Kritik af Tysklands Ukraine-politik: Vejer russisk gas tungere end menneskeliv?

Trods indledende begejstring over kansler Scholz' "Zeitenwende"-tale, beskyldes Tyskland nu for at begå flere fejl i sin Ukraine-politik. Flere kritikere mener, at landet har en særlig historisk forpligtelse til at hjælpe ukrainerne.

Siden den tyske kansler Olaf Scholz fik international anerkendelse for sin historiske tale i Forbundsdagen den 27. februar, er kritikken af Tysklands tøven og prioritering af økonomiske hensyn vokset. – Foto: Reuters/Ritzau Scanpix.
Siden den tyske kansler Olaf Scholz fik international anerkendelse for sin historiske tale i Forbundsdagen den 27. februar, er kritikken af Tysklands tøven og prioritering af økonomiske hensyn vokset. – Foto: Reuters/Ritzau Scanpix. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Begejstringen var stor i mange medier, da kansler Olaf Scholz i den tyske forbundsdag den 27. februar betegnede krigen i Ukraine som et vendepunkt i det europæiske kontinents historie og samtidig bebudede et kursskifte i tysk udenrigspolitik.

I de efterfølgende dage overgik journalister og politiske eksperter nærmest hinanden i deres iver efter at finde passende superlativer for talen, der blandt andet blev kaldt for begyndelsen på en ny tidsalder, et historisk vendepunkt og en milepæl i europæisk historie.

Denne artikel er en del af en serie:
Konflikten i Ukraine
Gå til seriesiden

Nu er euforien ved at lægge sig, og i stedet vokser kritikken af den tyske regerings Ukraine-politik frem mange steder. Nogle af de skarpeste reaktioner kommer fra de mennesker, der er umiddelbart ramt af krigen, nemlig fra ukrainerne selv.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj beskylder de tyske politikere for at betragte krigen i Ukraine ud fra et koldt økonomisk perspektiv og først og fremmest at gå op i de konsekvenser, som krigen har for deres eget land.

”Jeg tror, at tyskerne begår en fejl. De vurderer situationen ud fra en økonomisk synsvinkel,” siger Zelenskyj til det britiske magasin The Economist.

Både i Tyskland og internationalt er der voksende kritik af, at den tyske regering fortsat importerer olie og gas fra Rusland.

”Russisk gas stinker af blod. Hvorfor kan man ikke boykotte gassen?,” spørger Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba i debatudsendelsen ”Anne Will” på den tyske tv-kanal ARD.

Mange tyskere forstår ligesom den ukrainske minister ikke regeringens tøven.

”Tyskland vækker det indtryk, at landet hele tiden trækker i bremseklodserne og kun halter bagefter udviklingen, ligegyldigt om det drejer sig om sanktioner, våbenleveringer eller diplomatiske initiativer. I rollen som førende nation har det største land i EU hidtil været en total fiasko,” skriver journalist Florian Harms på nyhedsportalen t-online.

I en tale til det tyske parlament har Volodymyr Zelenskyj bebrejdet tyskerne, at de i årevis har prioriteret handel med Rusland højere end Europas sikkerhed.

”Vi har set, hvor mange forbindelser tyske firmaer har til Rusland, til et land, som blot bruger jer og andre lande til at finansiere sin krig med,” citerer avisen Financial Times Zelenskyj for at sige til parlamentet.

Blandt miljøorganisationer er der også stor utilfredshed med, at en regering, hvori partiet De Grønne deltager, ikke er i stand til at give afkald på russiske energikilder.

”Det er vigtigt at være ærlig nu: Hvem finansierer de aktuelle angreb? Det gør blandt andet Tyskland, som får halvdelen af sin energi fra Rusland. Netop Tysklands afhængighed af fossile brændstoffer fra Rusland er en vigtig grund til, at præsident Putin er så mægtig,” siger Luisa Neubauer fra miljøbevægelsen ”Fridays for Future” til radiostationen Deutsche Welle.

Under et videointerview, som De Grønnes Robert Habeck gav til Anne Will på ARD for nyligt, virkede den tyske økonomiminister nærmest fortvivlet. Han talte om en ”elendig situation”, og at den tyske regering er afhængig af de russiske energileveringer, hvilket han betegnede som ”bittert og moralsk ikke rart.”

Både Robert Habeck og kansler Olaf Scholz mener, at det kan have katastrofale følger for Tyskland, hvis landet her og nu giver afkald på Ruslands olie og gas. De to politikere frygter, at mange borgere næste vinter vil komme til at fryse i deres boliger, og at der vil opstå massearbejdsløshed og en økonomisk krise uden de russiske energiressourcer.

Ud over Tysklands uvilje mod at give afkald på russisk olie og gas kritiseres landet også, fordi det tøver over for et hurtigt EU-medlemskab for Ukraine.

Et andet punkt, der ligeledes skaber stor irritation i Ukraine, er de lovede leveringer af våben til den ukrainske hær.

Ifølge nyhedskanalen NTV klager Ukraines ambassade i Tyskland over, at ukrainerne nu i flere uger venter på svar fra den tyske regering om, hvornår de kan regne med at få de nødvendige våben.

”Nogle lande støtter Ukraine på en intensiv måde, mens andre, heriblandt Tyskland, kun gør det med trukket håndbremse,” siger professor i politologi ved Kølns universitet Thomas Jäger til NTV.

Janis Kluge fra Stiftelsen Videnskab og Politik, der er ekspert i østeuropæisk politik, mener, at tyskerne ligefrem har et historisk ansvar overfor Ukraine.

”Tyskland burde gøre mere end noget andet land for at hjælpe Ukraine. Vi var de sidste, der under Anden Verdenskrig invaderede, bombede og dræbte i Ukraine, og dengang svor vi 'aldrig igen'. Senere arbejdede vi hårdt for at holde Ukraine ude af Nato og nægtede at give landet våben. Det er pinligt at se, at andre lande nu i dette historiske øjeblik gør mere end vi for at hjælpe Ukraine,” skriver han på Twitter.

Ifølge Eric Gujer, der er chefredaktør for den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung, betaler ikke alene Ukranie, men også den nuværende tyske regering prisen for fejl, som tidligere tyske regeringer har begået.

Han vurderer, at ikke mindst Angela Merkel begik en fatal fejl, da hun i 2008 var med til at hindre Ukraines medlemskab af Nato. Dengang ønskede den amerikanske præsident George W. Bush, at landet skulle optages i forsvarspagten.

”Hvis landet var blevet Nato-medlem, ville det ganske vist have øget faren for, at forsvarsalliancen blev involveret i en konflikt, men på den anden side ville det også have haft fatale konsekvenser for Putin, og han ville dermed i 2014 have overfaldet Nato-territorium. Ved derimod at låse dørene erklærede Nato Ukraine for et geopolitisk tomrum, og den russiske præsident tog taknemmeligt imod invitationen. Det er rigtigt, at de vestlige institutioner begik disse fejl i fællesskab, men Berlin bærer alligevel et særligt ansvar,” skriver Eric Gujer.

Det vigtigste er ifølge Eric Gujer, at den tyske regering nu gør sig fri af russisk olie og gas.

”Først når Tyskland ikke længere kan udsættes for afpresning, vil det være berettiget at tale om et historisk kursskifte i tysk udenrigspolitik,” skriver han i Neue Zürcher Zeitung.