Sørine Gotfredsen: Bekymrende, at kronprinsparret blåstempler moralsk ensretning

Kronsprinsparret er for popularitetssøgende og følger for meget med tidens strøm, mener Sørine Gotfredsen

Kronprinsparret optræder for politisk, lød det for nylig fra den konservative debattør Eva Selsing.
Kronprinsparret optræder for politisk, lød det for nylig fra den konservative debattør Eva Selsing. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

DET DANSKE kronprinspar er populært. Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary opfattes som moderne og forbilledlige, og Frederik ligger i toppen, når man beder danskerne sætte navn på den mest attraktive mand i kongeriget.

Men de to afholdte skikkelser møder også kritik, og senest har den konservative debattør Eva Selsing argumenteret for, at parret optræder for politisk, hvilket i onsdags den 27. november blev diskuteret på TV 2 News.

Eva Selsing mener, at de to kongelige med deres uddeling af kulturpriser favoriserer venstreorienterede personer, ligesom hun finder det forkert, at Mary er blevet protektor for en stor LGBTI-begivenhed i 2021.

Eva Selsing har en klar pointe, men spørgsmålet er, om de kongelige egentlig selv er særligt bevidste om deres ståsted.

Sandt er det, at det er et yderst klodset træk af kronprinsessen at klistre sig op ad LGBTI-bevægelsen, der er så ideologisk, at den efter alt at dømme mere og mere vil virke splittende i samfundet, og de kongelige bør holde sig langt væk fra den betændte identitetskamp.

MEN HVORFOR GØR MARY DET? Og hvorfor er et par af hendes og kronprins Frederiks priser senest gået til to sangerinder, der henholdsvis på infam vis har nedgjort Pia Kjærsgaard (DF) og skældt ud på det hvide overherredømme?

Svaret kunne meget vel være, at det mest skyldes intuitiv tiltrækning i forhold til tidens ånd, og det er sikkert skudt over målet at anklage kronprinsparret for at agere bevidst politisk.

Snarere får man den tanke, at de to optræder popularitetssøgende og følgagtigt som så mange andre, der automatisk abonnerer på de mange fraser om det tolerante og progressive, der nemt slår rod, når man ikke omhyggeligt søger livsanskuelse andre steder end i den herskende offentlige mening.

Netop denne dovne mentalitet blev anskueliggjort i TV 2-debatten, hvor Andreas Gylling Æbelø, der er direktør for Aids-fondet, mente, at eftersom kongehuset historisk set har været konservativt sindet, er det kun rimeligt med nye vinde.

Et underligt slapt argument, der behændigt undgår at tage stilling til den tidens tone, der for eksempel betyder, at kun få studser, når en kunstner sviner borgerlige politikere til, mens en dæmonisering af Pernille Skipper fra Enhedslisten sikkert ville vække anderledes opsigt.

Vi er hver dag præget af en tyk moralsk ensretning, som de kongelige er med til at blåstemple, og dronning Margrethe kunne passende invitere de to ynglinge til te og minde dem om ikke blot at lade sig forføre af denne epokes dominerende forestilling om det gode korrekte livssyn.

Eva Selsing har bestemt fat i noget, og tidligere politiker Hans Engell kunne da også på TV 2 fortælle, at debatten om Frederiks og Marys hang til venstredrejet korrekthed foregår i krogene på Christiansborg.

Flere fornemmer skævheden, men jeg tvivler på, at kronprinsparret selv er fuldt bevidst om den.

Det kommende regentpar følger bare i mangel på selvstændig tænkning tidens strøm, og det er ganske rigtigt bekymrende. Ret meget, faktisk.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.