Kristendom som værdier, opium eller identifikationstilbud?

For nogle uger siden lykkedes det et par af vore biskopper at placere kristendommen helt i front i den offentlige debat. De kritiserede regeringens planer om at oprette et asylcenter i Rwanda med den begrundelse, at det ville være "i strid med kristne værdier". Dermed kom de – tilsigtet eller ej – til at støtte det nationalkonservative syn på kristendommens rolle: Den leverer de traditionelle "værdier", det danske samfund bygger på.

Modpolen til det synspunkt er det sekularistiske eller ligefrem ateistiske, altså den direkte bekæmpelse af kristendommen. Ateismen i den danske debat har to ansigter. Der er den velkendte klassiske påstand, at kristendom er en illusion, "opium for folket". Men der findes også en mere raffineret ateisme, iklædt religionsvidenskabens objektive attitude. Kristendommen er som al anden religion et udtryk for menneskers skabelse af kulturelle forestillinger.

Jeg foretrækker klart den klassiske ateisme, for den benægter åbenlyst kristendommens sandhed. Og dermed tager den alvorligt, at kristendommen netop hævder at være en sand forståelse af tilværelsen. Kristendom er ikke et menneskeligt påfund. Den er en tolkning af verdens dybeste beskaffenhed – og af meningen med menneskets tilværelse i verden. Den gør krav på at være sand og gyldig og som sådan bør den præsenteres i den offentlige debat.

Kristendommen møder os med to afgørende påstande: Universet, hele virkeligheden, skylder en guddommelig magt sin eksistens. Og fortællingen om manden Jesus tilbyder ethvert menneske dets meningsgivende livsmulighed. De påstande fremtræder ikke som to isolerede teser eller læresætninger, men er essensen af en rig sprogtradition, der først og fremmest består af de bibelske tekster, kirkens liturgi, salmedigtningen og den kristne kunst. Når jeg taler om kristendommens to grundpåstande, er det udtryk for, at menneskers forhold til denne religion ikke kun er tro, men også forståelse, dvs. et forsøg på med tankens hjælp at komme til klarhed over, hvad den indeholder, både som virkelighedssyn og som livsgrundlag. Kristendommen er en forstående religion, og derfor var der fra begyndelsen en tæt sammenhæng mellem tro, teologi og filosofi. Som en af oldtidens store teologer, Augustin (354-430) formulerede det: "Jeg tror for at komme til forståelse."

Kristendommens første grundpåstand er altså, at verden eller universet har en guddommelig skaber. Det er indholdet af det første led af vores trosbekendelse: "Vi tror på Gud Fader, himlens og jordens skaber." Denne ene sætning er netop en sammentrængt version af Bibelens skabelsestanke. De fleste kender fortællingen om, hvordan Gud skaber verden på seks dage – og mange (også præster) mener, at den er en slags primitiv forklaring, som naturvidenskaben forlængst har "modbevist". Men Det Gamle Testamentes skabelsestanke har mange udtryk, som for eksempel i Salme 19: ”Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. (…) På himlen rejste han solen et telt; som en brudgom går den ud af sit kammer ..”. Det er ikke primitiv videnskab, men skabelsespoesi, som udtrykker en undren over universets skønhed, orden og sammenhæng – og over dets blotte eksistens. I skabelsespoesien indgår en undrende taknemlighed over menneskelivet: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?” (Salme 8).

Troen på Gud som verdens og menneskets skaber blev i forståelsen – det vil sige teologien og filosofien – gennem århundreder udformet som såkaldte gudsbeviser. Det var udtryk for en overdrevet tro på fornuften, som stort set har været forsvundet de sidste 250 år. Men hvis troen på skabelse ikke kan gøres forståelig som bevis, hvordan så? Her som på mange andre punkter har K.E. Løgstrup fremsat et tankevækkende forslag: troen på Gud som skaber – og verden som skabt – er ikke et bevis, men en tydning. Vi tyder ikke kun kragetæer, tekster og tidens tegn, men også menneskers ord og optræden. Jeg kan ikke objektivt observere, om den anden er forstemt eller fortørnet – jeg bliver nødt til at tyde det. På samme måde skal tanken om verdens guddommelige ophav ifølge Løgstrup forstås som en altomfattende tydning af virkeligheden, en religiøs totaltydning.

Kristendommens anden grundpåstand er, ikke overraskende, knyttet til mennesket Jesus fra Nazareth. Men navnet kristendom skyldes, at tilhængerne efter hans død omdøbte ham til Kristus, det vil sige frelseren, som ikke kun er menneske, men Guds søn. Og det er som Guds søn, de fire evangelier i Det Nye Testamente skildrer ham, selv om de – især de tre første – også viser ham som menneske. Vi har ingen kilder til en viden om "den historiske Jesus", som man kalder manden fra Nazareth. Men vi bliver nødt til at antage, at han faktisk har eksisteret, og vi må hæfte os ved de træk, som er vigtige for hans betydning som genstand for den kristne tro.

Den betydning vil jeg forstå ud fra et luthersk syn på kristendommen. Luther hævdede, at troen og den alene gør et menneske retfærdigt over for Gud, dvs. sætter det i det rette forhold til de gudgivne   vilkår for dets tilværelse. "Retfærdiggørelsen ved tro" sker for Luther nærmere ved det "det salige bytte": Kristus bytter vilkår med mennesker. Disse har et mislykket forhold til tilværelsen – de er syndere – men Kristus har det rette forhold. Byttet består i, at Kristus overtager menneskets synd og giver det sin retfærdighed i stedet. Der sker en rolleombytning.

Det må naturligvis være hovedopgaven for luthersk kirke og teologi at formulere en nutidigt forståelig version af tanken om retfærdiggørelse ved tro og saligt bytte. I det lys læser jeg evangelisternes skildringer af Jesus, først og fremmest Matthæus’, Markus’ og Lukas’. Her ser vi, at Jesus tager Det Gamle Testamentes skabertro op og bruger to afgørende metaforer om Gud. Den ene findes i Det Gamle Testamente selv: ”Herren er konge! Han har klædt sig i højhed” (Salme 93). Billedet af skaberen som konge omformer Jesus til sit budskab om, at Gud er nær med sit kongedømme.

Endnu mere centralt er det, at Jesus bruger ordet "far" som direkte tiltale af Gud. Nogle forskere ser her en sammenhæng med, at Jesus var faderløs og dermed en decideret outsider i datidens Galilæa. Afgørende er imidlertid den religiøse betydning af Jesu tiltale af Gud som far. Central er her scenen i Gethsemane, hvor Jesus i lyset af sin kommende fornedrelse og død udbryder "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil". Bægeret er den forestående lidelse, og Jesu ytring er udtryk for, at han fastholder troen på, at universets og menneskets skaber er som en kærlig far. Jesus lever hele sit liv – og dør sin død – i en fastholdelse af taknemligheden mod livets ophav.

Kristen tro i dag består i, at et menneske kan identificere sig med evangeliefortællingernes Jesus. Som vi identificerer os med personerne i god litteratur og får udvidet vores livsforståelse, kan vi identificere os med den Jesus, der på trods af nederlag, lidelse og død fastholder troen på den guddommelige fars godhed. Forskellen er, at identifikationen med Jesus ikke kun udvider vor livsforståelse, men giver os den altafgørende livsmulighed. I pinsen hører vi, at det er Helligåndens værk. Måtte den komme over biskopper og alle andre.