Kritik: Professors udfald mod modstandere er en vittighed

Anders Klostergaard Petersen ser det som centralt, at ”det politiske system kan kritiseres fra et religiøst perspektiv”. Gerne for min skyld. Men det påfaldende er, at kristne socialister først og fremmest ser det som deres mission at legitimere det politiske systems beslutninger, skriver Edith Thingstrup

Det korte af det lange er, at professor Anders Klostergaard Petersen opstiller en stråmand. Han pådutter sine modstandere den holdning, at ”kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre”, skriver sognepræst Edith Thingstrup.
Det korte af det lange er, at professor Anders Klostergaard Petersen opstiller en stråmand. Han pådutter sine modstandere den holdning, at ”kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre”, skriver sognepræst Edith Thingstrup. Foto: Claus Fisker.

Skal folkekirken agere politisk? Og skal de enkelte præster? Det er et godt spørgsmål, som fortjener et bedre svar, end hvad professor mso Anders Klostergaard Petersen kan præstere i Kristeligt Dagblads kronik den 23. september.

Her nedværdiger Klostergaard sig til at skælde ud på ”en kvartet af kvindelige præster suppleret af et par enkelte mandlige prælater”.

Han mener, at disse ”ser det som et væsentligt opdrag at agere politisk i dagspresse, glitterblade og pamfletter. Ingen nævnt, ingen glemt. Her fortæller de vidt og bredt, at ingen kan optræde på vegne af den danske folkekirke, ligesom de forkynder, at kristendom og politik er uforenelige størrelser. Det er sjældent, argumentationen intellektuelt stikker dybere end polemisk fraseteologi og vanetænkning”.

Oversat til klart sprog siger Anders Klostergaard Petersen, at disse præster modsiger sig selv. De afviser, at præster skal politisere, men gør det alligevel. Derefter følger en omgang lirumlarum tilsat et misforstået (og forkert) citat af Goethe.

DET KORTE AF DET LANGE er, at Klostergaard Petersen opstiller en stråmand. Han pådutter sine modstandere den holdning, at ”kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre”.

For mit eget vedkommende mener jeg, at kristendommen har betydning for alle samvittighedsspørgsmål. Og dem er der trods alt nogle stykker af i politik.

Men dermed ikke sagt, at evangelierne kan - og skal - benyttes til politisering. Det er her, problemet ligger: at det glade budskab igen og igen bliver taget til indtægt af bestemte partier eller politiske retninger.

Som for eksempel, når en anden professor - Jørn Henrik Petersen - salvelsesfuldt udtaler: ”De to ting, kristendommen og socialismen, går hånd i hånd for mig” og i den sammenhæng siger: ”Kristendom og politik har en indre sammenhæng.”

Det er både en forfladigelse af kristendommen og en gidseltagning.

I parentes bemærket er Jørn Henrik Petersen tilfældigvis Anders Klostergaard Petersens far. Så forstår man bedre Klostergaard Petersens behov for at skyde på andre.

Anders Klostergaard Petersen ser det som centralt, at ”det politiske system kan kritiseres fra et religiøst perspektiv”. Gerne for min skyld. Men det påfaldende er, at kristne socialister først og fremmest ser det som deres mission at legitimere det politiske systems beslutninger. Der er ikke megen kritik af politikken at hente her.

Måske kunne en liberalist i endnu højere grad finde støtte i kristendommens betoning af det syndige menneske, som derfor ikke kan betros al (politisk) magt?

Klostergaard Petersen mener også, at ”Paulus' breve repræsenterer, hvad vi må kalde en samfundsmæssig, politisk utopi. Det er en radikal forestilling om, at gudsriget allerede her og nu lader sig manifestere på jord, om end i den foreløbige skikkelse, som hører denne verden til”.

Det er en mærkværdig påstand, al den stund Paulus netop gang på gang påpeger menneskets fejlbarlighed, dets synd. Utopier handler om, at mennesker kan skabe gudsriget på jorden af egen drift. Det kan jeg ikke ligefrem se, at Paulus påstod.

Anders Klostergaards udfald mod sine modstandere er en vittighed og medvirker kun til hans egen afklædning.

Edith Thingstrup, sognepræst, Nonnemosen 2, Smørumovre, Smørum