Det var en udmærket leder, Erik Bjerager havde i fredags om »Islam og politik.« Tak for den. Det er vigtigt at få en bred debat om emnet både for at få eventuelle skjulte dagsordener frem i lyset og for at få udryddet misforståelser. Kun således kan der opbygges et tillidsforhold mellem de forskellige grupper i vort samfund.
Men der var en sidebemærkning om, at »i kristen tankegang er det politiske skilt fra det religiøse; Demokratiet står over normer, der måtte være udstukket af den kristne kultur.« Det er jeg og givetvis mange andre kristne dybt uenige i uanset politisk ståsted.
Det er lige så selvfølgeligt for en kristen som for en muslim, at troen skal leves ud både privat og offentligt også i den politiske sfære. Derfor arbejder vi kristne også på mange områder i samfundet for at påvirke andre til at tilslutte sig den kristne tro og leve i overensstemmelse med kristne normer.
Det politiske og det religiøse er bestemt ikke adskilt for os kristne. Vi er forpligtede på at arbejde for, at Guds vilje sker også i samfundet. Men til forskel fra mange muslimer vil vi ikke påtvinge andre vores tro, livsholdning og normer. Det er der tre gode grunde til:
1) I begyndelsen af Bibelen fortælles der om syndefaldet. Gud kunne så let som ingenting have forhindret syndefaldet! Men Han tillod det, fordi tro/tillid og tvang ikke kan forenes, ej heller kærlighed og tvang. Når Gud har givet afkald på tvang for at fremelske tillid og kærlighed, så skal vi kristne ikke påtvinge andre vores tro, livsholdning og normer. Demokratiet forstået som flertallets normer står for os kristne ikke over de normer, der udspringer af vores kristne tro. Flertallet har efter min overbevisning f.eks. ikke ret angående fri abort. Men vi respekterer demokratiet, fordi Gud ikke ønsker brug af tvang.
2) De fleste kristne skelner mellem det, der er Bibelens budskab: forholdet til Gud og forholdet til næsten, og så det, der er et udslag af den aktuelle kultur, da det pågældende afsnit i Bibelen blev skrevet. Jeg ved godt, at vi kristne indbyrdes ser forskelligt på, hvor grænsen går. Det er uenigheden om kvindelige præster et eksempel på, og også derfor vil vi ikke påtvinge andre vores synspunkter, men at der skal skelnes, er vi næsten alle enige om. Muslimer skelner ikke mellem, hvad der er Koranens budskab, og hvad der er dens kulturelle indpakning. På en rejse i Tyrkiet blev jeg for nylig mindet om, at muslimer ikke må bruge toiletpapir, for det står i Koranen! Når der ikke skelnes, så bliver konsekvensen en fastlåsning til den kultur, som var aktuel, dengang Koranen blev nedskrevet, og det kan der komme kuriøse konsekvenser ud af.
3) Men vi kristne har også forskellige fortolkninger af Bibelens budskab. Hvis vi skulle påtvinge det politiske samfund vores kristne normer og livsholdning, måtte vi spørge: hvilket kirkesamfunds? Fra kirkehistorien kender vi eksempler på, at kristne på gudsbespottelig vis har misbrugt Bibelen til at fremme deres egen magt i Guds navn. Det var i øvrigt nok kernen i Jesu opgør med farisæerne. Atter en god grund til som kristne at undlade tvang.
Vi kristne har Gud ske lov lagt den epoke bag os, hvor kristne dødsdømte »kættere« fra andre kirkesamfund. Det stadium er alle muslimer ikke kommet over. Men tilbage står, at vor kristne tro og de deraf udspringende normer både har personlige og politiske konsekvenser. Livet er en helhed.
Per Mollerup,
sognepræst,
Holbergsvej 82,
Dianalund