Kristent tidehverv i asatroen

At træde offentligt frem med en religiøs omvendelse er ikke nemt, men vi ønsker ikke at lade folk blive i illusionen om det mulige i at genoplive en for længst afdød tradition

Under overskriften "Asatroen er forbi" bragte Kristeligt Dagblad mandag 15. november et interview med Peter Béliath (PB). Dette interview har vakt en del furore i det nyhedenske miljø. Bl.a. er interviewet faldet Søren Fisker (SF) for brystet. I et debatindlæg i dette forum tager SF således til genmæle.

Desværre består SF's genmæle mestendels af løse påstande og halve sandheder. Vi vil her gerne dementere en række af disse. Hvem er så vi? Vi er Peter Béliath, Mads Højmark og Jacob Christiansen, alle forhenværende medlemmer af den nuopløste, fynske asatrogruppering "Gungnis:kind". Vi er i dag alle tre kristne.

Der er således ikke belæg for at påstå, at Kristeligt Dagblads interview med PB blot er udtryk for en enkelt "frafaldens" religiøse luner. Der er snarere tale om de første tegn på et åndeligt tidehverv. Vi er endvidere ikke de første; i 2003 blev et meget fremtrædende medlem af en sjællandsk blotgruppe kristen, og man må forvente, at dette er noget, som fortsat vil ske i takt med den åndelige modning af det nyhedenske miljø. Vi spår, at det først og fremmest vil være de mest seriøst søgende, som forlader nyhedenskabet til fordel for kristendommen.

Motivet for offentlig omvendelse

SF skriver: "Ingen er som bekendt så kritiske som frafaldne, der skal vise omverdenen, hvorfor de nu tror på noget andet end sidste år." SF er åbenbart motivdetektiv, idet han mener sig i stand til at gennemskue motivet bag PB's udtalelser i interviewet. Desværre tager SF fejl af motivet.

Egentlig er det ikke specielt tillokkende at skulle stille sig frem for at udbrede sig om en religiøs omvendelse som den, der her er tale om. For det viser sig, at omverdenen (ikke kun asatromiljøet) ikke altid ser med milde øjne på dette. Nogle bliver forskrækkede, andre forargede. At træde offentligt frem med et sådant vidnesbyrd gøres ikke primært af lyst, men fordi det at undlade det måske i virkeligheden ville være at gøre det nyhedenske miljø en bjørnetjeneste. Vi ønsker altså ikke at lade folk blive i illusionen om det mulige i at genoplive en arkaisk, for længst afdød tradition.

Asatroen har utvivlsomt været en valid og autentisk religion i sin velmagts oldtidsdage. I dag står der stadig en rækker brokker tilbage af denne gamle tradition. Det er ikke længere muligt at få et hus ud af disse brokker, men de bliver stående som det, N.F.S. Grundtvig kaldte "Nordens Gamle Testamente", altså som en mægtig, men også uhyre fragmentarisk overlevering om den førkristne germanske spiritualitet. Essentielt er denne ikke væsensforskellig fra den spiritualitet, man finder i kristendommen. Det er vi ikke de første, der opdager. Grundtvig så det, og J.R.R. Tolkien så det, hvilket er rigt dokumenteret i hans legendariske roman "Ringenes Herre".

Den nye asatro

SF skriver, at PB aldrig har repræsenteret "hovedstrømmen af den nye asatro". Dette har været gældende for hele "Gungnis:kind". SF ser dette som noget negativt, vi ser det som et naturligt udslag af, at den selvudnævnte "hovedstrøm" tager fejl. Ikke dermed sagt, at vi sidder inde med et komplet billede af den sande asatro. Det gør vi ikke, og det ville i øvrigt heller ikke have været muligt. Det er derfor, vi er blevet kristne. SF røber sig selv med begrebet "den nye asatro". En sådan har - ud fra det lidt, som det er muligt at vide – intet at skaffe med den gamle autentiske asatro.

En af SF's anker mod "Gungnis:kind" er, at dens tilgang til asatroen har været "esoterisk". For SF er det esoteriske åbenbart noget negativt. Besynderligt nok, eftersom enhver gyldig religion består af en esoterisk kerne, uden hvilken den eksoteriske yderside ikke er forståelig. I oldtidens asatro blev denne esoteriske inderside udtrykt i de såkaldte runer. I de gamle germanske sprog betød ordet rune "mysterium", og begrebet rune blev altså ikke kun brugt om skrifttegn, men om numinøs viden (spirituel indsigt af guddommelig herkomst) generelt. I kristendommen antydes den esoteriske dimension bl.a. via betegnelser som mysterium Christi (Kristi mysterium), mysterium regni Dei (Guds riges mysterium) og mysterium fidei (troens mysterium), som biskop Wulfila meget sigende oversatte til "runa galaubeinais" i sin gotiske Bibel. Vore germanske forfædre havde altså en udviklet forståelse for de spirituelle ligheder mellem kristendommen og deres førkristne religion. Denne forståelse synes desværre at være gået uhjælpeligt tabt. (forkortet af red.)

Peter Béliath, Mads Højmark og Jacob Christiansen er alle eksmedlemmer af asatrosgruppen "Gungnis:kind"