Prøv avisen
Debat

Faster Anna fra Matador afslører modernitetens svaghed

Der er ”en forankring i Herren”, som for Anna er det allervigtigste, men som for Mads’ vedkommende ikke længere er til stede. Det ved Mads godt, og derfor bliver han tavs, da Anna for alvor går i kødet på ham. For selvom han er formand for menighedsrådet, og udadtil er en moralens vogter, så er også han et broddent kar. Foto: Else Tholstrup/DR

For mig personligt – og sikkert også for mange andre ligesindede, der i vore ungdom og studietid af en indre nødvendighed og en ydre teologisk stillingtagen har måttet vriste os ud af missionens ofte livsfornægtende omklamring – er det først nu, at det for alvor går op for mig, hvor svagt moderniteten står, når den vil forsvare sig, skriver skribent Ole Juul

Meget kan man sige om faster Anna, og især meget skidt, hvis man fastholder den noget karikerede skelnen mellem Indre Mission og grundtvigianismen, som der bliver lagt op til i det forrige afsnit af genudsendelsen af Matador. Men klar i mælet, det er hun. Utvetydigt kritiserer hun sin bror Mads og hans liv i Korsbæk, hans børn og ikke mindst Ingeborg, hans kone. Da nok er nok, bliver hun sendt med toget til Haslev, ned til mørkemanden Bartholdy og de andre kældermennesker, og så hører vi ellers ikke mere til faster Anna. Det kunne da også være det samme, vil mange sige. For magen til lyseslukker og livsfornægter skal man lede længe efter.

Men uinteressant, det er hun ikke, den golde enke fra Jylland. For med de svar, som både Mads og Ingeborg giver på Annas skarpe kritik, åbenbares det, at moderniteten ikke har noget ordentlig svar at give. Anna er bestemt ikke tilfreds med den måde, Ingeborg holder Daniels konfirmationsfest på. Især ikke dansen og Ingeborgs synlige flirten med baronen. Og hvad har Ingeborg at svare tilbage? Kun dette, at sådan er tiderne. Og da Anna over for Mads kritiserer Ellens påklædning, en kjole som tilsyneladende er temmelig nedringet, er Mads’ svar, at han jo lever af at sælge tøj, og det ville være underligt, om ikke netop han og hans familie ved en sådan lejlighed præsenterede det allernyeste. Det var ikke åndfuld tale, men liberalistens og kapitalistens svar på tiltale.

For mig personligt – og sikkert også for mange andre ligesindede, der i vore ungdom og studietid af en indre nødvendighed og en ydre teologisk stillingtagen har måttet vriste os ud af missionens ofte livsfornægtende omklamring – er det først nu, at det for alvor går op for mig, hvor svagt moderniteten står, når den vil forsvare sig. Ja, den har i grunden ikke noget sagligt svar. I alt fald er det ikke at høre i den meningsudveksling, der finder sted under faster Annas besøg i Korsbæk. Vi har godtet os over den fremstilling af missionen, som afsnittets forfatter lægger for dagen. Men i eftertanken ved vi jo, at den er karikeret, som så meget andet i Matador, og det går for alvor op for en, at modernitetens svar er indholdsløse. ”Gud er blevet borte”, som Anna så rigtigt slynger i ansigtet på sin bror. At det rent forretningsmæssigt er gået ham godt tæller ikke, for der er andre og vigtigere ting på spil. Der er ”en forankring i Herren”, som for Anna er det allervigtigste, men som for Mads’ vedkommende ikke længere er til stede. Det ved Mads godt, og derfor bliver han tavs, da Anna for alvor går i kødet på ham. For selvom han er formand for menighedsrådet, og udadtil er en moralens vogter, så er også han et broddent kar.

Om det er gennemtænkt eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men der er en stærk forløsning i det sidste møde med Anna, hvor Kresten og Mads tager afsked med deres søster ved toget. Mads har i første omgang besluttet ikke at møde op, da Anna i den grad har fornærmet hans kone og sat splid i hans hjem ved for øjnene af Daniel at kalde Ingeborg for ”en skøge”. Men lige inden der fløjtes til afgang, dukker Mads op. Ikke af egen vilje, men fordi Ingeborg har sendt ham.

Det er Ingeborg, der ytrer tilgivelsens mulighed – og ikke Anna. Hun forbliver i sin retmæssige fordømmelse og har kun den mulighed at bede for dem. Ingeborg tilgiver. Men det er ikke modernitetens svar til missionen. Det er Ingeborgs svar til Anna. Som sådan fremstår moderniteten i Korsbæk svagt, mens Ingeborg endnu en gang står stærkt. Er det så grundtvigianeren Ingeborg, der taler? Nej. Det er mennesket Ingeborg, der bærer tilgivelsens livsytring igennem.

Ole Juul er skribent og foredragsholder.