Kristendommens fromhed tiltrækker kinesere

Tusinder går dagligt over til kristendommen i Kina, og regimet lægger dem ikke de store hindringer i vejen

En gruppe kristne kinesere mødes i en huskirke i Shaanxi-provinsen. Protestantismen vokser frem i Kina, hvor den protestantiske arbejdsetik har fundet et nyt hjem.
En gruppe kristne kinesere mødes i en huskirke i Shaanxi-provinsen. Protestantismen vokser frem i Kina, hvor den protestantiske arbejdsetik har fundet et nyt hjem. Foto: STR/ Denmark.

INTETSTEDS stormer kristendommen frem som i det kommunistiske Kina. En million nye kristne kommer årligt til, og det anslås, at der om søndagen er flere til gudstjeneste end i Europa.

De protestantiske kirker vokser hurtigere end den katolske, men den katolske kirkes vækst giver ikke desto mindre anledning til større bekymring i regimets ledende kadrer, for man frygter for, hvad Vatikanet kan pønse på. Men derudover ser magtens kadrer faktisk med milde øjne på den moral og arbejdsetos, der altid blomstrer i kristendommens fodspor.

Det kan man læse af to større artikler i engelske The Standpoint og tyske Tagesspiegel. Begge ridser enslydende den nyere historie op: Under Mao var religionsudøvelse strengt forbudt. Efter hans død i 1976 blev linjen opblødt, og Deng Xiaoping indskrev i 1979 religionsfrihed i landets forfatning.

Dog mødes mange kinesiske kristne stadig helst i undergrundskirker, som myndighederne ikke har kontrol med. De er dog tålte, men kan udsættes for myndighedernes chikane.

Man anslår, at der nu er knap 70 millioner kristne i Kina. Det er flere, end der er medlemmer af det kommunistiske parti. Lidt under 60 millioner er protestanter, resten katolikker.

For Standpoint besøger Scott Plummer havnebyen Wenzhou. Den anses som en mønsterby, og befolkningen har en særlig stor andel af kristne, heriblandt adskillige virksomhedsledere.

De er overbeviste om, at erhvervslivet profiterer af egenskaber som ærlighed og personlig ansvarlighed, som betones i kristendommen. Den protestantiske arbejdsetik har fundet et nyt hjem i det post-revolutionære Kina, konkluderer Plummer og fortsætter: Forudsat at man ikke anses for oprørsk af regeringen, er det ikke vanskeligt at være kristen i Kina i dag.

Men overtræder man en bestemt streg i sandet, falder hammeren. Plummer nævner en række eksempler på kristne, der er blevet smidt i fængsel, og Ma Daqin, katolsk biskop i Shanghai, har siddet i husarrest siden juli 2012.

Malthe Lehming fra Tagesspiegel har også rejst rundt i Kina og besøgt gudstjenester og talt med kirkeledere. Han fortæller om regimets nye tolerance, der dog følges af et ønske om at holde snor i kirkerne. Derfor anerkendes de officielle og synlige kirker, som skal leve op til tre selv-principper: selv-forvaltning, selv-styre og selv-finansiering.

DE KRAV STILLER de kinesiske katolikker over for et problem, for da skal de selv udnævne deres biskopper. Forbindelser til Vatikanet er udtrykkeligt forbudt. Nævnte biskop Ma Daquins forseelse var, at han anerkendte paven og trådte ud af den statsligt sanktionerede katolske kirke.

De protestantiske kirkesamfund i Kina er anderledes uafhængige og vokser derfor hurtigst. Deres vækst stimuleres også af talrige missionærer fra USA og Sydkorea.

Malte Lehming taler i Beijing med en ung adjunkt i religionsvidenskab, Yang Huiling, der også nævner, at regimet begynder at anse kristne værdier som en stabiliserende faktor. De kristne, der går i kirke om søndagen, er bestemt ikke samfundsomstyrtere, men i reglen flit-tige mennesker: disciplinerede, organiserede og værdibevidste, konkluderer Lehming.

Han møder også den tyske præst Karl-Heinz Schell i Beijing. Denne beundrer sine kinesiske trosbrødre og er begejstret for også de officielle kirker med de tre selv-principper. Hvis man ikke anfægter partiets overhøjhed, har man i dem lov til alt, siger den protestantiske præst.

Schell betoner, at i Kina medfører skærpet modernisering ikke skærpet sekularisering. Tværtimod: Med modernitetens fremgang kommer en voksende søgen efter fællesskab, holdepunkt og åndelighed. Og hvad fællesskabet angår, står kristendommen stærkere end buddhismen og taoismen, der ikke byder på tilsvarende menighedsliv.

I Hongkong møder Tagesspiegel lederen af hjælpeorganisationen Amity Foundation, Anthony Tong Kai Hong. Han fortæller, hvordan det ude på landet især er de fattige, de uuddannede og de gamle, der søger mod kirken, mens det i storbyerne omvendt er de rige, de veluddannede og de unge. Men begge steder er der tale om et vedholdende boom. Hver dag går tusinder i Kina over til kristendommen, siger Kai Hong.

Noget, som dog kan give de kinesiske ledere nervøse tics, er mindet om pave Johannes Paul II, der i 1978 indtog sit embede med ordene: Vær uden frygt! Åbn, ja, riv dørene på vid gab for Kristus!. Ordene var ikke mindst henvendt til hans polske landsmænd, som havde øren at høre med, og det blev begyndelsen til enden for Østblokken. Partiet vogter nøje på, at intet lignende skal overgå det socialistiske Kina.

Anders Raahauge er kulturjournalist