Enhver tanke om ”gud” er – som fornuft og videnskab tilsiger – uden hold i virkeligheden. Det er ønskedrømme og kun udslag af elektrokemiske processer i (naive) menneskers hjerner, som – efterhånden som oplysningen vinder frem – vil forsvinde, ganske som troen på julemanden med tiden ophører hos barnet.
Det er mit indtryk, at ovenstående er en fair måde at beskrive almindelige ateisters syn på religion, herunder kristendom.
Desværre glemmer den almindelige ateist, at videnskaben aldrig har bevist, at ”gud” ikke eksisterer. Ganske vist er der videnskabelige teorier, hvorefter universet kan skabes af intet (netop et karakteristika for ”gud”); men det forudsætter bestemte naturlove, disse og ikke hine, for at det hele kan ende med dig og mig.
Naturligvis kan ateisten hævde, at mine udtryk ”gud” og ”naturlove” blot er udtryk for det ”x”, som videnskaben endnu ikke har opdaget. Men det er netop en påstand og ikke et bevis.
Man kan endda med fornuften i behold hævde: Hvis det faktum, at jeg komplekse væsen i et komplekst univers sidder her ved min computer og skriver disse linjer, ikke har noget med ”gud” at gøre, så må det skyldes et lykketræf, som nærmest svarer til, at en eksplosion i et bogtrykkeri ender op med, at alle typerne lander, så de udgør et tyvebindsleksikon.
Med denne betragtning er vi stadig milevidt fra kristendommen. Den er blot medtaget, for at ateisten ikke skal tro, at han har ret på forhånd. Stillingen er uafgjort. Og så kan vi skride til emnet: Kristendom og ateisme.
Ateisten overser ofte den grundlæggende forskel på kristendom og religion i almindelighed (som bevirkede, at de første kristne blev beskyldt for netop ateisme).
Derfor rammer ateistens argumenter nok religionen, men langt forbi kristendommen. Der er altså behov for oplysning, som vil kunne hjælpe ateisten til at rette kanonen bedre ind på målet, hvis han vil ramme kristendommen. Kristendommen giver nemlig ateisten ret i, at enhver tanke om gud, der opstår i menneskers hjerne, er hjernespind.
Kristendommen mener, at enhver ret tanke om Gud er funderet uden for mennesket selv, nemlig i Jesus Kristus – den eneste vej til Gud. Kristendommen siger altså: Se, her er Gud, og så viser den et menneske! Dette er afgørende: Kristendommen står uden skygge af bevis og kan tilsyneladende skydes i sænk af enhver middelbegavet konfirmand.
Gud, der som skaber er uden for det skabte og uerkendelig for skabningen, viser sig skjult på den mest usandsynlige måde. Teologisk er grunden, at Gud ikke vil tvinge nogen. Mennesket kan og skal ikke af sig selv finde Gud – han må finde os. Kristendommen er et ægte paradoks, som Søren Kierkegaard så kraftigt påpegede.
Man kan sige, at videnskab og kristendom på den måde i nogen grad er sammenhængende størrelser. Hvis en videnskabsmand en dag får øje på Gud i sin kikkert, så er videnskaben død, for så styres verden jo af Gud. I samme øjeblik er også kristendommen død, for så er der kontakt med Gud et andet sted end gennem Jesus Kristus. Og alle vil være tvunget til at ”tro”.
Kristendommen hævder, at universet er skabt af Gud, og samstemmer samtidigt med videnskaben. Det er en lignende dobbelthed, som når Jesus Kristus påstås at være både Gud og menneske. Som vi med fornuften kun ser mennesket Jesus, således ser vi verden med videnskabens øjne. Gud forbliver i begge tilfælde ”incognito” uden for universet, uerkendelig for os og for videnskaben.
Det er derfor, teologien kaldes ”alle videnskabers moder”: Den adskiller verden og Gud og giver ”verden” til videnskaben og Gud til troen på, at han eksisterer som en skabende og opretholdende Gud, uden hvem alt – inklusive dig og mig – ville opløses i kaos.
Og ikke nok med det – han bekymrer sig om dig og mig, som enhver læsning af historien om Jesus viser til overflod. Ja, efter døden vil han give os evigt liv – hvilket naturligvis også må forkastes af al logik. Men dybest set er det vel ikke er mere fantastisk, end at vi eksisterer her og nu?
Så langt tror jeg, den lidt mere begavede ateist kan ”følge” mig i den betydning af ordet, at han ”forstår” kristendommens påstand; men naturligvis stadig må afvise den som – om mulig – endnu mere horribel end først antaget. På det punkt står han også ganske på samme sted som den kristne. Han kan heller ikke tro af sig selv. Fornuften står i vejen for troen.
Så ateisten har alle kort på hånden – undtaget det kort, som Gud spiller. Kan jeg tro på en skabende og opretholdende Gud, der elsker mig? Nej, det kan jeg ikke af egen kraft. Men når kristendommen forkyndes, så kan Gud give troen til både mig og den mest hårdkogte ateist. Og kirken har intet bedre forsvar over for netop ateismen end forkyndelsen af evangeliet i sin fulde paradoksalitet – og det bør den derfor holde sig til.
Hvis kristentroen indfinder sig hos en forsker, gør det ham så ubrugelig som videnskabsmand? Nej, tværtimod, for kristendommen har ingen mening om denne verdens anliggender, bortset fra: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Og det er vel et godt udgangspunkt for en videnskabsmand – og alle andre.
Thorkil Sohn, forhenværende efterskoleforstander, Sognegårdsvej 11, Husby, Ulfborg