Prøv avisen
Debat

Kristian byttede amfetaminen ud med løbesko

Vi løber en tur langs stranden i Ishøj. Side ved side. To løbere med intet til fælles – bortset fra drømmen om de lange løb. Imens Kristian vrider sin hjerne og sit hjerte for historier, kører min egen hjerne ud ad en tangent. Det slår mig, at når vi løber, betyder baggrund, livssyn, religion, sprog og personlige kampe ikke noget. Vi har det samme mål, vi skal den samme vej. Ned til molen og tilbage. Foto: Lars Schmidt

Kristian var psykisk syg misbruger og ramte bunden, da han boede på gader og stræder i København. Det eneste, han ville med sit liv, var at gøre det forbi. Hans redning blev et job som avissælger for Hus Forbi. Det fortæller Maren Elise Skjerlie Gilling i denne artikel

Det er mors dag. Min mellemste søn har inviteret mig ud på kaffe. Vi går hånd i hånd ned ad Vesterbrogade. Hans lille hånd i min.

På fortovet foran os ligger en hjemløs kvinde sammen med sin hund. Hun er fuld og trist, og hendes makeup er tværet ud i hele ansigtet. Min søn går i gang med tale med hendes hund, og den ruller sig straks rundt på ryggen. Med alle fire poter i vejret hengiver den sig til de små, buttede børnefingre.

Jeg sætter mig ned ved siden af kvinden. Hun sælger Hus Forbi, og jeg køber en avis af hende, som jeg putter ned i min indkøbspose. Vi sidder der et stykke tid, og hun fortæller, at hun har fem børn. Hun forventer ikke, at de ringer til hende. Heller ikke på mors dag.

Jeg giver hende en krammer og går grådkvalt derfra til den café, hvor min søn giver kaffe. Min skinny latte med dobbelt shot smager ikke så godt. Jeg fortryder, at vi ikke har inviteret kvinden med på café. Os mødre imellem. Os mennesker imellem!

Mødet med kvinden fylder i min krop resten af dagen. Vores møde på Vesterbrogade ligger som en tung sten i min mave, og jeg mærker en insisterende, uforløst nysgerrighed: Hvordan havner man der i sit liv, hvor man ligger fuld og trist på Vesterbrogade klokken 11 søndag formiddag? Hvor gik det galt? Hvilke historier bor der i sælgerne af Hus Forbi?

Efter at have lagt ungerne i seng åbner jeg min pose. Hus Forbi ligger øverst, og jeg begynder at læse. Fra start til slut. På den sidste side i avisen kan jeg læse om Hus Forbi-sælgeren Kristian. Han skal løbe Copenhagen Half (Marathon, red.). Dette er min chance, da jeg skriver om løb. Jeg skriver straks en mail til avisens redaktionschef.

Et par uger senere møder jeg Kristian i hans etværelseslejlighed i Ishøj sammen med fotograf Lars Schmidt. Jeg har slæbt Lars med for billedernes skyld – men han forstår hurtigt, at det ikke handler om billeder, men om min egen usikkerhed.

I Kristians lejlighed er der en sofa, et spisebord og to stole. Den ene stol sidder Kristian på. Den anden stol ligger i to dele i hjørnet. Dette er rammerne for Kristians nye start på livet. Han har byttet amfetamin og kokain ud med løbesko og drømmen om at fuldføre Copenhagen Half.

Vi løber en tur langs stranden i Ishøj. Side ved side. To løbere med intet til fælles – bortset fra drømmen om de lange løb. Imens Kristian vrider sin hjerne og sit hjerte for historier, kører min egen hjerne ud ad en tangent. Det slår mig, at når vi løber, betyder baggrund, livssyn, religion, sprog og personlige kampe ikke noget. Vi har det samme mål, vi skal den samme vej. Ned til molen og tilbage.

Han fortæller om et liv, der har været turbulent, rodløst og fyldt med svigt. Svigt han har påført andre mennesker. Han er hudløst ærlig og uden filter. Han har ikke behov for at pynte på sin historie og sine fejltagelser. ”Motion creates emotions,” tænker jeg (på dansk: motion skaber følelser).

