Kristendommen er vor arv

Kristendommen skal gives videre gennem slægterne, skriver kirkeminister Birthe Rønn Hornbech på baggrund af J.P. Jacobsens bog "Niels Lyhne"

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen

Oprindelig havde J.P. Jacobsen givet sin roman "Niels Lyhne" titlen "Ateisten". Romanen er beretningen om ateistens kamp for at komme fri af Gud. Men det er lettere sagt end gjort, for ateisterne må altid tumle med spørgsmålet: Hvad har vi, når vi har smidt Gud ud?

Ja, så har vi en menneskefostret idé, der ikke er "så fast en borg", og som man let kommer til at svigte. I dødens stund griber man til sin barndomslærdom og folder sine hænder og beder til Gud.

Da Niels Lyhne er 12 år, forelsker han sig i sin 14 år ældre faster. Men hun er døende. Ved dødslejet kaster drengen sig på knæ. Han trygler Gud om at beholde hende og forsøger at handle med Gud. Der er ikke grænser for, hvad han lover Gud, hvis Han bare vil lade Niels beholde fasteren. Og til sidst skælder han ud på Gud. Fasteren dør.

For Niels Lyhne bliver den uopfyldte bøn skelsættende. Fra da af beder han ikke mere aftenbøn. Han er blevet gudsfornægter af trods, og uanset hvor meget han længes, så kalder han ikke mere på Gud.

Som ung mand er han en juleaften alene i København og driver om i byen. Han vil ikke have med julen at gøre. Han møder en gammel ven, lægen Hjerrild, og hektisk forsikrer han vennen om, at han har vendt kristendommen ryggen. Men Hjerrild advarer ham. For nok kan det være en lykke at kæmpe for en idé, der har fremgang, men demoraliserende at kæmpe for noget, der ikke har fodfæste. Hjerrild, der selv er fritænker, mener alligevel, at kristendommen har magten.

Hjerrild og Lyhne kommer forbi et hus, hvor der synges julesalmer, og Hjerrild, som har forstået sammenhængen mellem folk og kirke, siger, da julesalmen lyder ud på gaden:

"Det er også os. Det kristne i folket." Men den Niels Lyhne, der engang som dreng anråbte Gud om at redde fasteren, presser nu sin bekendelse frem:

"Der er ingen Gud, og mennesket er hans profet"; og han forestiller sig den dag, da menneskeheden frit kan juble, at der ingen Gud er. Han mener, at himlen først bliver fri, i stedet for et truende spejderøje, når gudløsheden er blevet den ny tro.

Hjerrild indvender tørt, at Lyhne sandelig må have en vældig tro på menneskeheden, for ateismen vil jo komme til at stille større krav til menneskeheden end kristendommen.

Lyhne gifter sig med Gerda, som insisterer på at følge sin mands idéer. Og han lærer hende, at alle guder er menneskeværk. Han udvikler for hende, at selvstændigheden uden en kontrollerende Gud vil give menneskeslægten kraft.

Da Gerda skal dø, tilkaldes præsten. Hun tør ikke forlade denne verden alene. Hun har igen vendt sig mod sin frelser og forladt sin ægtemands idé.

Kort efter Gerdas død bliver deres eneste barn meget sygt. Niels fortvivles over sit barns lidelser. Og han begår det, han selv betragter som et syndefald. Han svigter sine egne menneskeskabte, ateistiske idéer. Hans anskuelse duer til intet.

Han truer mod den himmel, han fornægter, og han kaster sig på sine knæ og trygler den Gud, han så længe har fornægtet. Barnet dør. Men traditionen har været så stærk, slægten har i så mange tusinde år altid råbt imod himlen i sin nød, at Niels også har givet efter for denne nedarvede trang.

Ham Gud er svær at få ud.

Niels går i krig og bliver skudt. Feltlægen spørger på dødslejet, om ikke Lyhne vil have en præst. Lægen er vennen Hjerrild.

Niels ønsker ikke præst, og igen er det Hjerrild, der forsøger at formilde Niels. Anskuelser er kun til at leve på, vi kan dog aldrig få den Gud helt ud af himlen.

Ateisten læge Hjerrild overleverer os sit testamente: Vi kan ikke få Gud ud. Vor hjerne har for mange gange tænkt sig ham deroppe. Det er ringet ind i hjernen. Det er sunget ind i hjernen, fra vi var ganske små.

Kristendommen er vor arv, som skal gives videre gennem slægterne. Det er vort ansvar at give arven videre ved at prædike, så ikke arven uddør uden arvinger, ligesom Lyhne-slægten uddør med Niels.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen