I Kristeligt Dagblad den 30. januar prøver Bashy Qurai-shy at bevise, at islam er kristendommens fortsættelse. Han fremhæver bl.a.: »... har jødedom, kristendom og islam et fællesrum, dvs. troen på én Gud, liv efter døden, næstekærlighed, bøn, faste, almisse og en fælles fremtid.« Og: »... at Gud som eneste kilde til disse tre religioner vil give samme budskab.« Dette er imidlertid en meget overfladisk betragtning og viser i al sin tydelighed, at Bashy Quraishy som overbevist muslim ikke fatter Jesu midler-embede. For en muslim er det en eviggyldig sandhed, at enhver tid har haft sin profet og advarer, men Muhammed er profeternes sejl.
Jesus betragtes som én i denne lange række og værende så vigtig, at han har fået sit eget kapitel i Koranen. Men altså en profet! Hvad Muhammed er, siges tydeligt i Al-åqidah, et skrift af Abu Jafar Al-Tahawi (853-933), hvor der i vers 29 står: »Vi tror på, at Muhammed er Allahs foretrukne tjener, Allahs udvalgte profet og godkendte sendebud.« Og i vers 30 står: »Vi tror på, at Muhammed er den sidste profet, og han er imam for de rettroende, overhoved for budbringerne og den mest elskede af Alverdens Herre.«
For en muslim er Moses den store, første lovgiverprofet, men Muhammed er den endegyldige sidste, den største lovgiverprofet, som slutter rækken. Jesus bliver i en muslims øjne en stor profet, som ville bringe sit folk tilbage til den rette tro, men som folket slog ihjel. Mange profeter har måttet lade livet, bl.a. Johannes Døberen, som muslimer også regner for en stor profet. Set med disse briller er islam naturligvis fortsættelsen på kristendommen.
Men dette er heller ikke, hvad kristendommen er, eller hvad Kristus er. For Kristus er det, evangelierne fortæller os om Jesus. Jesus er vores midler, dvs. han er det middel, vi skal benytte. Han har med sin dåb, faste og forsagelse af djævlen og med sin død på korset, sin gravlæggelse og opstandelse på tredjedagen gjort alt det, vi aldrig selv vil kunne gøre. Alle vore gode gerninger, al vor bøn og al vor gudstjeneste rækker ikke mere end en dråbe i havet, og skulle vi frelses ved dem, var vi fortabt og fordømt på forhånd. Dette er det, Luther kalder »sønderknuselsen under korset«. Men vi har ét middel: Jesus.
Islam derimod er slet ikke kristendommens fortsættelse, for islam er en lov- religion. Islam er tværtimod en moderne udgave af det deuteronomistiske præsteskabs religionsdyrkelse, som denne beskrives i al sin gru og rædsel i Nehemias' Bog i Det Gamle Testamente og endnu værre i Ezras Bog. Eksempelvis Ezra 10,10: »I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder .... skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder.« Og Nehemias 13,30: »Jeg rensede dem for alt fremmed.« Nehemias' og Ezras bøger får én til at tænke på Taleban-styret i Afghanistan for ikke længe siden.
Nej! Islam er ikke kristendommens fortsættelse, men en tilbagevenden til streng lovreligion. Der står meget smukt og rigtigt i Koranen, og selv om det er Guds ord, er disse mange steder blevet suppleret og tolket af Muhammed, på samme måde, som det deuteronomistiske præsteskab supplerede, samlede og tolkede det israelitiske folks mange skrifter og samlede disse i Det Gamle Testamente.
Kristendom er det stik modsatte af lovreligion; det er Gud kærlighed og nåde; det er frelse, uden at vi har fortjent det: Vi skal blot tro, Jesus er den, han er.
H.F. Buhl,
Skovbogade 10
Roskilde