Kristen partileder presset til at præcisere sin holdning til homoseksuelle

Partileder Tim Farron ville tale om Brexit, men fokus endte på hans kristne tro i de første dage af den britiske valgkamp

Tim Farron er leder af De Liberale Demokrater, som er det eneste landsdækkende parti, som ønsker, at Storbritannien skal være en del af det europæiske projekt.
Tim Farron er leder af De Liberale Demokrater, som er det eneste landsdækkende parti, som ønsker, at Storbritannien skal være en del af det europæiske projekt. . Foto: Danny Lawson/Ritzau Foto.

Lederen af De Liberale Demokrater har fået en dårlig start på den britiske valgkamp. Tim Farron oplevede, at hans kristne tro blev det altoverskyggende emne – og ikke mindst hvorvidt han mente, at homoseksualitet er en synd.

For Tim Farron var det ellers en kærkommen gave, da premierminister Theresa May udskrev valg. De Liberale Demokrater er det eneste landsdækkende parti, som fuldt og helt ønsker, at Storbritannien skal være en del af det europæiske projekt. Derfor ser partiet valget som en stor chance for at komme tilbage i britisk politik, efter de næsten blev udraderet ved valget for to år siden.

”Hvis du ønsker at undgå en katastrofal hård Brexit. Hvis du vil beholde Storbritannien i det indre marked. Hvis du vil have et Storbritannien, der er åbent, tolerant og forenet, så er det din chance nu,” sagde Tim Farron, efter at valget var annonceret, ifølge magasinet New Statesman.

Men fokus blev hurtigt flyttet. Da han tirsdag aften var i studiet på Channel 4 News, valgte studieværten Cathy Newman at spørge, om han anså homoseksualitet for en synd. For et par år siden stillede hun samme spørgsmål, men fik dengang svaret fra Tim Farron: ”Vi er alle syndere.”

Nu forsøgte hun igen at få et klart svar fra den kristne partileder, som selv mente, at det kun var, fordi han var kristen, at han skulle forholde sig til det.

”Det vil blive lidt kedeligt, hvis alle beder mig om at komme med teologiske meldinger, som jeg ikke vil komme med,” svarede Tim Farron.

Han understregede videre, at De Liberale Demokrater introducerede homoseksuelle ægteskaber i England og Wales.

Men i stedet for at lægge låg på debatten, nærmest eksploderede den i hovedet på Tim Farron.

Dommen over ham var brutal på de sociale medier som Twitter.

”Kom nu, Tim Farron. Det er tiden til at være ærlig,” skrev således Jonathan Bartley, der ikke alene er den ene halvdel af formandskabet hos De Grønne, men også er stifter af den kristne religiøse tænketank Ekklesia, som han var direktør for indtil sidste år.

Fordi De Liberale Demokrater netop er det frisindede liberale parti, så var bolden givet op til at gå efter manden.

”Tim Farron, du er så absolut en synder på grund af din fortsatte intolerance og dine fordomme. Vil du ikke nok forsøge at følge med resten af os ind i året 2017,” lyder det således fra komikeren og tv-personligheden David Walliams ifølge Daily Telegraph.

Den ligeledes heteroseksuelle komiker David Baddiel fulgte op med at stemple Tim Farron som ”en fundamentalistisk kristen homofob”, skriver netmediet Gay Star News.

Men Tim Farrons partifælle Lynne Featherstone, som var ligestillingsministeren, der indførte homoseksuelle ægteskaber, kom til hans forsvar.

”Ret jeres angreb mod de religioner, som tvinger deres tilhængere til at vælge mellem deres seksualitet og deres tro. Tim er bundsolid, når det kommer til LBGT-rettigheder,” fastslår hun ifølge den kristne radiostation Premier. Men fra andre partier blev der også rettet angreb mod den liberale leder.

På ITV ’s morgenprogram ”Good Morning Britian” kaldte Labours finansordfører, John McDonnell, det ”rystende”, hvis Tim Farron virkelig mente, at homoseksualitet er en synd.

Onsdag eftermiddag valgte Tim Farron så at tage tyren ved hornene. Det skete først over for avisen The Guardian under et valgmøde i London-forstaden Richmond.

”Som liberal til fingerspidserne hylder jeg folks ret til at være, hvem de er, elske, hvem de elsker, og gifte sig med dem, de gifter sig med,” fastslog Tim Farron. Han tilføjede også, at der stadig forestår et arbejde med at sikre transpersoners rettigheder.

Men til avisen klagede han igen over, at det var, fordi han er en praktiserende kristen, at han igen skulle svare på de spørgsmål.

Tim Farron håber så, at det tema blev endeligt lagt til side, da han direkte adspurgt af den konservative Nigel Evans i parlamentet onsdag eftermiddag svarede kategorisk nej til, hvorvidt han mente homoseksualitet er en synd.