Kan en moderne minister tro på Gud?

Hvis kristentroen indfinder sig hos en minister, gør det ham så ubrugelig? Nej, tværtimod, skriver Thorkil Sohn

Videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V) har fået kritik for udtalelser om, at han tror på en skabende Gud.
Videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V) har fået kritik for udtalelser om, at han tror på en skabende Gud. Foto: Scanpix Ritzau/Thomas Lekfeldt.

Enhver tanke om ”gud” er - som fornuft og videnskab tilsiger - uden hold i virkeligheden. Det er ønskedrømme og kun udslag af elektrokemiske processer i (naive) menneskers hjerne, som - efterhånden som oplysningen vinder frem - vil forsvinde, ganske som troen på julemanden med tiden ophører hos barnet.

Det er mit indtryk, at ovenstående er en fair måde at beskrive almindelige ateisters syn på kristendommen på. Da angrebet ikke rammer helt plet, kalder den på en forklaring om, hvad der er kernen i netop kristendommen. En sådan vejledning vil kunne hjælpe ateisten til at rette kanonen bedre ind på målet.

Kristendommen er i sin kerne en påstand, der er så spidsfindigt formuleret, at den kun kan besvares med et ja eller et nej: ”Jeg, Jesus, er Guds Søn. Min Far har skabt universet og dig. Det, jeg siger og gør, er sandheden om Gud - alt andet er løgn. Tro mig derfor, og gør, som, jeg siger. Men jeg er også et menneske, og det er det eneste, du selv kan se. Så der er intet bevis. NB: Det her er en engangsforestilling - du finder ikke sandheden om Gud andre steder.”

Naturligvis vil ethvert fornuftigt menneske svare nej til påstanden. Enten må Jesus være i gang med en joke eller også hører han hjemme på det psykiatriske hospital Viborg Øst sammen med dem, som tror, de er general Napoleon. Påstanden kan skydes i sænk af enhver middelbegavet konfirmand.

Kristendommen står uden skygge af bevis

Gud viser sig skjult og på den mest usandsynlige måde. Vi kan gætte på, at grundene er, at han ikke vil tvinge nogen, og at mennesket ikke af sig selv kan finde Gud - han må finde os. Kristendommen er et ægte paradoks, som Søren Kierkegaard så kraftigt påpegede. Kristendommen siger altså: Se, her er Gud og så viser den - et menneske.

Derfor giver kristendommen ateisten ret i, at enhver tanke om Gud, der opstår i menneskers hjerne, er hjernespind; medmindre den er funderet i Jesus Kristus - den eneste vej til at lære Gud at kende.

Man kan sige, at videnskab og kristendom på en måde er sammenhængende størrelser. Hvis en videnskabsmand en dag får øje på Gud i sin kikkert, så er videnskaben død, for så styres verden jo ikke af naturlove, men af Gud. I samme øjeblik er også kristendommen død, for så er der kontakt med Gud et andet sted end gennem Jesus Kristus. Og alle vil være tvunget til at ”tro”.

Det er derfor, kristendommen kan hævde, at universet er skabt af Gud, og samtidig samstemme med videnskaben. Det er en lignende dobbelthed, som når Jesus påstås at være både Gud og menneske. Som vi kun ser mennesket Jesus, således ser vi kun verden med videnskabens øjne. Gud forbliver ”inkognito” uden for universet, uerkendelig for os selv og for videnskaben.

Bør en moderne minister være ateist?

Men han eksisterer alligevel som en skabende og opretholdende Gud, uden hvem alt - inklusive dig og mig - ville opløses i kaos. Og ikke nok med det. Han bekymrer sig om dig og mig, som enhver læsning af historien om Jesus viser til overflod. Ja, efter døden vil han give os evigt liv, hvilket naturligvis også må forkastes af al logik. Men dybest set er det vel ikke mere fantastisk, end at vi eksisterer her og nu?

Så langt tror jeg, ateisten kan ”følge” mig i den betydning af ordet, at han ”forstår” kristendommens påstand, men naturligvis stadig må afvise den, som om muligt endnu mere horribel end først antaget. På det punkt står han også ganske på samme sted som den kristne. Han kan heller ikke tro af sig selv. Fornuften står i vejen for troen.

Som Luther paradoksalt og præcist siger det i forklaringen til den tredje trosartikel. ”Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus...”. Troen er Guds gave. Og den ”troende” er kun en tigger og tvivler, der må leve af, at han får troen skænket. Så ateisten har alle kort på hånden - undtaget det kort, som Gud spiller.

Kan en moderne minister så tro på en skabende og opretholdende Gud? Nej, det kan han ikke af egen kraft. Men når kristendommen forkyndes, så kan Gud give troen til både ministeren og den mest hårdkogte ateist.

Hvis kristentroen indfinder sig hos en minister, gør det ham så ubrugelig? Nej, tværtimod, for kristendommen har ingen mening om denne verdens anliggender, bortset fra at: ”Du skal elske din næste som dig selv.”

Find selv ud af hvordan. Og det er vel et godt udgangspunkt for en minister (og alle andre).

Thorkil Sohn, forhenværende efterskoleforstander, Sognegårdsvej 11, Husby, Ulfborg