Den tyske filosof Immanuel Kant var 57 år, da han udgav sit erkendelsesteoretiske hovedværk Kritik af den rene fornuft et værk, der må betragtes som et af de absolutte højdepunkter i den vestlige verdens idéhistorie.
Kant var omtrent 12 år om at forberede manuskriptet. I 12 år vendte og drejede han de problemer, der lå ved tankens rod. Resultatet var ikke innovativt det var revolutionerende, og Kants indflydelse rækker langt ind i stort set alle videnskabelige afkroge i dag.
LÆS OGSÅ: Universiteterne prioriterer kvantitet frem for kvalitet
Kants møjsommelige arbejdsforløb hans studietid forekommer lettere absurd, når man betragter det under en nutidig synsvinkel. Nuvel. At drage sammenligninger mellem de akademiske forhold, der gjorde sig gældende i Tyskland i anden halvdel af det 18. århundrede, og de forudsætninger, der gør sig gældende for akademia i dagens Danmark, kan umiddelbart synes betænkeligt.
Faren for den anakronistiske tydning er åbenbar. Ikke desto mindre siger Kants langstrakte forberedelser noget principielt i diskussionen om, hvorvidt det tager tid at danne sig, hvorvidt det tager tid at udføre et stykke arbejde, hvis betydning rækker ud over det sædvanlige. Havde Kant ikke været 12 år om at fuldføre sit værk, er det ikke sikkert, at det havde haft den virkningshistorie, det har haft.
I disse tider sættes der ikke mindst fra uddannelsespolitisk side lighedstegn mellem højt tempo og kvalitet. Den såkaldte fremdriftsreform er et slående eksempel. Den overordnede tanke bag reformen består i, at de studerende skal hurtigere igennem deres uddannelser.
Det skal ikke længere være muligt at tage orlov, og mulighederne for at forlænge sine studier forringes markant, når/hvis reformen implementeres. Som det allerede er blevet fremhævet i kritikken, kan reformen få vidtrækkende konsekvenser eksistentielt og socialt.
Det principielle, det bagvedliggende eller spørgsmålet om, hvilket dannelsesbegreb der ligger til grund for reformens strukturændringer, er ikke for alvor blevet taget op til debat. Spørgsmålet er i hvert fald ikke blevet besvaret.
Uddannelsesministeren glider således af på indvendingerne i den principielle diskussion og henviser i løse vendinger til, at der ikke er noget, der tyder på, at det, at man bruger mere end halvandet år ekstra i gennemsnit, det fører til, at uddannelsen er bedre, som han senest bedyrede i Deadline på DR den 22. november.
Som det fremgår, holder ministeren sig strengt dogmatisk til tallene, hvormed han fastholder debatten i et forestillet rationelt og quasi-videnskabeligt jerngreb. Ministeren skylder en forklaring, der ikke tager sit udspring i målvariable og gennemsnitseffekter.
Det ville således klæde debatten, hvis ministeren var i stand til at hæve sig over en rent markedsøkonomisk argumentationsramme og i stedet fremføre nogle fundamentale udsagn omkring, hvilket dannelsesbegreb han taler ud fra, og hvilket dannelsesbegreb han ønsker skal være dikterende på landets universiteter fremover. Lad dette være en opfordring eller en stille bøn.
Et er imidlertid sikkert. Reformens tiltag kaster grus i forholdet mellem tidslighed og dannelse. Der hersker ikke som på Kants tid den opfattelse, at det kan svare sig at bruge længere tid på sine studier med det formål at stikke dybere i substansen.
Mærkværdigt nok, skulle man mene, eftersom innovation er blevet nøgleordet i bestræbelserne på at opnå et videnssamfund i verdensklasse. Mulighedsbetingelsen for innovation eller ny-tænkning beror på et dybtgående fagligt kendskab til det genstandsområde, der arbejdes indenfor.
Først når man har tilegnet sig en tilstrækkelig indsigt i et givent problemlandskab, er man i stand til at se de sprækker og kløfter, hvorfra man kan drive forskningen videre det være sig på tværs af alle faggrænser.
Det er naivt at forestille sig, at man gennem et sammentrængt og ufleksibelt uddannelsessystem kan udhæve høj kvalitet. Det er problematisk at lægge vægten på vejen ud af uddannelsen, frem for selve dannelsen i den.
Markus Floris Christensen er kandidatstuderende i dansk og filosofi ved Københavns Universitet og redaktør på Reception tidsskrift for nordisk litteratur.