Kristian Leth: Kære mig som student...

Kristeligt Dagblad har i anledning af de nyslåede studenter spurgt en række kendte danskere, hvilket råd de ville have givet sig selv som student. Kristian Leth ville opfordre sig selv til at stole mere på sine personlige karakterer end dem på studenterbeviset

Jeg er ikke den store fortaler for, at det hele nok skal gå, for det skal det nok, siger Kristian Leth i dag. Og det råd ville han også give sig selv, hvis han kunne skrue tiden tilbage til dengang, han blev student.
Jeg er ikke den store fortaler for, at det hele nok skal gå, for det skal det nok, siger Kristian Leth i dag. Og det råd ville han også give sig selv, hvis han kunne skrue tiden tilbage til dengang, han blev student. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

”Jeg har ikke brugt min studentereksamen til noget som helst overhovedet. Den virkede så vigtig på det tidspunkt, men livet er langt og fyldt med alle mulige uforudsete skift og pointer.

Jeg er ikke den store fortaler for, at det hele nok skal gå, for det skal det nok. Til gengæld er der alt for meget fokus på, at det hele kun går, hvis man har de rigtige karakterer.

Jeg tror meget på, at man selv skaber den virkelighed, man er i, og det gør man kun, hvis man vælger at gøre noget ved den. Men virkeligheden har bare utrolig lidt at gøre med de åndssvage tre år, hvor man i og for sig bare går i skole. 

Folk tror, at deres værd er koblet op på, hvilke karakterer de får. Da jeg blev student, var der meget få, der fik 13. I dag er der en forventning om, at folk skal have 12, hvilket virker fuldstændig langt ude.

Jeg ville gerne have givet det råd til mig selv, at der som voksen bliver lagt vægt på, om man kan finde ud af at løse opgaver, være til stede, give sig hen til et stykke arbejde og tænke anderledes. Lige præcis de erfaringer har intet at gøre med karakterer.

Når jeg som voksen skal arbejde sammen med nogen, så vil jeg til enhver tid hellere gøre det med en, der har de egenskaber end gode karakterer. 

Jeg vil gerne minde de kommende studenter om, at den måde, man løser opgaver på i skolen, har utrolig lidt at gøre med den måde, man løser opgaver på som voksen. I sidste ende er det de personlige karakterer, der betyder noget.
 
Endelig vil jeg give det råd, at vi stadig må tro på, at vi skal gøre verden til et bedre sted. Jeg har masser af håb for, at det nok skal ske.”

Kristian Leth, student 1998, i dag musiker og forfatter.

Følg med i tidens største værdidebatter og hverdagsdilemmaer, som samles og udsendes hver torsdag. Skriv dig op til nyhedsbrevet her.