Prøv avisen

Kristentroen er et ja til alle slags menneskeliv

Gud tager imod alle mennesker med uforkortet kærlighed. Også de mislykkede, skriver dagens læser Foto: Scanpix

"Gud og kristentroen er et ja til menneskelivet, også det mislykkede, maltrakterede og ødelagte menneskeliv, som ikke magter at leve mere," skriver dagens debattør og pastor emeritus, Bjarne Lenau Henriksen

HALFDAN RASMUSSEN siger i digtet Mellem skygger fra samlingen Paa Knæ for Livet, 1948: Giv mig den tro, der ikke søgte læ. Det har jeg taget til mig. Det har sporet mig ind på et livslangt kærlighedsforhold til usikkerhedens, åbenhedens og uvishedens tro.

Det er måske den tro, der bedst kan bære med på tabet, fortvivlelsen, håbløsheden og meningsløsheden, alt imens den læner sig op ad afmagtens hærdebrede ryg.

Det er den kristne tro, der kommer igennem angsten med angsten i behold, som lever sig gennem håbløsheden med håbet i behold, og som anerkender livets uendelige mangfoldighed. Dens tilgang til livet er undrende, spørgende, undersøgende, videbegærlig, nænsom og ydmyg.

Det er den tro, der møder mennesket i øjenhøjde, også når det ligger ned. Den bliver hos mennesket, også når det ikke magter at rejse sig op. Muligheden for tab af liv, mening, kærlighed og håb er livsvilkåret for den tro, der ikke søgte læ.

Troen går efter livet. Den vil livet. Går ind i livet. Og bliver der betingelsesløst. Den vil ikke andet end at være der. Solidarisk. Uden bagtanker. Den stiller ingen krav om særlige livsbetingelser. Den tro er tro til døden.

I MINE UNGE PRÆSTEÅR, da jeg var leder af Sct. Nicolai Tjenesten, læste jeg den algerisk-franske forfatter og filosof Albert Camus. Jeg var optaget af, men kunne ikke komme til rette med den nihilisme, som han i min læsning af ham var eksponent for.

Oplevelsen af meningsløshed ligger altid snublende nær, når man færdes ude på randen af eksistensen, især når man er tilskuer til den, og man kan blive fascineret af den på en ejendommelig måde. Faren opstår, når meningsløsheden udvikler sig til ren og skær intethed, hvor alt er uden værdi. Det var lige før, Camus fik mig til at tro på det.

Albert Camus siger i Sisyfosmyten, at det eneste filosofiske problem, der er værd at drøfte, er selvmordet. Selvmordet sætter livets grundlæggende værdi på dagsordenen, helt ude på den yderste kant, dér, hvor livet og døden brydes med oplevelsen af meningsløsheden som grundsubstans.

Er livet værd at leve? Det er det, selvmordstænkende mennesker overvejer. Hvis ikke deres fortvivlelse, desperation eller psykiske lidelse har suspenderet alle fornuftigt betingede intellektuelle refleksioner.

Når et menneske suverænt og med den personlige integritet i behold evner at reflektere over livets inderste mening og værdi, er selvmordet sjældent den indlysende udvej! Jeg har aldrig mødt et menneske, der har overvejet eller besluttet sig til at begå selvmord, hvis ikke det var, fordi selvmordet blev oplevet som svaret på den dybeste fortvivlelse.

JEG HAR MØDT mennesker med en så afgrundsdyb meningsløshed, at jeg uden problemer kunne forstå deres ønske om ikke at ville leve mere. Ansvaret for deres eget liv har de udelukkende magtet at udmønte i selvmordet.

I den situation kommer troen, der ikke søgte læ, ikke rendende med belærende filosofiske og teologiske fremstillinger af livet som Guds gode gave, som mennesket anstændigvis ikke må sige nej til ved at være selvmordstruet. Og den sætter aldrig trumf på med truslernes trussel: Selvmord er en synd, der styrer direkte mod den evige fortabelse.

Tværtimod sætter troen ind med spontan anerkendelse af medmenneskets ulykkelige situation og med et betingelsesløst nærvær, som går ind i elendigheden og bliver der. Den læ-løse tros håb har en indre langsomhed og tålmodighed, som fastholder menneskets integritet som Guds elskede skabning.

Gud og kristentroen er et ja til menneskelivet, også det mislykkede, maltrakterede og ødelagte menneskeliv, som ikke magter at leve mere. I dette spændingsfelt uden læ og beskyttelse lever Gud og kristentroen med uanede kræfter.

LÆS OGSÅ:
Den død, vi ikke taler om

Troen, der ikke søgte læ, anerkender menneskelivets suveræne værdighed under alle forhold, ganske enkelt fordi værdigheden kommer fra Gud.

Det er mit indtryk efter mange års virke midt i det danske folkekirkeliv, at langt de fleste præster møder selvmordets berørte mennesker med den læ-løse tro, der tør gå ind og sige: Vi fatter ikke dybden af det, der er sket. Men vi tror, at Gud selv er der og tager imod med uforkortet kærlighed.

Bjarne Lenau Henriksen er pastor emeritus og pensioneret chef for Kirkens Korshær