Prøv avisen
Debat

Det moderne menneske har brug for næstekærlighed

Kirken må gå til verbal kamp mod de kræfter, der har meget snævre forestillinger om tro, mener Emil Sloth Andersen.

Snævre trosforestillinger er i strid med kristendommen. Kristendommens budskab om næstekærlighed skal hjælpe det senmoderne menneske, skriver stud.scient.pol. Emil Sloth Andersen

DEN GODE kristne slår korsets tegn i pendulfart, sidestiller Det Gamle Testamente med et historisk vidnesbyrd og studerer dagligt Det Nye Testamente.

Sådan lyder den karikerede forståelse af den kristne. Netop dén forståelse gennemsyrede i årevis min tankegang, mens jeg stadig troede på næstekærligheden. Derfor var jeg kristen med maven, men ikke med hovedet. Derfor var jeg mentalt ekskluderet fra kristendommen.
 

Begrebet ”kristen” fremstår i dag alt for absolut. Absolutte begreber bygger på en modsætning mellem et lille ”os” og et stort ”dem” - de kristne og de ukristne. Desværre fremtræder kristendom i dag ofte som en omfangsrig åndelig kontrakt med bindende paragraffer. Når vi gennemlæser den, siger vores skepsis fra, vores indre modstander bliver vækket, og i selvbeskyttelse trækker vi os væk. Stiller man for store adgangskrav til Guds hus, holder mennesket sig helt væk.

Hvad er så ”den gode kristne”? Luther opstillede ét og kun et grundprincip: tro på evangeliets budskab, næstekærlighedsbudskabet. Luther legitimerede dette princip med grundformlen ”retfærdiggørelse ved tro alene”: Den rette tro fører til den rette færd, den rette færd til retfærdigheden hos menneskene. Med andre ord: Gennem troen på næstekærligheden udfører vi næstekærlige handlinger.

Vores trosretning bygger på Luthers universelle grundprincip, men alligevel har kirken gennem stiltiende accept banet vej for sin karikerede form.

Mødet mellem det senmoderne individ og den karikerede kirke rummer samtidig på forhånd et konfliktpotentiale: Fordi individet sætter sin lid til naturvidenskaben, forkaster han kirkens metafysiske grundantagelser. Fordi han hylder pluralismen, vender han kinden til den stringente kristne livsførelse. Og fordi han insisterer på sin ret til selvstændig tænkning, vil han ikke fanges i en gammel-testamentlig åndelig spændetrøje.

KIRKEN og individet går dermed skævt ind på hinanden i en misforstået kommunikativ kløft, selvom Luther har ét bud til det senmoderne individ, som er foreneligt med både pluralismen, forkastelse af metafysikken og et naturalistisk standpunkt: tro på næstekærlighedsbudskabet.

Når kirken og individet i fællesskab anerkender dét grundprincip, overkommes den kommunikative kløft, hvormed alle parter kan drage et lettelsens suk, som når man opdager, at et uvenskab bundede i en banal misforståelse.
 

Skellet mellem individet og kirken er enormt tragisk, for netop det senmoderne individ kan få afgørende brug for kristendommen. I vores samfund lægges et blytungt ansvar på den enkelte. Hvor familien, traditionen og lokalsamfundene tidligere traf vores valg, står individet nu på egne ben.

I Salme 23 i Det Gamle Testamente står der: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.”

Heri ligger troens relevans: Troen kan hjælpe det senmoderne individ til at forvalte sit omfangsrige ansvar, Herren kan blive din hyrde, Bibelen dit moralske kompas, der fører dig på rette færd og til retfærdigheden. Men før det senmoderne individ kan få tillid til kristendommen, må kristendommen møde individet på dets præmisser.

Derfor må kirken gå til verbal kamp mod korstoget ført af den kristne stereotyp. Helt konkret må kirken understrege for enhver, at stereotypiseret kristendom, knyttet til en bestemt livsstil, gruppe eller norm, er og bliver en ukristen misforståelse.

For stereotypiseret kristendom ekskluderer altid mere, end den inkluderer. Den er den største barriere for kirken som formidler mellem troen og den enkelte.

Snævre trosforestillinger vil altid være i strid med kristendommens universelle gyldighed, da det kristne aldrig kan formidles i form, men kun i ét indholdsgrundprincip: tro på næstekærligheden.
 

Når kirken formidler det ene indholdsprincip, kommer Luther til sin ret, det senmoderne individ respekteres, næstekærlighedsbudskabet står klart, Herren kan blive samtlige individers hyrde, og kristendommen kommer til sit sande, mangfoldige udtryk.

Emil Sloth Andersen, stud.scient.pol., Nordkrog 14, Hellerup