Kristendommen har altid levet med forhånelsen

Med Jesu historie har kristne et andet forhold til karikerende tegninger af Jesus end muslimer har til tegninger af Muhammed

På billedet ses verdens ældste kendte graffiti-hån. Tegningen er fra det 2. århundrede og forestiller den korsfæstede Kristus med æselhoved. -- Arkivfoto.
På billedet ses verdens ældste kendte graffiti-hån. Tegningen er fra det 2. århundrede og forestiller den korsfæstede Kristus med æselhoved. -- Arkivfoto.

Under udgravninger på Palatinerhøjen i Rom for cirka 150 år siden fandt man en tegning ridset i ind en husmur. Den forestiller en mand med et æselhoved, som er korsfæstet på et T-formet kors. Ved siden af krucifikset står en skikkelse af en mand, som ser op på æslet. Nedenunder ser man en indskrift på græsk: "Alexanenos tilbeder sin Gud".

Denne lidt ubehjælpsomme tegning er fra 2. århundrede og var den tids graffiti. Den forestiller den korsfæstede Kristus og er den ældste kendte fremstilling af Jesus på korset. Jesus er tegnet med æselhoved. Sammen med indskriften viser det, at tegningen skal opfattes som en hån mod de kristne.

Æselkrucifikset eller "spottekrucifikset" er sandsynligvis begået af en romersk soldat for at gøre nar ad de kristne og deres Kristus. Men lige siden har afbildningen af den korsfæstede været det stærkeste kristne symbol.

Krænkelse af religioner og religiøse skikkelser er altså ikke noget nyt. I Romerriget var kejserdyrkelsen statsreligion. Over for den måtte alle andre finde sig i hån og forfølgelse.

Men spottekrucifikset fortæller også om det, som skildres i evangelierne om Jesu lidelse og død. "Han var foragtet og forkastet af mennesker, en smerternes mand og kendt med lidelse" eller i Paul Gerhardts passionssalme "O hoved højt forhånet".

I en urkristen hymne i Filipperbrevet, som er en af de tidligste salmer i kristendommen, hedder det: "Han gav afkald på at være lige med Gud. Han tog en tjeners skikkelse på. Han blev mennesker lig. Han ydmygede sig til døden, ja, døden på et kors."

Det må naturligvis gøre ondt på os som kristne at se Jesus forhånet og vanæret. Men krænkelse og forhånelse var en del af Jesu liv og kan ikke tage noget fra ham. Den historie, som udspiller sig i påsken, udtrykker den værst tænkelige fornedrelse. Ingen forhånelse kan blive værre end den.

Krænkelse af religiøse symboler og religiøse skikkelser kom for alvor på dagsordenen efter karikaturtegningerne af Muhammed. Som kristne må vi have dyb forståelse for den krænkelse, som en forhånelse af det helligste medfører. Derfor er det ikke svært at forstå reaktionerne i den muslimske verden.

Men med Jesu historie har kristne et andet forhold til karikerende tegninger af Jesus, end muslimer har til tegninger af Muhammed.

Kristus tåler forhånelsen; det gør Muhammed ikke. Det betyder ikke, at vi blot kan sige: Når vi må tåle det, så kan de vel også.

For her ligger en af forskellene mellem kristendom og islam. Afgørende for os er, at Gud blev menneske. Gud har prøvet at være helt nede i skidtet. Det er en forskel fra gudsbilledet i islam, hvor en sådan tanke er gudsbespottelig. Hvad vi må gøre, er at respektere hinandens tro og religiøse følelser med vore forskelligheder.

Kristendommens budskab om Jesu lidelse, død og opstandelse er et budskab om fred og forsoning mellem Gud og mennesker. Freden betyder, at skillevæggene er revet ned mellem jøder og kristne, men også i forholdet mellem kristne og muslimer. Ikke sådan, at der ikke er forskel på religionerne, men i hans lidelse, død og opstandelse har vi lige adgang til Gud.

Forsoningen i Kristus er udgangspunkt for, at vi skal forsone os med hinanden, så at vi heller ikke krænker og sårer hinanden unødigt.

Trods forskelle i tro og overbevisning er der en afgørende basis for, at vi kan leve i respekt for hinanden. Ikke ved, at vi isolerer os fra hinanden, men ved, at vi lever sammen med hinanden og deler vor tro med hinanden. Også det som er allermest værdifuldt for os.

Lars Mandrup,
sognepræst,
Skolevangs Allé 72
Risskov