Prøv avisen
Debatinterview

Filosof: Kritikerne af konkurrencestaten kender ikke alternativet

Renæssance‑tænker Niccolò Macchiavelli (1469-1527) er berømt for værket ”Fyrsten”, som beskrev politik og magt ud fra en nøgternt realistisk tilgang. Filosof Martin Møller Boje Rasmussen forsøger at beskrive nutidens politik i samme ånd. – Foto: Sheila Terry/Science Photo Library/Ritzau

Tidsånden er lige nu præget af overdrevne dommedagsforestillinger og manglende sans for de store linjer i politik, mener filosof Martin Møller Boje Rasmussen. Han har derfor skrevet bogen ”Konkurrencestatsministeren” som en nutidig parallel til Machiavellis berømte og meget prosaiske 1500-talsværk ”Fyrsten”

DU FORSVARER konkurrencestaten som den form for stat, vi nødvendigvis må have. Samtidig lægger du afstand til idéen om ”nødvendighedens politik” i den betydning, at vi som stat kun har ét at gøre, nemlig det, konkurrencen byder os. Hvordan hænger det sammen?

”Intet i politik er nødvendigt. Det, jeg sætter mig for at beskrive, er akkurat den danske variant af konkurrencestaten, som fortsat er meget forskellig fra for eksempel den amerikanske. Det er vigtigt at have for øje, at der findes mange forskellige typer konkurrencestater, og den måde, Danmark fungerer på, er en modtese til forestillingen om, at globaliseringen tvinger politikerne til at føre nødvendighedens politik. For 20-30 år siden sagde mange, at globaliseringen ville gøre, at vi ikke havde råd til en velfærdsstat. Men den har vi da endnu, den er bare tilpasset i form af en konkurrencestat, der i høj grad konkurrerer i kraft af velfærd.”

Men har tilpasningen til konkurrencen ikke været en forringelse? Nogle indgreb i vores liv, der gjorde det mere presset at være borger?

”Jo, sådan er der nogle, der føler det. Tilpasningen har skuffet nogle meget høje forventninger, som velfærdsstaten i sin tid skabte. Men velfærdsstaten blev tilpasset, fordi den ikke var fremtidsduelig. Den brugte for mange penge på én generation og gemte ikke nok til de kommende.

Nu kan vi igen konkurrere, og det i en grad, så vi ses som et økonomisk foregangsland. Men det får folk til at råbe ”social massegrav” og føle sig placeret i en præstationernes pølsefabrik uden ånd eller kultur. Der må man sige: Ærligt talt, peg på et andet sted i verden, hvor omstillingen er lykkedes bedre. Danskerne er det folkefærd, som har mest fritid og kortest arbejdstid. Beskæftigelse og økonomisk tryghed er i top. Alligevel er der en tidsånd af pessimisme og resignation over for politik i vores tid, som næsten er apokalyptisk. Den gode tid er ovre. Politik er slut. Nu kommer mørket og de hvide vandrere.”

Hvad skaber denne pessimisme? I 1970’erne og 1980’erne havde vi jo atomkrigen og den økonomiske afgrund som skræmmebilleder. De er vel væk i dag?

”I dag slås en hel række apokalypser om opmærksomheden. Nogle føler sig truet af den klimatiske apokalypse. De føler, de er nødt til at flyve mindre, spise mindre, gå op i klimaet og stemme på Uffe Elbæk (AL), ellers går Jorden under.

Hvis man derimod føler, man er truet af den apokalypse, der hedder indvandring, så føler man behov for et paradigmeskifte og stemmer på Kristian Thulesen Dahl (DF), ellers går Danmark under. Som filosoffen Carl Schmitt har formuleret det, er et centralt politisk kneb at etablere en undtagelsestilstand, som får ens foretrukne politik til at fremstå som den nødvendige. Som vælger bliver man gjort til offer og stemmekvæg, hvis man ikke kan afkode denne apokalypsernes kamp.”

Men selvom menneskeskabte klimaforandringer og flygtningestrømme måske ikke er dommedag, så er det vel store trusler?

”Både ja og nej. Vi har et klimaproblem, javist. Men vi har også et urbaniseringsproblem, et demografisk problem, et sikkerhedsproblem, et teknologisk problem, måske endda et fertilitetsproblem. Men ingen af delene er verdens undergang. Det er vigtigt ikke at lade panikken brede sig og for eksempel svigte sine børn ved at lade dem vokse op i den tro, at uddannelse ikke nytter noget, fordi planeten alligevel snart går under på grund af klimaet. Politisk panik i Danmark må undre.

Den danske konkurrencestat er meget på forkant med fremtidens udfordringer og scorer nogle af gevinsterne ved at løse problemerne. Vi eksporterer grøn teknologi for milliarder, vi integrerer for fuld kraft særligt unge indvandrerkvinder ind i en aldrende arbejdsstyrke, så der er arbejdskraft i fremtiden, vi er ultraproduktive. Vi viser verden, at det kan lade sig gøre. Danmark er lige nu avantgarden i en verden, der aldrig har været bedre. Men vi kan ikke se det, for frygt er et stærkere politisk mobiliseringsmiddel end håb.”

