Prøv avisen

Kristen tro og modersmål. Den ortodokse kirke har altid brugt de lokale sprog

JEG GLÆDEDE MIG af hjertet, da jeg begyndte at læse Birthe Rønn Hornbechs (V) klumme "Bibelen og sproget" i avisen den 18. marts. For jeg er helt på linje med Rønn, når hun skriver, at hjertesproget også er troens sprog. Bønnen, jeg retter til Gud, er på mit modersmål, og i det omfang, Gud svarer mig med ord, er svaret også på mit eget sprog.

Længere inde i artiklen kølnede glæden en smule. For Birthe Rønn benytter lejligheden til at tilskrive Reformationen og Luther æren for, at "menigmand" i det hele taget kan begribe, hvad den kristne tro går ud på. Og til at skabe det indtryk, at før Reformationen var der ingen mors sjæl, bortset fra præsteskabet, som fattede det mindste af, hvad der skete under gudstjenesterne.

Det er imidlertid en kirkehistorisk forfalskning at påstå, at liturgisk brug af lokale folkesprog først er kommet i stand med Reformationen. For det er alene den romerske kirke, som gennem mange århundreder forfægtede teorien om det særligt sakrale liturgiske sprog, latinen. I den ortodokse kirke, derimod, har man altid principielt anvendt de lokale sprog som gudstjenestesprog.

Princippet blev markant bekræftet i det 9. århundrede. Dengang mente latinske teologer, at det var helt galt, når missionærerne Kyrillos og Methodios oversatte og nedskrev (med det til opgaven konstruerede kyrilliske alfabet) kirkens tekster til slavisk, så de slavisktalende folkeslag kunne begribe den kristne tro. Latinerne hævdede, at kun tre sprog, latin, græsk og hebræisk, var tilladte i formidlingen af kirkens tro, en påstand, som i den ortodokse verden er kendt som "de tre sprogs hæresi".

ORTODOKSE KRISTNE, som er vokset op i Vesten i miljøer, hvor modersmålet som en selvfølgelighed også er kirkesprog, har på dette område et indlysende fællesskab med protestantiske troende. For det er ikke mindst i vestlige ortodokse kredse, herunder Skandinavien, at kirkens ældgamle praksis med at bruge det lokale sprog er ved at genvinde sin fulde styrke. Danske ortodokse kristne skylder i den sammenhæng Grundtvig stor tak for hans både præcise og poetiske begreb "hjertesproget".

De ortodokse kirker, som gennem det seneste århundrede er etableret i Vesteuropa og USA har, ikke mindst via det fælles sprog, en afgørende rolle i brobygningen mellem kristne. Kirkens oprindelige tro, den ortodokse tro, som var blevet næsten glemt i Vesten, og som den lutherske reformation ønskede at vende tilbage til, har med de ortodokse kirker atter fundet fodfæste og hjemsted i vore lande. Ortodoksien fuldkommer så at sige dét, der var Luthers intention, og bringer samtidig de afgørende troens elementer tilbage, som Reformationen kastede ud med badevandet.

Hvilke elementer? Ja, det gælder venerationen for Gudsmoder og de hellige, det gælder ærefrygten for kirkens mysterier eller sakramenter, det gælder forståelsen af de kirkelige embeder, og det gælder bevidstheden om den apostolske kontinuitet og biskoppens særlige stilling.

Men først og sidst gælder det troen på, at vi mennesker af nåde og i samarbejde med Gud skal guddommeliggøres, at vi i ordets egentlige betydning skal blive kriste-lige. For menneskets gendannelse i Kristi billede er netop den kriste-lighed, der "skænker vort hjerte, hvad verden ej véd".

Ortodokse kristne knytter i Vesten således den brudte forbindelse til kirkens oprindelige tro. Det gør de ved på ny at omsætte kirkens gamle lære og gudstjenesteordninger til de forskellige lokale sprog og på den måde åbne alle troende adgang til kirkens fulde, uforandrede apostolske tro.

Poul Sebbelov,

præst i den ortodokse kirke,

Blomstervænget 10,

Lyngby