Kritiker af lgbt+-bevægelsen: Woke-brigaden tager styringen

I Marianne Stidsens nye bog kritiserer hun lgbt-bevægelsen for at gøre op med naturrettens almindelige ligestilling. Tobias Pultz er enig: "Når vi har de samme rettigheder, kan kampen for rettigheder kun betyde særrettigheder", siger han

Tobias Pultz er konsulent.
Tobias Pultz er konsulent. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Du har som homoseksuel kritiseret lgbt+-bevægelsen for at føre an i en ekstremistisk kamp mod det biologiske køn. I sin nye bog kalder Marianne Stidsen endemålet for kampen en ”revolution”. Hvad tænker du om den beskrivelse?

”Den er korrekt, for hvor klassekampen tidligere stod mellem rig og fattig, har bevægelsen i dag udvidet den til at være mellem mand og kvinde, hvid og sort, hetero- og homoseksuelle. Det betyder, at hver gang du ser nogen, der er dårligere stillet end andre, er du nødt til at tro, at det skyldes manglende reel lighed. Men når vi allerede har de samme rettigheder, kan kampen for rettigheder kun betyde særrettigheder.”

Marianne Stidsen skriver, at woke-aktivismen kæmper for en ”totalitær utopi”. Hvad mener du?

”Det er de færreste mennesker, der ønsker at gøre verden værre, men det er fuldstændig korrekt at drage paralleller til ekstremt totalitære bevægelser.”

Når man i forbindelse med MeToo taler om ”toksisk maskulinitet” og ”strukturelle problemer”, mener Marianne Stidsen, at man gør samfundslivet til en magtkamp mellem kønnene. Er det det?

”Nej, men det kan vi gøre det til, hvis vi vil. Der har aldrig været en situation så dårlig, at vi mennesker ikke kunne gøre den endnu værre. Der er ikke noget farligere end folk, der ønsker en meget stor ændring og er absolut overbeviste om, at de står på den rigtige side af historien. Hvis du er 100 procent sikker på, at du har en sag, der vil forbedre verden, har du et mål, der kan hellige ethvert middel.”

Marianne Stidsen frygter, at hun, hvis racismeparagraffen udvides til for eksempel at rumme transpersoner, risikerer at blive retsforfulgt for sin kritik af lgbt+-aktivisters synspunkter og handlinger. Hvad tænker du om den frygt?

”Der er folk, der har taget screenshots af et debatindlæg, jeg havde i Berlingske, og lagt dem på Twitter, hvor de har skrevet, at artiklen er en hadforbrydelse, at avisen skulle skamme sig, og at vi alle burde straffes. At den eneste måde, man kan standse transfobi, er ved at gøre det biologiske syn på køn ulovligt. LBGT+ Danmark vil sige, at det ikke er deres mål, men lgbt+-bevægelsen forstået som samfundsbevægelse er langt mere magtfuld end LGBT+ Danmark, så det bliver pøbelmentaliteten i woke-brigaden, der tager styringen. Så ja, nogle synspunkter vil kunne blive ulovlige.”