PETER GRØNLØKKE, sognepræst i Sønderborg, er stålsat. Det er sådan set hans eget og hans menigheds problem. Han mener ikke, at man som kristen skal bygge sin kristne tro - herunder troen på, at Gud selv af kærlighed til os mennesker trådte frem i tre personer: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd - på en kritik af andre religioner og deres gudsbilllede og -begreb alene.
Det er jeg fuldstændig enig med ham i. Men jeg er også helt enig med professor Christian Thodberg, når han om forsagelsen har sagt, at "den er troens rette klangbund". Man siger sjældent ja til noget, uden at man samtidig direkte eller indirekte siger nej til noget andet. Dén indsigt har fundet nedslag i ordsproget om, at "man ikke både kan blæse og have mel i munden".
Det bekræfter i øvrigt også den virkelighed, som gjorde sig gældende i forbindelse med de kristne dogmers tilblivelseshistorie i oldkirken. Hvis ikke der havde været en Markion, havde vi næppe fået en kanon af nytestamentlige skrifter, hvor inden for det genuine Kristusvidnesbyrd kunne fastholdes.
Havde der ikke været en Arios, havde den evangeliske forkyndelse af Kristus som værende af samme væsen som faderen nok ikke stået så stærkt, som den har gjort i kirkens historie. Og på helt samme måde kan islam med sin gudsforståelse også i dag medvirke til, at den kristne kirke skærper sin helt afgørende indsigt i, at Gud i evangeliet forkyndes i lighed med den korsfæstede og opstandne Kristus .
Og så mere end antyder Peter Grønløkke, at kristendommen har samme lovforståelse som islam. Men kristendommen er ikke en lovreligion. "For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror." Ét på ingen måde tilfældigt bibelcitat, men uomgængeligt centralt for genuin evangelisk kristendom. Det betyder, at loven ikke længere regulerer den troendes forhold til Gud, fordi Gud i sit forhold til mennesker har ladet sig regulere - ikke af sin retfærdighed, men af sin kærlighed. Gud lader i Kristus nåde gå for ret.
Peter Grønløkkes påstand om, at min kristendomsforståelse er konfrontatorisk, er ikke sand. Muligvis føles den sådan. Men jeg vil ikke lade mig diktere af andres tilfældige følelser, når der er et klart sagsforhold. Min alvorlige og dybe interesse i sagen er at skabe klarhed om evangeliets sag af hensyn til min egen og den kristne menighed. "Trøsten står som klippen fast:/ at hans død og blod skal gælde," som vi synger i den berømte påskesalme (DDS nr. 233, vers 1).
Det betyder, at ligesom vi ikke supplerer dåben med numerologi, så ængster vi ikke samvittighederne ved i misforstået tilpasnings- og dialogiver at så tvivl om, hvorvidt Gud i Jesus Kristus er kommet os helt i møde og forkyndt os fri af synd og død. Gud har skænket Kristus al sin magt, fordi hans glade budskab om og fra Gud skal gælde fra nu af og til evig tid.
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen