”Kristne var større jødehadere end muslimer”

Marie Krarup siger, at jødehad har været en historisk del af islam, men på det punkt er kristendommen værre, skriver læser

"Det skal nok passe, at jødehad er forekommet inden for islam, men i historisk perspektiv er det dog kristendommen, der i den henseende slår alle rekorder. Vor egen Martin Luther var ikke for god, og før ham var det blot værre," skriver Johannes Lind
"Det skal nok passe, at jødehad er forekommet inden for islam, men i historisk perspektiv er det dog kristendommen, der i den henseende slår alle rekorder. Vor egen Martin Luther var ikke for god, og før ham var det blot værre," skriver Johannes Lind. Foto: Franz-Peter Tschauner Denmark.

Kristeligt Dagblad citerede lørdag den 16. februar Marie Krarup for følgende: Vi må kunne gøre opmærksom på, at jødehad historisk har været en del af islam.

Det skal nok passe, at jødehad er forekommet inden for islam, men i historisk perspektiv er det dog kristendommen, der i den henseende slår alle rekorder. Vor egen Martin Luther var ikke for god, og før ham var det blot værre.

I 1290 blev jøderne for eksempel fordrevet fra England. Men lad os tænke på Spanien, der gennem det meste af middelalderen for en stor del var behersket af de muslimske maurere. Her var det sted, hvor muslimer, jøder og kristne i fredelige tider kunne leve harmonisk side om side.

LÆS OGSÅ
: Er sandheden racistisk? (Berlingske)

Problemerne for jøderne opstod først for alvor, når kristne konger havde grebet herredømmet. Efter at Granada, den sidste mauriske bastion, var faldet, og inkvisitionen rigtig kunne komme i gang, valgte en stor del af jøderne faktisk at flygte enten til Nordafrika eller til Tyrkiet, altså til muslimske områder. Her kunne de forvente at finde fred.

Mit spørgsmål til Marie Krarup må derfor være: Skal jeg regne hende for en, der bevidst farer med løgn? Eller skal jeg blot konstatere, at hun er endnu en af de uvidende døgnpolitikere?

Johannes Lind, Spurvevænget 41, Esbjerg V