Prøv avisen
Debat

Kristendom står og falder med opstandelsen - ikke med om det kan bevises i fysiktimen

Baggrunden for min fars bekymringer kom fra hans egen verden. Min far omgav sig med sjæle i vanskeligheder. Nogle af dem var teologer og præster, der havde anfægtelser, og som tilbragte længere eller korte perioder på nerveklinikker, som det blev kaldt. Illustration: Peter M. Jensen

MIN FAR VAR blandt de mange hundrede præster, der i slutningen af 1940'erne skrev under på en adresse imod adgang for kvinder til at søge præsteembeder. Flere af vennerne var med i adressen.

Da jeg som gymnasiast forkyndte for alverden, at jeg ville være præst, var der flere af embedsbrødrene, der morede sig. Jeg tror, min far ville have overlevet, selvom jeg var blevet teolog og præst. Men der er en ordveksling, som er dukket op i min erindring i anledning af opstandelsesdebatten.

Min far var ægte bekymret for, om jeg kunne gennemføre et teologisk studium med troen i behold. Jeg forstod så udmærket, hvad min far mente, men det var nu af helt andre grunde, at jeg blev jurist.

Baggrunden for min fars bekymringer kom fra hans egen verden. Min far omgav sig med sjæle i vanskeligheder. Nogle af dem var teologer og præster, der havde anfægtelser, og som tilbragte længere eller korte perioder på nerveklinikker, som det blev kaldt.

Den megen lærdom havde bragt dem i tvivl om, hvorvidt de kunne stå inde for det, de i præsteløftet havde lovet. At redde sig selv ved kækt at forkynde for omverdenen, at man stikker en nødløgn stod disse præster fjernt. De kæmpede i lønkammeret og under psykiatrisk behandling.

Troen, ikke mindst præsters tro, har i nogen tid været drøftet her i avisen. Det er opstandelsen, det drejer sig om. Kristendommen står og falder med påskens budskab. Ellers ville evangelierne kun være verdenshistorie.

Jeg forstår dog slet ikke denne megen snak om den fysiske opstandelse, og jeg håber ikke, at den snak giver så mange anfægtelser, at mennesker går i stykker ligesom de præster, der søgte min fars støtte. Det er altid bagsiden af medaljen af en væsentlig og nødvendig debat, at mennesker anfægtes.

JEG BLIVER IKKE I TVIVL på grund af et udsagn som ”Uden fysisk opstandelse, ingen opstandelse”. Citatet skulle hidrøre fra en teologisk professor. Det må han så mene. Men hvorfor i alverden er det så nødvendigt med denne fysiske opstandelse? Er det, fordi man ikke tror på opstandelsen uden fysiske beviser? Og hvad betyder en fysisk opstandelse egentlig? Er dette at gøre opstandelsen til fysik ikke at begive sig langt væk fra det guddommelige og dermed væk fra troens verden? Det, vi bekender i trosbekendelsen, er, at Kristus opstod af døde. Hvad der fysisk skete, står der ikke noget om, for der er ingen bibelske beretninger herom. Det er derfor for mig ubegribeligt, at man i den grad bliver ved med at kredse om det naturvidenskabelige.

Er det mon, fordi vi moderne mennesker, herunder nogle teologer, er blevet så påvirkede af naturvidenskabens autoritet, at selv et antal præster og andre teologer behøver den naturvidenskabelige autoritet i ryggen? Er det, fordi vi har mistet troen på en guddommelig magt, der kan udvirke, hvad vi ikke med forstanden, men netop kun med troen kan fatte? Opstandelsen kan kun være en trossag. Ingen så opstandelsen. De soldater, der var sat til at bevogte graven, snorksov.

Når vi tror på opstandelsen, er det fordi vi har tillid til de mange beretninger fra dem, der mødte Jesus efter opstandelsen. Spekulationer om, hvordan Jesus kom gennem de lukkede døre, hører ikke hjemme i troens verden, hvor Gudsriget netop er så usynligt som sjæl og sind, men dog så tydeligt som en stad på bjergetind. (Grundtvigs salme: ”Vidunderligst af alt på jord”.)

Hvad der foregår i sjæl og sind er netop på samme tid ganske usynligt og dog så fyldt med billeder inde i os selv og legemliggjort i kunsten igennem 2000 år. Det mest væsentlige i et tænkende menneskes liv er netop det, der foregår i sjæl og sind, i de billeder, vi selv skaber i sindet, og de billeder, malere, billedhuggere og digtere skaber, og som lever videre inde i os.

I MIT SIND lever altertavlen i min barndoms Sions Kirke stadig. Den vantro Thomas kaster sig ned for den opstandne. Jeg tænkte aldrig: Hvordan gjorde Jesus det? Hvordan væltede han stenen væk? Jeg tænkte kun, at det var uforståeligt, hvordan Thomas kunne tvivle, og hvordan andre disciple kunne være så dumme, at de ikke genkendte Jesus, da de vandrede sammen til Emmaus.

Det ville ikke have ændret noget, om evangeliet havde berettet, at Peter og et par andre stærke fiskere rullede stenen fra graven, og Gud Fader kom frem i skyerne og råbte: Min søn kom herud! Opstandelsesunderet havde ikke været mindre, og langfredag havde ikke været udslettet.

Kristendommen står og falder med troen på, at Kristus overvandt døden - ikke med, om det kan bevises i fysiktimen.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen