Kristendom er åben for rationalitet

RELIGION OG POLITIK Kristendommen anerkender, at troen er paradoksal, og derfor kan den også rumme almindelig rationalitet

JEG HAR argumenteret for, at demokratiet er en rationel politisk orden, som bygger på, at vi har en fælles rationalitet, som kræver, at vi bør anerkende hinanden som ligeværdige, ganske uanset hvilken religion vi bekender os til. Den argumentation anerkender Kristian Larsen ikke, og han spørger i sin replik den 3. oktober, hvad det egentlig er for en rationalitet, som jeg bygger på.

For ham findes der ikke nogen fælles rationalitet. Og han mener, at det er en banalitet, at den ikke findes. For som han skriver: ... vi ved alle, at hvad der er fornuftigt for den ene ikke behøver at være det for den anden.

Men er den påstand selv fornuftig? Hvis den er fornuftig for den ene, behøver den ikke at være det for den anden. Den er altså både fornuftig og ufornuftig. Der findes ingen forskel på fornuft og ufornuft. Med sit banale vi ved alle ender Larsen i en filosofisk relativisme, som undergraver sig selv, fordi den bryder med det fundamentale krav til en rationel argumentation: at man ikke bør modsige sig selv.

NÅR JEG HAR sagt det, har jeg også allerede givet det kriterium for rationalitet, som Kristian Larsen efterlyser. Og det har vigtige filosofiske konsekvenser, som jeg har redegjort for i mine bøger. Specielt har det den konsekvens, at begrebet om en reelt eksisterende personlig og almægtig Gud nødvendigvis går ud over rationalitetens grænser. Det bliver et paradoks.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her opfatter jeg så det særlige ved kristendommen helt anderledes end Kristian Larsen. For mig kendetegnes kristendommen ikke ved, at den har sin egen, særegne rationalitet ved siden af utallige andre. Den kendetegnes derimod ved, at den som noget helt særligt anerkender sin egen paradoksalitet: at den hviler på en tro, som skal være sin egen retfærdiggørelse, og som derfor ikke kan bevises i rationel forstand. For samtidig med denne anerkendelse er kristendommen så også bundet til den almindelige, sekulære rationalitet, der er filosofiens, videnskabens og demokratiets forudsætning.

Denne symbiose mellem kristendom og sekulær rationalitet opfatter jeg som en grundsten i den vestlige kultur. Og denne symbiose ødelægger Kristian Larsen med sin filosofiske relativisme. For med den kan man ikke tale om, at de forskellige religioner har forskelligt forhold til sekulær rationalitet.

I lyset af Kristian Larsens filosofiske relativisme hjælper det ikke meget, at han vil begrunde den demokratiske ligeværdighed på en kristen tro på, at vi alle som mennesker står lige for Gud. For hvorledes kan man da begrunde, at den opfattelse er bedre end muslimernes, som lærer, at det er et guddommeligt bud, at muslimer og ikke-muslimer skal have forskellig status i samfundet? Hvorledes skal vi overhovedet kunne diskutere dette spørgsmål rationelt, hvis rationaliteten ikke forudsætter nogle fælles normer grundlæggende konsistenskravet som vi alle bør overholde uanset religion?

Kai Sørlander,

filosof,

Løvetandsvej 21,

Brønshøj