Krystalkugler eller sanseforskrækkelse? Der findes en tredje vej

Hvordan kunne det komme så vidt, at kristendommen opleves som det modsatte af spiritualitet? Vi forarges over enkeltsager som hestetelepatien i Gislinge, men når stormen har lagt sig, står spørgsmålet tilbage, skriver Bjørn Thomassen i kirkeligt set

Luthersk arv har gjort sjæleudvikling til et fyord, skriver Bjørn Thomassen. – Illustration: Søren Mosdal.
Luthersk arv har gjort sjæleudvikling til et fyord, skriver Bjørn Thomassen. – Illustration: Søren Mosdal.

Sociologiske undersøgelser bekræfter gang på gang, at danskere praktiserer mange former for åndelighed, fra yoga, meditation, clairvoyance til aromaterapi og aftenkurser i healing og spirituel udvikling. Især østens spiritualitet bliver ved med at interessere, og reinkarnationstanken er blevet udbredt.

De fleste danskere går sjældent til gudstjeneste. De bruger kirken som ramme for livets overgangsritualer fra dåb til begravelse og shopper så nysgerrigt videre efter den åndelighed, der nu måtte tiltrække dem. Mens den katolske kirke har udstedt officielle dokumenter, der teologisk forholder sig til denne udvikling, forekommer folkekirken i Danmark mere tavs omkring paletten af spiritualitet, folk vælger til. Der er intet, der tyder på, at interessen for Østens mystik udgør en trussel for folkekirkens medlemstal. Det er ikke de åndeligt interesserede, der melder sig ud.

Men hvordan kunne det komme så vidt, at kristendommen opleves som det modsatte af spiritualitet? Vi forarges over enkeltsagerne (hestetelepatien i Gislinge), men når stormen har lagt sig, står spørgsmålet tilbage.

Når præster og medlemmer af kirken skal forholde sig til alternative former for spiritualitet, står to tendenser frem. For at gå tiden i møde åbner dele af kirken døren for de nyåndelige tilbud, om det så er helingstjenester for jorden Gaya ved fuldmåne, zenbuddhistiske meditationskurser eller foredrag om clairvoyance. Mest slående af alt indfører Folkekirkens Konfirmandcenter nu landets ungdom i kristendom med Hella Joofs katekismus, der med konsekvens har skrevet syndsbevidstheden ud af historien (”for Gud er der ingen synd”). Ondskaben ”findes slet ikke”, den er bare fraværet af kærlighed. Derfor er Helvede også aflyst.

Alle disse kedelige minus-ord er blot sociale konstruktioner, vi kan vælge fra. Bare dyrk kærligheden, og alt bliver godt. Med tiltag som disse vælger folkekirken i praksis side med new age-filosofien, der netop kendetegnes ved feel good -budskabet, et gudsbillede bestående af flydende kærlighed og positiv energi, og den definitive afvikling af enhver form for åndelig autoritet, der kan sættes højere end den personlige, indre oplevelse. Det kan nok være gunstigt for medlemstallet, men spørgsmålet er, om der er noget kristendom tilbage. Var det ikke kirkens rolle at udfordre tidens trends?

Over for disse åbne sluser findes der stadig et betydeligt segment af præster, der står fast ved den lutherske arv, med Tidehverv i spidsen. For Luther var ordet kernen i kristendommen. Mennesket når til erkendelse ved at høre Guds ord. Denne ”høren” er for Luther en passiv foretagelse, der ikke starter i mennesket, men som kommer udefra. Når vi hører noget, tilføres vi noget, som vi ikke har i forvejen. De andre sanser implicerer for Luther i højere grad menneskets aktive indsats i formningen af erkendelsen, og derfor er de korrupte. Derfor kalder Luther det åndelige regimente for et ”høre-regimente”.

Derfor lægger lutherdommen al vægten på præstens talte ord og salmesangen – det, der kan trænge ind gennem øret. Mennesket skal ikke sætte ånden i bevægelse, blot ”stå ret for evangeliet”. Oplevelse og sanselighed skal elimineres, for at troen kan trænge igennem. Stofligheden, alt det, man kan se, røre ved, dufte eller ”føle”, skal man passe på med. Denne teologiske eliminering af sanseligheden som opbyggende for troen står centralt i Luthers lære. Det er sådan set bare det, Tidehverv minder os om. Drop føleriet. Med Reformationen vandt ordet. Bare lyt. Og så ikke et skridt længere.

Måske er vi på en eller anden måde nået til vejs ende her i Luther-året. På den ene side prøver præster og menighed at genindsprøjte oplevelsesdimen- sionen med telepati, reinkarnation og spaghetti med kødsovs. På den anden side står de tidehvervske tendenser, der, puristisk og konsekvent demystificerende, lukker sluserne for sanseligheden.

Men der findes en tredje vej. Jeg synes måske nok, at der i jubilæumsåret 2017 kunne have været mere plads til refleksioner omkring de former for spirituel praksis, der gik tabt med Reformationen, og som folk i dag hungrer efter. Man behøver ikke at kigge i krystalkugler for at finde spiritualiteten: Man kan jo bare gå på genopdagelse i kristendommen. De gamle kirkefædre var sande virtuoser inden for meditation og blev forbilleder for klosterbevægelserne. Det kan måske lyde lidt katolsk, og hvad så? Den stille bøn og retræten har intet med konfessionelle skel at gøre. Og i 2009 ansatte folkekirken de første pilgrimspræster. Vejen frem er vist. Men hvis den tredje vej for alvor skal åbnes, kræver det et teologisk opgør med de dele af den lutherske arv, der har gjort sjæleudvikling til et fyord.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.