Man kan ikke basere sin selvforståelse alene på kritik af andre. Det gælder også for kristendommens vedkommende. Det går galt med ens egen kristne selvforståelse, hvis man bygger den op på en kritik af islam. Og det bliver ikke bedre, selv om denne kritik kun er indirekte. Det vil sige, når man vælger at basere sin kristne selvforståelse på temaer, der ligger så langt fra islams selvforståelse som muligt.
Det er, så vidt jeg kan se, det, der er ved at ske for tiden. Også teologisk set. Thomas Reinholdt Rasmussen og Henrik Bang Møller er med deres tilspidsede sandheder om den kristne treenighedsforståelse med til at fremme denne polarisering i forhold til islam (jævnfør mit indlæg i Kristeligt Dagblad den 11. maj).
Herved sker der to ting: 1) Forholdet til islam bliver konfrontatorisk. Men hvad der for mig at se er endnu værre: 2) Det går ud over den kristne selvforståelse, når den på denne måde vil opbygge sig selv ved en kritisk distance til en anden form for selvforståelse.
Vores egen kristne selvforståelse må nemlig hvile på interne kristne og kristelige forudsætninger og betingelser. Også selv om det viser sig, at vi eventuelt deler nogle af disse forudsætninger med andre religioner. For eksempel hvad gudsbegrebet angår. Altså hvorvidt kristne og muslimer tror på den samme Gud. En benægtelse heraf kan meget let gå ud over den kristne selvforståelse.
Det gælder for eksempel også lovforståelsen. Når Henrik Bang Møller således i sin reaktion på mit indlæg fremhæver, at islam er en "lovreligion", tilsyneladende efter hans mening til forskel fra kristendommen, så er det jo ikke rigtigt. Kristendommen har også en lovforståelse som sit grundlag og forudsætning. Og en kristendom, som overser dette i sin forhippethed på at lægge afstand til islam, ender meget let i noget, der ligner en kristelig feel-good-teologi, som Henrik Bang Møller ellers skyder mig i skoene.
Lad gå med at vi af interne trinitetsteologiske grunde siger, at "Gud er Kristus" (Henrik Bang Møller), eller at "Gud døde på korset" (Thomas Reinholdt Rasmussen). Det er gedigen kristendom. Men det er dog sandheder, der hører til inden for den dynamik og "rummelighed", som jeg har kaldt det i mit første indlæg, som treenighedsforståelsen udgør. Og som først og fremmest er til for den kristne selvforståelses skyld og ikke har det primære formål at kunne bruges konfrontatorisk mod eksempelvis islam. Ifølge Paulus er "korsets forargelse" en forargelse for selv kristne. Lad os derfor i første omgang holde denne forargelse inden for kristenhedens fire vægge, før vi banker andre i hovedet med den. Ellers sker det, at vi selv bliver totalitære og ekstremister.
Min pointe er derfor, at henter man sin teologiske lidenskab og selvforståelse for sådanne udsagns sandhed for eksempel i, at de er islam fremmede, eller at Koranen benægter treenighedstanken, så bygger man sin egen selvforståelse op på en kritisk spydspids, som ender med at tage livet af ens egen position. Det er åndløshed. Det er, hvad jeg har tilladt mig polemisk at kalde teologisk ekstremisme og totalitarisme.
Jeg synes ikke, at den præstelige treenighed, bestående af Thomas Øster-gaard Aalmann samt ovennævnte Thomas Reinholdt Rasmussen og Henrik Bang Møller, der med varierende heftighed har reageret på mit indlæg, formår at overbevise mig om andet i deres reaktion i avisen den 13. maj.
Peter Grønlykke, sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Rosengade 18, Sønderborg