Kristian beretter om brændte broer, alvorlige psykiske diagnoser og et liv på gaden i København. Han har altid haft følelsen af at være forkert og underlig. ”Måske blev jeg tabt på gulvet ved fødslen,” siger han mut.

Kristian ramte bunden, da han boede på gader og stræder i København, og det eneste, han ville med sit liv, var at gøre det forbi.

”Jeg sad en hel dag og kiggede på togsporene, men jeg kunne ikke gøre det forbi. Det ville være synd for de mennesker, det ville gå ud over,” siger han.

Hans redning blev et job som avissælger for Hus Forbi.

”Det blev et vendepunkt i mit liv. Jeg er blevet venner med dem, der arbejder uden for den butik, hvor jeg sælger mine aviser,” smiler Kristian.

Det årelange misbrug har efterladt en milliongæld til venner, familie og banker. ”Nu har jeg mulighed for at tilbagebetale de penge, jeg skylder,” siger han. De gamle venner og bekendtskaber, der så tit har fået ham til at tage de forkerte afgørelser og beslutninger, er byttet ud med kunderne og de ansatte uden for Rema 1000 i Hillerød.

”Kristian har en helt særlig stjerne i vores butik. Han vinder manges hjerter, især de til tider skæve eksistenser fra Teknisk Gymnasium,” siger butikschef Mikkel, imens han lægger en arm rundt om Kristian og smiler.

”Han sørger for at holde orden på parkeringspladsen, samle skrald op og taler med vores kunder,” fortæller Mikkel.

”Ja!” afbryder Kristian. ”Og hvis nogen prøver at stjæle, så er jeg efter dem! Man skal altså ikke stjæle! Jeg har altid været vildt dårlig til at lave indbrud. Det er ikke min stil.”

Jeg er imponeret over, hvor enormt stolt Kristian er af sit arbejde som avissælger. Han irriteres over dem, der ikke følger de skrevne regler som sælger af Hus Forbi. Han omtaler køberne som kunder, og han er enormt høflig og imødekommende over for dem.

”Jeg skal jo ikke proppe avisen ned i halsen på dem. De skal kun købe den, hvis de har lyst til det.”

”Ved at løbe Copenhagen Half vil jeg bevise over for mig selv og alle andre, at man godt kan hanke op i sig selv og ændre det liv, man lever. Jeg vil også vise, at mine diagnoser ikke skal forhindre mig i at løbe langt.”

Men Kristian har altså været der før. Han er startet forfra mange gange.

”Denne gang skal det lykkes for mig. Jeg finder styrke og kræfter gennem løb. På mine depressive dage hjælper det at løbe. Jeg kan blive helt høj og glad i hovedet. Det giver ro i min krop, og jeg taler ikke som et maskingevær. Man kan vel sige, at jeg blomstrer op, når jeg løber,” smiler han.

Han er overbevist om, at han har det, der skal til af vilje, beslutsomhed og stædighed for, at hans projekt vil lykkes.

”Jeg går helhjertet ind i tingene, og det er dét, der skal bringe mig over målstregen den 17. september.”

Jeg tænker straks på den tidligere eliteløber Henrik Thems ord: ”Hver løbers vigtigste opgave er at blive den bedste version af sig selv. Du kender ikke andres historier. Kun din egen. Sæt et mål. Gå efter det.”

Dette er Kristians historie. Dette er Kristians mål. Og han går efter det.

Maren Elise Skjerlie Gilling er skribent, løber og løbetræner.

”Man kan vel sige, at jeg blomstrer op, når jeg løber,” siger Kristian. Han var psykisk syg misbruger og ramte bunden, da han boede på gader og stræder i København. Det eneste, han ville med sit liv, var at gøre det forbi. Hans redning blev et job som avissælger for Hus Forbi. Foto: Lars Schmidt
Foto: Lars Schmidt
Foto: Lars Schmidt