Er fremtidsfrygt bare et postulat i et land, hvor det går ufatteligt godt?

”Nej, men vi skal have proportionerne på plads. Min bog er skrevet som en omvendt Svend Brinkmann for eliten. Han har fået succes på at sige, at konkurrencestaten er noget bras, og nu må vi stå fast. Det må man gerne synes, men som politisk ramme er det da dødsensfarligt. Jeg mener næsten, at det værste, en toppolitiker kan gøre, er at læse Svend Brinkmanns bog. For hvor havner man, hvis man kun står fast? Så havner man i Brexit. Så havner man i et nej til sit eget nej, fordi man ikke kan formulere et positivt fremtidsperspektiv.”

Hvilket fremtidsperspektiv er det så, din konkurrencestatsminister skal kunne se?

”Det skal jeg ikke bestemme. Men jeg prøver at vise mulighederne for, hvordan man som toppolitiker inden for konkurrencestatens ramme kan tilvælge et politisk projekt. Det handler om at sætte mål, anvende midler, opstille tidsdimensioner og udpege roller.

Konkurrencestatsministeren skal se på de store linjer. Balancer mellem befolkningsgrupper. Det lange perspektiv. Og som konkurrencestatsborgere bør vi påskønne det, selvom det er brutalt.”

Din bog er bevidst skrevet som en nutidig pendant til Machiavellis berømte håndbog i hersketeknik fra 1500-tallet, ”Fyrsten”. Denne bog er gennem århundreder blevet kritiseret for kun at betragte mennesket instrumentelt og for at tage moral helt ud af ligningen. Gør du også det?

”Ja, for jeg mener ikke, det hører hjemme i politik. Der er mange, der siger, at menneskets natur slet ikke er så skidt, som det bliver gjort til i økonomibøgerne og i konkurrencestaten. At det er meget mere socialt anlagt. Det kan og vil jeg ikke tage stilling til. Men jeg kan konstatere, at mange kritikere igen trækker velfærdsstatens drøm om det perfekte sociale menneske af stalden. Jeg siger: Kom ind i det 21. århundrede. Der mangler en vilje til at acceptere, at det altruistiske, mådeholdne, generøse menneske, som skulle muliggøre efterkrigstidens velfærdsstat, ikke var så perfekt som håbet. Dette menneske havde spenderbukserne på og købte på klods. Om mennesket er godt eller ondt, burde ikke være afgørende. Som Kant sagde, bør den gode forfatning kunne fungere selv i et samfund af djævle. Og det gør den i konkurrencestaten.”

Hvad er målet for den førte politik i konkurrencestaten, hvis staten skal kunne fungere som et liberalt demokrati, der er uafhængigt af moralske og værdipolitiske overvejelser?

”Der er flere muligheder. En mulighed er, at vi bliver gode til at konkurrere på eksport. En anden mulighed er at skabe vækst. En tredje kunne vi kalde vækst plus eller balanceevne 2.0. Det vil sige en varig værdiskabelse på de betingelser, fremtiden stiller op.

Der er folk, som kalder sig klimaforskere, der siger, at vi slet ikke skal have vækst. Selvfølgelig skal vi det, for vækst er bare bestræbelsen på at skabe værdi, men væksten skal justeres, tilpasses og suppleres med nye måder at tænke på, for eksempel også klimahensyn. Målet kunne være et samfundssystem, der er så robust som muligt over for fremtidens udfordringer, som for eksempel OECD plæderer for.”

Så du vil hellere stille et højere formål op, der hedder noget så prosaisk som ”robust vækst” frem for eksempelvis ”lykke”?

”Lykke som målsætning? Altså: Konkurrencestaten er ikke til for borgeren, borgeren er til for konkurrencestaten. Statens opgave er ikke at være lille hjælper i hver enkelt humanists personlige lykkeprojekt. Lykke er fint, men en opgave for hver enkelt. Staten er ikke et synderligt kærligt eller venligt væsen. Igennem årtusinders europæisk historie har staten primært været en dræbermaskine, der gik i krig for at redde befolkningen fra at blive slået ihjel af andre dræbermaskiner.

I dag har vi konkurrencestater, der konkurrerer benhårdt med hinanden, men deres mål er ikke at slå hinanden ihjel. Måske frisætter konkurrencestaten ikke det gode menneske til alt muligt, men de, der kritiserer konkurrencestaten, skal vide, at hvis de vil se alternativet, kan de godt iføre sig gasmasken og bevæge sig mod skyttegravene, for dét er alternativet til konkurrencestaten.

Derfor er det vigtigt i en tumultarisk verden med en præsident Trump, der trækker væk fra konkurrencestatstænkningen over mod krigstænkningen, at vi i Danmark har en konkurrencestatsminister, der ikke er bange for at få beskidte fingre, for de andre derude lægger ikke fingrene imellem.”