De politiske ungdomspartier sukker over, at de i stigende grad oplever at blive afvist, når de henvender sig til ungdomsuddannelserne for at komme på besøg. Det virker, som om man flere steder ikke er interesserede i at få besøg af nogen, der kommer med en holdning og med et ønske om at engagere de unge. På den baggrund er det sådan set forståeligt, at der nu foreligger et lovforslag, der i højere grad skal gøre det muligt for organisationerne at komme på besøg.
Forestillingen om, at unge ikke skal møde nogen, der mener noget, eller som vil noget med dem, er nemlig helt misforstået – og i øvrigt gør de det hele tiden, for eksempel via Youtube. Demokrati bygger på, at vi forsøger at overbevise hinanden om, at vi har ret i vores politiske anskuelser, og at vi har de bedste løsninger på nutidens udfordringer. Det skal man ikke skåne, men vænne unge mennesker til. Og så samtidig selvfølgelig vænne dem til at tænke kritisk, stille spørgsmål og selv argumentere for egne synspunkter.
Men lovforslaget peger desværre snarere i retning af topstyring af, hvilke budskaber der må formidles af hvem og hvordan, end det peger i retning af fri debat. For som der står i bemærkningerne, så vil retningslinjerne ikke blot sikre ungdomsorganisationerne adgang, men vil bidrage til at ”sikre, at det er tydeligt hvilke typer af ungdomsorganisationer, der får ret til adgang til ungdomsuddannelsesinstitutionen og hvilke budskaber, de må formidle.” Hvor ville man ønske, at DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, paraply for en lang række ungdomsorganisationer, herunder de politiske partiers) i stedet ville give den gas med en kampagne, der forklarede ungdomsuddannelserne vigtigheden af den frie samtale og af mødet med mennesker, der mener noget. I stedet lægges der op til, at de unges ’frie demokratiske samtale’ nu skal topstyres.
Topstyringen er særligt tydelig hvad angår religion, og det rejser også nogle principielle spørgsmål angående religionsfrihed. Lovforslaget skelner nemlig mellem de almindelige ”samfundsengagerende ungdomsorganisationer”, og så de samfundsorganisationer, der kommer med et ”forkyndende ærinde”. De sidste skal netop ikke sikres ret til adgang. Og så tilføjes det: ”Ved religiøst forkyndende øjemed vil skulle forstås, at ungdomsorganisationen ønsker adgang for at vinde nye tilhængere eller under besøget agerer pågående eller belærende.”
Hermed har vi – endnu engang – at gøre med et lovforslag, der klart mistænkeliggør religion og religiøsitet (ligesom for eksempel den såkaldte ’imampakke’ fra 2016) og udskiller det religiøse fra det politiske som noget, der er farligt og problematisk. Man må altså gerne komme på besøg fra Stram Kurs og slå et slag for sin sag, men man må ikke komme fra en katolsk ungdomsorganisation.
Definitionen på forkyndelse skriger til himlen, og var – hvis ikke det var et udspil til en lovtekst, der risikerer at blive vedtaget – nærmest komisk: Religiøs forkyndelse handler om at ”hverve medlemmer” (og politik gør ikke?) og den udføres på en ”pågående og belærende” måde.
Men pågående, belærende, rabiate og ubehagelige typer findes mange steder. Og det enkelte uddannelsessted har – og skal fortsat have – ret til selv at forholde sig til, hvem de vil have indenfor og i hvilke sammenhænge. Samtidig må de meget gerne i højere grad tage ansvar for, at de studerende møder og indgår i den frie, offentlige politiske samtale, hvor synspunkter og overbevisninger brydes, og hvor ytringsfriheden forsvares – også i forhold til de synspunkter flertallet ikke kan lide at høre og uanset, hvad synspunkterne udspringer af. Det lægger dette forslag ikke op til. Lovforslaget har høringsfrist 20. juni.
Ingrid Ank er cand. theol og leder af Grundtvig-Akademiet.