke-kristen tradition, så skal der endelig ikke røres ved seksualiteten? Egentlig er det helt befriende med lystne teologer. Forandring fryder.
Nedenunder alt dette ligger måske det alvorligste problem for Aagaard og Lindhardt: Folkekirken nægter til stadighed menneskers behov for selv at erfare, selv at mærke, selv at opleve. Kloge skrifter og tykke bøger kan ikke gøre det. Lytten i timevis til andre vidende mennesker kan ikke gøre det. Håbet og troen på lykken »engang i fremtiden« er ikke forløsende.
Erfaringer, mine herrer, er det, menneskene i 2004 oplever som kernen i deres religiøsitet. De vil opleve roen. De vil mærke freden inden i. De vil nyde at være i deres krop. De vil sanse saligheden. Mange mennesker synes, at de har talt, lyttet og læst rigeligt nok nu. De vil gøre deres egne erfaringer. Det kan være meget rigtigt, hvad præster, paver, imamer og swamier siger, men nu vil folk gerne helt oprigtigt selv erfare saligheden, den tidløse og uforanderlige fredfyldthed.
Det er sørgeligt, at det skal udstilles som vranglære, fordi det er ikke-kristne traditioner som hinduismen og buddhismen, der igennem tiderne har pointeret erfaringernes vigtighed. Men er der i øvrigt ikke også noget om, at meditative retræter i kristne rammer er stærkt populære i øjeblikket. Er logikken ikke klar nok?
Danskere med spirituelle/religiøse interesser står med andre ord over for et valg, der ikke kan beskrives som specielt svært:
På den ene side kan man praktisere for eksempel yoga og andre meditative øvelser - og rent faktisk få sig nogle konkrete og meget livsbekræftende oplevelser - i et åbent, varmt og fordomsfrit samvær med andre mennesker, hvor ingen er mere kættere end andre.
På den anden side er der folkekirken, der sætter menneskene passivt tilbage på kirkebænken og pålægger dem at lytte, læse og tro, mens den, som Aagaard og Lindhardt igen har vist det, arrogant afviser alle andre traditioner som vranglære, og som i disse dage oven i købet er blevet bortført af Søren Krarup og Jesper Langballes kvalmende national-chauvinistiske politik uden at tage til genmæle.
Valget er oplagt - og Aagaard og Lindhardt gør det ikke mindre svært. Desværre.
Bo Heimann,
journalist og forfatter,
Lykkesholms Allé 7A, 3. th.,
Frederiksberg