Engang var Kristendemokraterne - der dengang hed Kristeligt Folkeparti - et parti med en mission. Det opstod i protest med normløsheden, der fulgte efter 1960'ernes værdiskred. Da partiet kom ind i Folketinget i 1973 med sin entydige modstand mod fri porno og fri abort, skete det ganske betegnende ved det, der blev døbt jordskredsvalget.
Et valg, der i vidt omfang var et protestvalg, et folkeligt stop-råb til en politisk klasse, der i betagelse over ungdoms- og studenteroprørets grænseløshed på centrale områder havde kappet forbindelsen til en befolkning, der ikke nødvendigvis sang med på alle de nye toner. Og som, for Kristeligt Folkepartis vælgeres vedkommende, ikke var klar til at kaste deres kristne værdier ud med den gamle verdens badevand.
Nu er Kristendemokraterne, som partiet begyndte at kalde sig i begyndelsen af det nye århundrede, nået til vejs ende. Og hvis det endnu ikke helt er tilfældet, bør de tilbageværende fornuftsvæsener i partiet sørge for, at det bliver tilfældet.
Kristendemokraternes problem er, at et værdibåret parti, der udvander og bagatelliserer de værdier, som gav partiet en selvstændig profil, ender som ikke meget andet end et lidt salvelsesfuldt foretagende med nogle tværhumanistiske mærkesager. Og det er nøjagtig der, Kristendemokraterne er endt.
Partiet opstod i protest mod abort, og det lukker og slukker i disse dage i en intern strid om abort. Det er indlysende, at partiet ikke kan skræve over de vidt forskellige syn på abortspørgsmålet, som det har skullet rumme, siden partiets "normaliseringsprojekt" begyndte - et projekt, som den nu fratrådte og udmeldte formand, Isabella Arendt, blev eksponent for. For Kristendemokraternes problem er, at et værdibåret parti, der udvander og bagatelliserer de værdier, som gav partiet en selvstændig profil, ender som ikke meget andet end et lidt salvelsesfuldt foretagende med nogle tværhumanistiske mærkesager. Og det er nøjagtig der, Kristendemokraterne er endt.
At denne almindeliggørelse af partiet så er sket imod en oprindelig, traditionalistisk medlemsgruppes ønske, gør bare forløbet endnu mere pinefuldt. De må have set med opspærrede og tomme øjne på en libertiner som Jens Rohde, der fra Venstre via Radikale Venstre via løsgængeri blev opkastet til sprechstallmeister for Kristendemokraterne i sin og partiets politiske skumringstime. Han ville gøre fri abort til et globalt rettighedskrav. Interessant projekt - men i det forkerte parti.
Måske var udviklingen uundgåelig. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er væg til væg-abortmodstand ikke noget parlamentarisk bæredygtigt projekt i det danske samfund anno 2022. Og den lidt opportunistisk udvandede version af partiet, der er tonet frem igennem den seneste snes år, har placeret det faretruende tæt på irrelevans.
Der er i politisk forstand ikke brug for Kristendemokraterne. De bedste af partiets værdier - ønsket om en tydelig plads i den offentlige samtale for et kristent syn på livet - er der derimod brug for i så stort et omfang, at det ikke kan eller bør begrænses af partigrænser. At fremme disse værdier bør altid være et parti-overskridende anliggende for kristne, der som bekendt i øvrigt kan have og har alle mulige politiske standpunkter.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.