Erkendelsesfag skal erstatte kristendomskundskab, hvis det står til Alternativets skoleordfører, Carolina Magdalene Maier. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 16. februar.
Carolina Magdalene Maier er helt med på, at elever fra de små klasser skal kende til kristendommens historie og de bibelske fortællinger, men de skal også kende til ”udøvelse af spiritualisme, østligt inspireret mysticisme og ’personlige’ udgaver af klassiske religioner og meget mere”.
Her bliver forvirringen total, og erkendelsen forsvinder ud i tågerne. Den forudsætter nemlig solid viden. Derfor skal kristendomsfaget sammen med historie gøres meget stærkere i folkeskolen. Jeg mener, at disse fags samlede timetal skal bringes på linje med dansk og matematik.
Hvorfor?
Tiden præges af uvidenhed og forvirring. Elever bombarderes på sociale medier med indtryk og brudstykker af information. Derfor skal de lære at se ting i sammenhæng, så de får skabt et overblik.
I skolens første år skal de lære, hvad kristendom er, gennem fortællinger fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
Fra 7. klasse er de modne nok til at lære om islam og dens forgreninger, om hinduisme, buddhisme og Kinas religiøse og filosofiske historie.
Historieundervisningen skal væves sammen med dette, fordi vi lever i en globaliseret tid, da vi dagligt bringes i forbindelse med hele verden.
Danmarks historie skal læres med de forskellige tidsperioder, krige og social og politisk udvikling.
Europas historie har aldrig været vigtigere for skolen, fordi vi er forbundet med EU og de øvrige europæiske lande. Her gælder det også kirkehistorie. Hvor finder vi ortodokse kirker, den katolske, den lutherske og den reformerte? Kirken er med til at forme tankegangen i de forskellige lande.
Dernæst USA’s historie med de mange stater, præsidentens stilling, Repræsentanternes Hus og Senatet. Sydamerikas stater spiller en større rolle, og Afrika med den store befolkningstilvækst, klimaproblemer og flygtningestrømme. Og endelig Kina og Indien med deres enorme befolkningstal.
Demokratiet er under voldsomt pres. Derfor skal skolen give dyb indsigt i landenes historie, politiske, kulturelle og religiøse forhold.
Når forvirringen breder sig, søger folk sikkerhed i det overskuelige. Det fører til national indkrogethed, intolerance og fare for terror og krig.
Når Alternativet taler om erkendelse, forudsætter denne erkendelse netop viden og indsigt, ellers er der ikke mulighed for erkendelse.
Angsten vokser med uoverskueligheden og med de enorme forandringer i teknik og produktion. Her drejer det sig om noget andet end det, der kan måles og vejes. Mennesker skal have et forhold til det irrationelle i tilværelsen, derunder det religiøse.
Her er forvirringen total. Folk ved mindre og mindre.
I det seneste år har Ateistisk Selskab fået stor gennemslagskraft, og 25.000 har meldt sig ud af folkekirken. Men den, der vælger ateismen, skal have viden om, hvad religion og kristendom går ud på.
Forestillingen i Aarhus Domkirke i samarbejde med Teatret Svalegangen øger forvirringen. Hvor blev Gud af? Og Kristus? Forestillingen ”Befri Gudstjenesten” sender et forkert signal.
Så vil man forbyde bederummene på læreanstalterne. Hvad er meningen? I mange år har der været såkaldte refleksionsrum, som studenterpræster har stået for. Uden problemer.
Og så vil man tvinge folk med en anden kultur og religion til at gå i kirke.
Igen: Forvirringen er total.
Jeg har hele mit liv kæmpet for frisind. Det vil sige, at jeg ved, hvor jeg står, og derfor kan jeg sætte dig, der står et andet sted, i frihed. Det forudsætter, at jeg selv har et ståsted, der hviler på min overbevisning.
Begrebet frisind må hentes frem igen, for det er forudsætning for, at samfundet kan rumme folk med forskellig religion, ateisme, kultur eller politisk idé.
Men lige nu dør frisindet for øjnene af os, mens nationalisme fører til selvovervurdering, fanatisme og intolerance.
Vi skal værne om nationalstaten, kristendommen og vort politiske fællesskab og derudfra være med til at udvikle EU til et fredens projekt med frisind over for det, der er anderledes.
Asger Baunsbak-Jensen er præst, forfatter og tidligere undervisningsdirektør.